Medarbejderne på Fyns Amts Avis valgte i eftermiddag at nedlægge arbejdet. De er vrede over, at ledelsen ikke accepterede en eneste frivillig fratrædelse i forbindelse med en omfattende spareplan. To er nu fyret og en hel lokalredaktion lukkes. Samtidig er en lønforhøjelse opgivet.
14 dages forhandlingsforløb om besparelser på Fyns Amts Avis endte i eftermiddag i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.
Undervejs var medarbejderne blevet stillet i udsigt, at der ville blive mulighed for frivillige fratrædelser. Men da det kom til stykket afviste ledelsen. 5-6 medarbejdere havde ellers henvendte sig, men samtlige fik afslag.
»Det er simpelthen ikke reelt. Det var en skinmanøvre,« siger avisens tillidsrepræsentant Erik Jørgensen, der er dybt skuffet over ledelsen.
»Når man melder ud, at man vil vurdere de frivillige fratrædelser, så skaber man også en forventning om, at det vil man se positivt på. Men når man så afviser alle, så er det pisse irriterende, Så skal man lade være med at sige, at man vil se på det,« siger Erik Jørgensen til Journalisten.dk.
»Som tillidsmand er jeg meget sur, fordi jeg i forløbet har opfordret kollegaerne til at gå hjem og tænke over muligheden for en frivillig fratrædelse. Netop fordi ledelsen stillede det i udsigt.«
Medarbejderne besluttede i dag på et møde – hvor tillidsfolkene ikke deltog – at få en udtalelse i morgendagens avis med deres version af forløbet, men det ville ledelsen ikke acceptere. Herefter enedes medarbejderne om at nedlægge arbejdet.
»Det er sgu ikke for sjov det her. Der skal meget til før folk på Fyns Amts Avis nedlægger arbejdet,« siger Erik Jørgensen, der understreger, at han opfordrede kollegaerne til at gå i arbejde.
Årsagen til det hele er en omfattende spareplan på 45,5 mio. kroner for alle de Fynske Medier, som kom frem for 14 dage siden. For Fyns Amts Avis var kravet en besparelse på 4,7 mio. kroner og i udspillet var der lagt op til 8-9 færre medarbejderne.
Antallet endte dog med at blive reduceret til to personer.
Det skyldes flere grunde: En fyret medarbejder på sporten har i stedet fået job i redaktionssekretariatet. En praktikantstilling er nedlagt, og den nuværende flyttet fra Nyborg til Svendborg. Desuden har en fotograf sagt op. Og endelig har samtlige medarbejdere accepteret, at den planlagte regulering af deres personlige løntillæg ikke træder i kraft den 1. april. Alene det er med til at redde to stillinger.
Oveni kommer så andre besparelser – blandt andet på distributionen.
»På den måde kan man være tilfreds med at de 4,7 mio. kroner i besparelser, der svarede til 8-9 stillinger, er endt med netto to stillinger,« siger Erik Jørgensen.
Han havde dog håbet på, at de to kollegaer, som fyres i forbindelse med nedlæggelsen af Nyborg-redaktionen, var blevet tilbudt bedre vilkår.
»De får deres opsigelsesvarsel. Men det er så det. Redaktøren, der er 60 år, får lov til at gå med det samme. Men journalisten skal arbejde frem til 8. april, hvor de lukker Nyborg-redaktionen. Og han får kun tre måneder. Det er skuffende.«
Hvorvidt medarbejderne mandag fortsætter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse er uvist. De mødes alle mandag morgen.
»Jeg har sagt, det er ulovligt, det de gør. Og jeg vil opfordre dem til at gå på arbejde igen,« understreger Erik Jørgensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.