Flere udenlandske medier indfører specielt beredskab for at afhjælpe psykiske problemer hos journalister, der har været i krigszoner. Danske medier tager det mere hen ad vejen, når det gælder hjælp til hjemvendte pressefolk.

Søvnløshed, aggressivitet og nervøsitet. Det er nogle af faresignalerne, som pressefolk, der har været i et krigsområde, skal være opmærksomme på. Det er tegn på, at journalisten eller fotografen er ramt af de såkaldte posttraumatiske stressreaktioner. Et syndrom, der indtil for få siden blev forbundet med soldaters oplevelser i krig. Men også pressefolk kan få skrammer på psyken ved at arbejde i et krigs- eller katastrofeområde. I den forbindelse er det både medarbejderen og lederen, der har et ansvar for, at der bliver taget hånd om problemet, mener en psykolog.

"Det bedste er, hvis chefredaktøren siger til medarbejderen, at selv om du umiddelbart har det godt, så tag en snak med en psykolog. Ledelsen skal ikke tro, at bare fordi der sidder et telefonnummer på opslagstavlen, så søger folk hjælp. De skal have et puf," siger Anders Korsgaard, der er chefpsykolog på Krisepsykologisk Enhed på Rigshospitalet. Han har gennem ti år siddet over for cirka 20 journalister og fotografer, der har haft ondt i psyken efter at have været i krigsområder.

"De står ikke i kø, men det skulle undre mig meget, hvis der ikke kommer henvendelser efter Irak-krigen," siger Korsgaard.

Nogle vil måske foretrække at tale med familien frem for en psykolog, men det kan være problematisk, mener chefpsykologen.

"Som supplement er det fint, men for mange mennesker er det svært at fortælle familien, at man for eksempel har været i livsfare. Det er mere frit at sige det til en psykolog," siger Korsgaard, som opfordrer medierne til at rådgive medarbejderne om typiske reaktionsmønstre allerede inden afrejsen.

Erfaringerne på Rigshospitalet viser, at alene det at komme til et område, hvor der har været krig, kan påvirke mennesker næsten lige så meget som at have været der under kampene. Og alle bliver påvirket, også selv om de har set noget lignende tidligere. I 2000 viste en undersøgelse, hvor 140 amerikanske og canadiske pressefolk svarede på spørgsmål om deres psyke efter oplevelser i krig, at det går hårdest ud over fotograferne. De skal tæt på begivenhederne for at få gode billeder, men Anders Korsgaard mener, at fotograferne kan have en fordel.

"For nogen kan kameraet fungere som et filter, men efterhånden arbejder journalister og fotografer så tæt sammen, at der ikke er den store forskel på, hvor meget de bliver præget."

BBC-beredskab
I de seneste ti år er der kommet mere fokus på at hjælpe soldater, der har psykiske problemer efter deres oplevelser i krigszoner. På flere udenlandske medier er ledelsen nu også blevet mere bevidst om at hjælpe journalisterne.
Reuters, CNN og New York Times er blandt de medier, som træner de udsendte medarbejdere i at være opmærksomme på faresignalerne. BBC er blevet inspireret af metoder fra den britiske hær til en procedure, som skal fungere for første gang i forbindelse med Irak-krigen.

Tidligere har BBC blot oplyst de ansatte om, at de kunne tale med en psykolog, hvis de havde behov, men denne gang er stationen gået mere grundigt til værks.
30 BBC-chefer er blevet uddannet til at se faresignaler hos de journalister, der har været i krigszoner. Bliver en medarbejder for eksempel let aggressiv eller isolerer sig meget, kan det være tegn på, at der er brug for professionel hjælp.

Opgaven for lederne er, udover at være mere opmærksomme på, hvordan journalisterne har det, at opfordre kraftigere til, at de søger hjælp. Allerede inden medarbejderne skal af sted til konfliktområdet, har de mulighed for at gennemgå et kursus om posttraumatiske stressreaktioner. Hvis det er muligt, skal journalister, der er ude for voldsomme begivenheder, igennem en såkaldt "debriefing session" tre dage efter episoden. Her gennemgår en leder et skema med spørgsmål, der kan afsløre, om journalisten har problemer med at håndtere oplevelserne og skal have hjælp. 28 dage senere skal journalisten igennem et nyt check, der fungerer som sikkerhedsnet for de journalister, der eventuelt har fået problemer i mellemtiden.

At der er ligheder mellem de problemer, som soldater og journalister kan få, viser sig også i Danmark. Her har pressefolk fået hjælp hos Forsvarsakademiets Institut for Militærpsykologi. Der-udover har de enkelte medier forskellige ordninger. Viljen til at hjælpe er der, men der er delte meninger om, hvor stort behov der er for psykologer.

TV2 har en aftale med Rigsho-spitalet om, at deres fotografer og journalister kan få hjælp hos Anders Korsgaard.

"Ved at tale med journalisten vurderer jeg, om vedkommende har brug for hjælp, men det er op til psykologen på Rigshospitalet, hvordan det skal foregå," fortæller TV2s nyhedschef Michael Dyrby.
DR samarbejder med et firma, der er specialiseret i krisehjælp. Det vil sige, at DR-ansatte kan få hjælp hos en psykolog, også uden at ledelsen ved det. I forbindelse med Irak-krigen er der oprettet et døgnberedskab, som sikrer, at de udsendte medarbejdere altid kan få hjælp, og der er mulighed for at sende en psykolog af sted til området.

På Politiken er det Michael Jarlner, der som udlandsredaktør vurderer, hvem avisen skal sende ud som krigsreportere. Både før og efter folk skal af sted, opfordrer han til, at de taler med en psykolog, når de kommer hjem. Derudover vurderer han medarbejderens modenhed og familiesituation.

"Er det for eksempel en, der har små børn, bliver vedkommende bedt om at tænke over det igen – og finder som regel ud af, at det ikke er en god ide at tage af sted," siger Jarlner.

Andre danske medier er mere skeptiske overfor, hvornår psykologerne skal på banen. Hos Jyllands-Posten mener udlandsredaktør Jørn Mikkelsen, at de journalister, avisen sender ud, er erfarne nok til at håndtere situationen.
"Hvis de har brug for hjælp, så er det de forkerte, vi sender af sted. Så vidt jeg ved, har der aldrig været problemer," siger Jørn Mikkelsen, der først vil tage stilling til, hvad der skal gøres, hvis der opstår en situation, hvor en journalist beder om hjælp.

Nye undersøgelser, der sætter spørgsmålstegn ved, hvornår det er fornuftigt med krisehjælp, præger holdningen hos Informations globalredaktør.

"Vi har ikke noget formelt beredskab ud over vores almindelige medmenneskelighed og psykologiske indsigt. Vi har telefonnumre på psykologer, men der går let inflation i begrebet krisehjælp. Efterhånden skal alle, der har set en trafikulykke have krisehjælp," siger globalredaktør Dorrit Saietz.

Læs også: Med hjernen som indsats og Farligste krig for journalister