Ingen uvildige undersøgelser, men masser af ensidig journalistik, spin og modspin samt helt almindelig mudderkastning.

Debatten om dokumentarfilmen »Den hemmelige krig« efterlader lyttere, læsere og seere tomhændede. Både når det gælder muligheden for at bedømme DRs journalistik og i det helt centrale spørgsmål om, hvad der i virkeligheden skete med de danske fanger i Afghanistan. Med mindre vi er villige til at tro blindt på én af parterne i sagen.

Skal man fæste lid til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og chefredaktør David Trads, så er den rivravruskende gal med DRs troværdighed. Skal man tro Christoffer Guldbrandsen, skal forsvarsministeren fyres og statsministeren for en rigsret. Skal man tro DRs ombudsmand, er Nyhedsavisens journalistik helt ude i hampen. Skal man tro Forsvarsministeriet, er dokumentarfilmen manipulerende. Jeg er ved at blive søsyg og har meget svært ved at melde mig på en af siderne i skyttegravskrigen.

Man sidder måbende tilbage med stadig længere partsindlæg fra aktørerne. I sidste ende opgiver de fleste vel at følge med eller vælger side alt efter, hvem de plejer at holde med.

Hverken Radio- og tv-nævnet eller Pressenævnet vil røre ved sagen af egen drift.

Derfor er det godt, at vi har andet end partsindlæg. Vi har den frie og uafhængige presse, der gransker sagen efter de højt besungne tilstræbte objektivitetskriterier.

Nå, nej for resten. For dagbladene har igen glemt deres uafhængige rolle og har villigt kastet sig ned i hver sin skyttegrav.

Helt forudsigeligt har Berlingske Tidende og Jyllands-Posten valgt regeringens side, mens Politiken og Information har valgt Guldbrandsens side.

Ikke kun på lederplads, men også i det redaktionelle indhold. Danske journalister er faktisk blevet så velafrettede, at de fremtræder som chefredaktørens forlængede pen.

Det ser i hvert fald sådan ud.

Hvorfor ikke både afdække substansen i Afghanistan-sagen og kulegrave »Den hemmelige krig« samt det skyts, der er rettet mod filmen?

Det nytter ikke noget, når Christoffer Guldbrandsen i dette nummer af Journalisten siger: »Der er ingen form for proportionalitet mellem journalistikkens karakter og magthavernes modreaktion.«

Jo, der er ligefrem proportionalitet, fordi filmen bygger op imod et klimaks, hvor en ekspert anbefaler en rigsretssag.

Så må man da tåle, at regeringens spindoktorer og kritiske medier vender hver en sten i sagen. Det er sundt, at pressen får et modspil – og det er et vilkår, journalister må leve med i takt med, at kommunikationsafdelingerne bliver stærkere.

Troværdighed er mediernes fundament. Vejen frem er redelig selvkritik. Vi skal kunne kigge hinanden i kortene, præcis som vi kritiserer og gransker andre.

Derfor vil fagbladet Journalisten og journalistuddannelsen på Syddansk Universitet sammen tage initiativ til en uvildig undersøgelse. Gruppen vil bestå af både forskere og mediefolk med praktisk erfaring. Undersøgelsen skal ikke alene gå det journalistiske indhold i »Den hemmelige krig« efter i sømmene, men også vurdere Nyhedsavisens og regeringens dokumentation i sagen. Kald det naivt, men det er vores mål at lave en tilstræbt objektiv rapport. Hvis den kan få blot lidt af røgen til at lægge sig, så har vi nået, hvad vi ville.

I mellemtiden kan vi så håbe på, at regeringen viser format til at få sat en uvildig undersøgelse i gang af, hvad der egentlig skete med fangerne i Afghanistan.

Jakob Elkjær Ansvarshavende redaktør, Journalisten