Storytelling er min styrke

 

 

Jesper Clemmensen, uddannet fra DJH i sommer, er allerede i fuld omdrejning som reporter på TV2 Øst. Her har han fået mulighed for at lave det, han brænder for.

Jesper Clemmensen, 27 år, ved, hvad han vil, og han er gået efter det. Det, mener han selv, er hemmeligheden bag hans jobheld. Allerede en måned efter, at han afsluttede sin uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, sidder han i fast job.

Jesper Clemmensen begyndte på TV2 ØST, der dækker Storstrøms og Vestsjællands amter, 1. august i år. Her havde han også været halvandet år i praktik. Før han forlod stationen, havde han en samtale med direktøren, som spurgte, om han ville have et job, når han var færdig med uddannelsen.

»Det kunne jeg kun sige ja til, så jeg tog tilbage på skolen med et job på hånden,« siger Jesper Clemmensen.

Han havde søgt TV2 ØST som praktikplads, fordi han kendte sendeområdet i forvejen og har set regionalens udsendelser, siden den gik i luften i 1991.

»Fra dag et faldt jeg godt til og blev kastet ud i arbejdet ved learning by doing,« fortæller Jesper Clemmensen.

På skolen tog han alle de tv-fag, han overhovedet kunne komme til, og sammen med en studiekammerat, Rikke Lyngdal, lavede han en tv-dokumentar som hovedopgave. Den handlede om danskernes opfattelse af præsterollen og blev belønnet med et ti-tal.

»Jeg har altid interesseret mig for at fortælle i levende billeder, lige fra jeg som ung knægt tog ud i skoven og lavede gyserfilm med mine forældres videokamera, til jeg blev pr-assistent inden for filmbranchen. Jeg ville på DJH, og tredje gang jeg søgte, lykkedes det. Jeg havde også overvejet filmskolen, men det var vildt svært at blive optaget.«

På TV2 ØST laver han nyheder, både de hårde og de bløde, men han er nok mest til de bløde.

»Min styrke er storytelling og de skæve vinkler. Jeg nyder at se Anders Aggers indslag i Søndagsmagasinet på DR. Jeg har allerede været på mit første efteruddannelseskursus, og det handlede netop om at udforske nye måder at fortælle hårde nyheder på,« siger Jesper Clemmensen. Han råder andre under uddannelse til at finde sig en niche.

»Bliv rigtig, rigtig god til noget, skab dig en profil – i stedet for at kunne lidt af det hele. Jeg tror, det er derfor, jeg fik job så hurtigt. Jeg er ham, der fortæller de lidt skæve historier. Det kan jeg, det er mig,« siger den ny-uddannede og ny-ansatte.

På første del af uddannelsen var han nervøs for, hvor han kunne få job, fordi der er så mange om buddet. En overgang overvejede han at satse på nettet, men blev i sin praktiktid så glad for tv, at han besluttede sig for at gå den vej.
»Jeg ville, selv om det så sort ud med beskæftigelsen. Jeg har bare været heldig, at det har flasket sig for mig. Jeg vil meget gerne blive nogle år på »ØST«. Det er et fedt sted. Her er højt til loftet, og jeg får lov til at lave det, jeg har lyst til. Vi kan også glæde os på hinandens vegne, give ros og ris. Vi gør også meget ud af idéudvikling, og det er da også sket, at jeg selv er kommet med historierne, fordi jeg kender Lolland. Jeg er født og opvokset i Maribo og slår gerne over i det flade lollandske. Det bliver jeg drillet meget med, men det gør mig måske mere troværdig over for seerne.«

TV-vagter er lange, men for Jesper er de særlig lange. Han pendler nemlig mellem København og Vordingborg, fordi kæresten helst vil blive i København, hvor hun studerer til cand.scient.adm. Har Jesper et par lange vagter i træk, overnatter han på stationen eller hos sine forældre.

0 Kommentarer