Støtte-topscorer kan ende med at takke nej til millioner

Der Nordschleswiger har fået to mio. kr. i innovationsstøtte. Men avisen til det tyske mindretal kan ende med at takke nej til pengene, fordi det ikke er nok til at finansiere de store digitale drømme. »Det er ikke sjovt at gå ud til nogen, der har givet en stor pose penge, og sige nej tak«

Der var glæde på den lille avis Der Nordschleswiger, da det i sidste uge blev offentliggjort, at avisen for det tyske mindretal i Sønderjylland får 2 mio. kr. i innovationsstøtte.

Støtten gør Der Nordschleswiger til topscorer i årets første uddeling fra Kulturstyrelsens innovationspulje.

Men det kan ende med, at avisen må takke nej til støttekronerne, fortæller chefredaktør Gwyn Nissen til Journalisten.

»Der var mange, som skrev ”wow, I har fået to millioner!”. Vi var også meget glade, indtil vi nåede ned til det med småt. Siden har vi i den grad været på overarbejde,« siger han.

[[nid:35998]]

Digitalt venstrehåndsarbejde i dag

Der Nordschleswiger havde nemlig søgt om 6,5 mio. kr. i støtte. Når avisen "kun" får 2 mio. kr., skal de finde resten af pengene selv – og det bliver svært.

Projektet, som har fået tilsagn om støtte, er en omfattende digital omstilling på avisen.

»For øjeblikket er det venstrehåndsarbejde for os. Det digitale er noget, avisfolkene laver ved siden af. Vi kan ikke, uden at det går ud over avisen, skabe et digitalt produkt, der kan leve op til de krav, der er i dag og fremover,« siger Gwyn Nissen.

Vil oprette ny webredaktion

Der Nordschleswiger har både søgt støtten til at relancere den digitale platform og til at oprette en ny webredaktion.

»Vi skal have en webredaktion bemandet med tre journalister, en grafisk-visuel medarbejder og en social media-ansvarlig. Det kan godt spille. Vi har en gruppe avislæsere, som er 60++, men der er også folk i mindretallet, som vi skal nå ud til med de nye medier.«

Gwyn Nissen tilføjer, at ambitionen også er at nå ud til tysktalende i andre dele af Danmark samt til tyske borgere, der har interesse for Danmark og danske forhold.

Mangler over fire millioner

I alt har Der Nordschleswiger budgetteret med, at den digitale satsning koster 8,6 mio. kr. Her havde de i ansøgningen til innovationspuljen lagt op til selv at finde 2,1 mio. kr. og få 6,5 mio. kr. i støtte.

Men som bekendt er avisen endt med at få tilsagn om 2 mio. kr. i støtte. Selv om det altså er det højeste beløb, noget medie får i den seneste uddeling, er det ifølge Gwyn Nissen langtfra nok.

»Problemet er, at vi er landets mindste avis. Vores abonnementsindtægter og annoncesalg dækker vores udgifter til tryk og distribution, og så betaler det tyske mindretal selv for journalistikken. Der er intet tilovers i det regnskab.«

Ikke flere penge fra det tyske mindretal

I aftes var der møde i avisens bestyrelse. Her drøftede man sagen, og Gwyn Nissen fortæller, at det ser ud til at blive svært at finde pengene.

»Vi giver det selvfølgelig en chance, for vi er ovenud glade for, at man synes, vores projekt er 2 mio. kr. værd. Men det er en stor udfordring, at vi skal rejse så mange penge.«

På mødet deltog også repræsentanter for det tyske mindretal, som i forvejen støtter Der Nordschleswiger med i alt 17 mio. kr. Gwyn Nissen afviser, at hele eller dele af den digitale investering kan komme herfra.

»Der er ikke flere penge. Hvis pengene havde været der, så var vi gået i gang for længst.«

Ikke sjovt at sige nej tak

Gwyn Nissen fortæller, at avisen nu vil forsøge at finde en løsning i løbet af de næste 14 dage, så de kan realisere projektet og tage imod innovationsmillionerne.

»Det er ikke sjovt at gå ud til nogen, der har givet en stor pose penge, og sige nej tak,« siger han og understreger, at han ikke vil lyde utaknemlig.

»Men det er pludselig blevet et projekt, der lige nu er uden for vores rækkevidde rent økonomisk.«

Hvis mindretallet ikke kan betale, hvordan kan I så finde så mange penge?

»Der er nogle andre puljer, vi kan søge. Vi kan selvfølgelig ikke finde pengene på 14 dage, men vi kan måske have en forventning om, at det kan lykkes. De næste 14 dage skal vi beslutte, om vi tror på det eller ej,« siger Gwyn Nissen.

Kan ikke bare skære i projektet

I alt er der uddelt 7,5 mio. kr. i innovationsstøtte til 11 medier i første pulje i 2016.

I er trods alt det medie, der får den største bid af innovationspuljen i denne runde. Hvis andre kan klare sig for meget mindre, bør 2 mio. kr. så ikke være rigeligt for jer?

»Jo, hvis jeg kunne bruge de 2 mio. kr. præcis, som jeg ville, så kunne jeg sige ”det blev ikke det forkromede projekt” og lave noget andet. Men vi har fået tilsagn til netop dette projekt, så vi kan ikke bare lave det om og bruge pengene på noget andet,« siger Gwyn Nissen.

Tidligere i dag talte Journalisten med en af forårets andre støtte-topscorere. Danwatch har modtaget 1,38 mio. kr. Du kan læse om deres digitale projekt her.

Journalisten samlede tidligere på året det forkromede overblik over alle, der har modtaget penge fra innovationspuljen. Du kan se hele listen her.

0 Kommentarer