VM i fodbold bliver ikke alene den dyreste sportssatsning for de danske medier i nyere tid. Redaktionerne er også ved at lægge sidste hånd på en række journalistiske og tekniske nyskabelser.
Fodboldfeber. Regningen skaber panderynker i en sparetid. Prisen for at sende én reporter, fotograf eller tekniker til Sydafrika kan løbe op i 100.000 kroner og endnu mere, hvis Danmark skulle gå videre fra den indledende pulje. Hertil kommer løn, afspadsering, teknik og de medarbejdere, der dækker VM fra Danmark. Alligevel satser de danske medier alt på VM og sender 87 medarbejdere af sted.
»Budgettet er vel i størrelsesordenen 100.000 plus det løse per mand. Så det er sindssygt dyrt. Det er klart den største satsning i vertikalens historie,« siger Flemming Fjeldgaard fra Berlingske Medias sportsvertikal, Sporten.dk, som sender fem medarbejdere af sted.
Fagbladet Journalisten har interviewet 10 sportsredaktører op til slutrunden. De siger alle, at de aldrig tidligere har brugt så mange penge på en sportsbegivenhed.
Ikke alle ser fornuften i at bruge så mange millioner på rejseomkostninger i en krisetid. Professor Jørgen Poulsen, der forsker i seer- og læsertal, siger, at det er naturligt at satse på VM, fordi det har høje læser- og seertal. I det mindste så længe Danmark er med. Han mener imidlertid, at medierne let kunne skære ned på antallet af reportere i Sydafrika. For eksempel ved at JP Politikens Hus sendte et fælles reporterteam. Han kalder det 'sindssygt', at DR sender 24 medarbejdere.
»Så mange interviews kan de jo ikke lave mellem kampene. Nettet er opfundet, og kampene kan analyseres fra studiet herhjemme. Det er primært Tipsbladet, Ekstra Bladet og B.T., der har læsere til de meget nørdede detaljer, som kræver, at man er på plads,« siger Jørgen Poulsen.
Det er seks år siden, fodboldlandsholdet sidste gang kvalificerede sig til en slutrunde, lyder begrundelsen for at lade millionerne rulle. Fodbold-Danmark hungrer efter rød-hvide sportssektioner. Og det krav kan ingen sportsredaktør sidde overhørig, forklarer redaktørerne.
»VM er det største for en sportsredaktion. VM har en særlig historik, og nu hvor Danmark er med, bliver det noget helt særligt,« siger Flemming Fjeldgaard.
Berlingske Medias læsere interesserer sig primært for historier om det danske landshold. De nyheder skrives bedst, hvis man er tæt på landsholdet, og derfor sender Sporten.dk fem skrivende og to fotograferende til Sydafrika. Det er nødvendigt for at skabe den unikke læseroplevelse, som alle medier leder efter, forklarer Flemming Fjeldgaard.
Når alle danske medier dækker VM så intenst, kræver det en indsats at skille sig ud. Derfor plejer slutrunder som EM, VM og OL at være arnested for redaktionel innovation.
Sydafrika 2010 er ingen undtagelse:
DR viser for første gang alle kampe i HD. Så hvis din fladskærm har de rigtige digitale forbindelser, kommer du til at kunne se hvert eneste græsstrå på banen, lover redaktionschef Tine Bendix fra DR Sporten. DR har rettighederne til 11 live-kampe, mens alle andre kampe sendes forskudt. Hver aften sender DR 1 et magasinprogram i primetime, der samler op på dagens begivenheder, analyserer spillet og deler ud af den enorme statistikbank, stationen ligger inde med.
TV 2 sender også i HD, men den største satsning er anderledes analog. TV 2 inviterer til fodboldfest på havnefronten i København, hvor tv-stationen har restaureret molen ved det kongelige skuespilhus, så der er plads til 5.000 roligans. Her bliver alle slutrundens kampe vist på storskærm, og det er gratis at få sig en plads som tilskuer. Det gør TV 2 i erkendelsen af, at de færreste danskere vælger at stryge syd for ækvator for at se fodbold.
»Det er dyrt at tage til Sydafrika, og det er ikke et nemt land at være turist i. Så giver vi danskerne den her mulighed i stedet,« siger sportschef Frederik Lauesen fra TV 2 Sporten.
Den store satsning i København er med til at sende regningen vældigt i vejret for TV 2, der dog også ville have haft en dyr slutrunde, selv om stationen ikke havde kastet sig over projektet med at restaurere en mole. Både DR og TV 2 må bruge satellitopkobling, hver gang noget skal sendes hjem. Det koster ifølge Frederik Lauesen spidsen af en jetjager, men nærmere et budget for den statsejede tv-kanals satsning kommer vi det ikke.
Illustration: Rasmus Juhl
Jyllands-Posten har også taget alternative metoder i brug som optakt til VM. Avisen sendte en såkaldt JP Explorer-ekspedition af sted allerede i slutningen af april. Reporterholdet drager fra Marokko hele vejen ned igennem det afrikanske kontinent og skriver optaktsartikler hjem til avisen. Indsatsen kulminerer med ekspeditionens sidste artikel fra Sydafrika, der udkommer i avisens store VM-tillæg den 7. juni. Artiklerne handler om mere end fodbold og sætter for eksempel fokus på racisme i Marokko.
