Journalister, der dækker Roskilde Festivalen, kan ikke frit lave interviewaftaler med festivalmedarbejderne. De skal godkendes af festivalens »Orange Kontor«, som i år stoppede historier. »Censur«, mener en af de berørte journalister. »En nødvendig firkantethed«, siger festivalens leder, Leif Skov.

»De betingelser gider jeg ikke arbejde under en gang til. At ens historier enten bliver stoppet eller ændret, det er det tætteste, jeg har oplevet på censur.«
Journalist Mette Gerlach, Københavns Radio, er sur. Hun havde ellers glædet sig til, at hun for første gang skulle dække Roskilde Festivalen. Ikke musikken, men livet og funktionerne på den gigantiske festival:
Transmission fra den walkie-talkie-koordinerede åbning af festivalens mange porte. Reportage fra lægekorpset, der arbejder bag scenen. Køretur til lufthavnen med en VIP-guide, der henter stjernerne, var blandt ideerne.
Som sædvanlig havde Mette Gerlach og to kolleger fundet kilder og truffet så mange aftaler som muligt på forhånd, men det skulle vise sig, at sådan arbejder man ikke på Roskilde Festivalen.
Det går op for Mette Gerlach cirka 20 minutter før, hun skal sende direkte fra åbningen. De portvagter, hun har lavet aftale med dagen før, afviser pludselig at medvirke, hvis ikke aftalen er godkendt af festivalens Orange Kontor.
Ved hjælp fra kollegerne lykkes det i al hast telefonisk at fremskaffe kontorets tilladelse ved at redegøre for indslagets uskyldige indhold og vinkel.

Reportage stoppet
Næste dag går det ikke så let. Da Mette Gerlach møder op med sin båndoptager til aftalen med en af de frivillige ‘bagscene-læger' for at følge, hvordan de behandler folk, der har fået det dårligt i trængslen foran scenerne, bliver hun mødt af lægen samt ‘servicechefen' fra Orange Kontor. Servicechefen beder Mette Gerlach redegøre for ideen med reportagen.
»Jeg ville lave en levende reportage, rykke ud med lægerne og snakke med dem om, hvorfor det er nødvendigt, at det er professionelle læger, der står for det. Men at jeg selvfølgelig ville lave det med respekt for dem, der havde det dårligt. Og ingen skulle i radioen, uden de havde sagt o.k. Det var jo ikke direkte.«
Det indslag forbyder servicechefen Københavns Radio, at lave.
»Hans forklaring var, at det bare ville bekymre forældrene til festivaldeltagerne,« siger Mette Gerlach.
Det ender med, at servicechefen anviser Mette Gerlach en alternativ historie: Hun kan lave et interview med samaritterne på festivalens skadestue – under overværelse af servicechefen.
Flere af de øvrige indslag, Københavns Radio har planlagt, bliver også ændret af Orange Kontor. Radioen får afslag på den aftalte køretur med en VIP-guide. Og i stedet for den kilde, radioen selv har fundet, må de interviewe guidernes leder.
Ligeledes får de afslag på at lave en rundtur på campingområdet med den campingvagt, de havde fundet. I stedet må de snakke med campingvagternes leder.

Snot eller godt
Også journalisterne fra bladet Sygeplejersken undrer sig over den stramme styring. De skulle blot lave en enkel historie om, hvad der fik 14 sygeplejersker til at bruge fritid på frivilligt at indgå i samarittervagten.
Jesper Berg, journalist på Sygeplejersken, skulle over for sikkerhedschefen på det Orange Kontor redegøre for rubrik, underrubrik og de fire første linier, før der blev givet grønt lys for interviewet.
»Han vidste præcis, hvad han spurgte til og forklarede, at han ville vide, om det var snot eller godt, hvad vi skrev,« siger Jesper Berg.
Festivalens leder, Leif Skov, bekræfter, at alle festivalens medarbejdere skriftligt er instrueret i ikke at tale med journalister, uden der er givet grønt lys fra Orange Kontor.
»Vi har omkring 19.000 frivillige, og det er rigtigt, at vi både er firkantede og bureaukratiske. Det er simpelthen for at sikre, at der ikke kommer forkerte oplysninger ud. Vi sørger for, at pressen kommer til at snakke med dem, der ved, hvad de snakker om. Hvis de bare taler med en tilfældig frivillig, der gerne vil i radioen eller avisen, men ikke har overblikket, kan det skabe problemer, vi overhovedet ikke kan løbe op,« siger Leif Skov.
Men der er historier, som I direkte ikke vil have, bliver lavet. For eksempel reportagen om bagscenelægerne?
»Ja, den type af historier kalder jeg underlødigt arbejde. Hvis folk kommer til skade eller er til afrusning, så skal de have lov til at græde ud i fred og ikke tage stilling til en mikrofon. Det er for at beskytte vores gæster. Det kan man kalde styring eller kontrol af medierne. Vi er sådan set ligeglade med, hvad man kalder det,« siger Leif Skov.

Send ham hjem
At der reageres heftigt, når grænserne overtrædes, oplevede en reporter fra P3, som Leif Skov krævede smidt ud fra festivalen.
P3's musik-redaktion havde fået den idé at forbrugerteste samarittertjenesten ved at måle, hvor lang tid samaritterne er om at nå frem med en båre, når en person på pladsen fik voldsomme (fingerede) mavesmerter. En rekonstruktion af en hændelse på festivalen for tre år siden, hvor nogle gæster var oprørte over, at det tog 10-15 minutter, før der kom en båre. For at gøre resultatet så realistisk som muligt, er ingen af festivalens medarbejdere eller ledelse orienteret om testen, der laves fredag eftermiddag, hvor der ikke er en af de store koncerter i gang – i 1 minuts løbeafstand fra samaritterteltet. Det er planen, at en fra ledelsen skal konfronteres med testresultatet i studiet lørdag.
Testen viser, at der i løbet af 1-2 minutter kommer et par vagter til, som adskillige gange kalder op over radioen til samaritterne. Efter 12 minutter kommer båren til ‘ulykkesstedet'. P3-reporteren, der har stået et stykke derfra og rapporteret til sin båndoptager, løber hen og giver sig til kende, præsenterer testen og undskylder at have hidset folk unødigt op. Men undskyld er ikke nok.
Efter få minutter ringes redaktøren for P3-musik, Morten Pankoke, op af en rasende Leif Skov. Han vil have reporteren sendt hjem og historien droppet.
»Jeg fik talt ham fra at smide reporteren ud – og meddelte ham, at hvis der var en historie, så ville den blive bragt. Vores position er jo dobbelt – vi er der både som samarbejdspartner og journalister, hvilket vi skarpt adskiller. Det må jeg ofte forklare samarbejdspartnere,« siger Morten Pankoke.
»P3 var klart gået over stregen. Man kan ikke anmelde en ulykke og bagefter bare sige, at det var en prøve. Vores samaritter havde valgt at tilkalde en ambulance, før de løb ud med båren. Så jeg overvejede at anmelde dem til politiet for falsk anmeldelse,« siger Leif Skov. »Hvis nogen ser problemer med vores sikkerhed, så skulle de hellere fortælle det til os end til DRs lyttere.«
Indslaget med testen blev aldrig sendt. Det besluttede redaktøren efter at have lyttet historien igennem.