Explorer-ekspeditionen bliver krydret med et interaktivt, undervisende spil på Jp.dk. Faktisk er Jyllands-Posten det medie, der lancerer flest nyskabelser op mod VM. Blandt andet kan læserne glæde sig til en særlig hjemmeside kun om slutrunden, der også kommer i en mobil-version, så resultaterne kan tjekkes på vejen. Endelig får du selv chancen som landstræner i avisens online manager-spil.
Ekstra Bladet har investeret i 3D. Desværre er det ikke den slags, der kræver særlige briller, men alle scoringer kan ses som en lille tegnefilm i 3D-grafik, der kører side om side med de live-opdateringer, der er blevet standard på de fleste redaktioner. Hvert minut kommer der en lille linje om, hvad der sker i kampen.
Sporten.dk relancerer hele hjemmesiden den 27. maj som en del af optakten op til VM. Her kommer også for første gang en dedikeret VM-side, der opdateres af den samlede redaktionsstyrke. Ingen holder ferie, mens der er VM. Sporten.dk arbejder også på en særlig iPhone-applikation til de mange læsere, der ikke holder til at sidde foran større skærme i mere end en måned.
For at give læserne af Berlingske Tidende en særlig oplevelse til sommer, bliver avisens litteraturredaktør, Jens Andersen, blandt de udsendte. Han skal skrive daglige klummer i avisen, hvor han kan bevæge sig væk fra de klassiske nyheder og i stedet skrive sig ind i krydsfeltet mellem kultur og sport, forklarer Flemming Fjeldgaard fra Sporten.dk.
Illustration: Rasmus Juhl
Den uhyrlige regning på cirka 100.000 kroner per mand stammer primært fra transport og hoteludgifter. Prisen afhænger meget af, hvor godt det går for det danske landshold, men ingen af sportsredaktørerne var overoptimistiske på danskernes vegne, da de gav overslagsbudgetter. Det danske landshold har valgt at lade sig indkvartere i det sydlige ferieparadis Knysna, der er særlig kendt for sine gode bademuligheder, skaldyr og sågar en østersfestival. Knysna er almindeligvis ikke et særlig dyrt område at bo i. Især ikke i juni måned, der er midt i den sydafrikanske vintersæson.
Men da både de franske og danske mandskaber valgte den lille by som baseby, røg priserne i vejret, fortæller Ulrik Bohse fra rejsebureauet Travelsense, der sammen med Danske Sportsjournalister lavede et rejsetilbud, som flere danske medier benytter sig af.
»Hotellerne er rigtig, rigtig dyre i forhold til, hvad det koster, når der ikke er VM,« fortæller Ulrik Bohse.
Internet er ikke en selvfølge i Knysna, og Travelsense har derfor valgt et hotel i den pænere klasse for at være sikker på, at journalisterne har forbindelse hjem til redaktionerne i Danmark. Det koster igen på bundlinjen.
Knysna har mange fordele som lejrby. Det er et behageligt område med lav kriminalitet. Til gengæld ligger byen over 1.000 kilometer fra de stadions i nærheden af Johannesburg, hvor danskerne skal spille sine kampe. Det betyder yderligere flyrejser, der prismæssigt cirka svarer til en tur fra København til Nice med i alt syv ekstra overnatninger i Johannesburg, hvis de udsendte journalister skal følges med landsholdet.
Hos tabloidmedierne er banen kridtet op til nyhedskrig. Både B.T. og Ekstra Bladet taler om VM-sektioner på 20-24 sider dagligt. Ekstra Bladet forventer for eksempel, at der skal laves 14 sider om Danmarks åbningskamp mod Holland. Selv om B.T. er Danmarks Sportsavis, får den svært ved at hamle op med den evige konkurrent fra Rådhuspladsen. Her er der nemlig råd til at sende syv journalister og en fotograf til Sydafrika, mens B.T. kun sender tre af avisens egne skrivende journalister.
Medansvarlig på Sporten.dk Flemming Fjeldgaard tror, at han har ressourcer nok til at matche Ekstra Bladets massive satsning.
»Ét er, hvad man sender til Sydafrika, men noget andet er, hvordan man prioriterer hjemmefra. Vi lægger stort set al vores energi ind i det,« siger han.
Blandt andet fordi det er så dyrt at sende medarbejdere til Sydafrika, vælger Sporten.dk at lave de fleste web-nyheder hjemmefra. Det kan sagtens lade sig gøre, mener Flemming Fjeldgaard, da det er stærkt begrænset, hvor meget adgang journalisterne får til andre landshold end det danske. Derfor er det simpelthen lettere at sidde i København og sakse fra de udenlandske medier og skabe overblik for læserne ad den vej. Og så er det billigere. Selv om Sporten.dk har fundet et billigere tilbud end Travelsenses, så er det stadig historisk dyrt.
Ekstra Bladet vil vinde kampen på nettet og sender derfor for første gang to journalister af sted, der kun skal lave online-indhold – en skrivende og en web-tv-journalist. Ekstra Bladet forventer, at VM vil blive en online-succes, blandt andet fordi Sydafrika er i samme tidszone som Danmark, og flere af kampene spilles i arbejdstiden.
»Danmark spiller mod Holland klokken to om eftermiddagen. Der vil vi nok forvente, at der er rigtig mange brugere inde at følge kampen live hos os,« siger sportschef Allan Olsen.
Illustration: Rasmus Juhl
Danmarks bedste kommentatorer
Journalisten har spurgt de danske sportsredaktører, hvilke fodboldkommentatorer i Danmark, der gør det bedst på radio og tv.
Her er, hvad de svarede.
Andreas Kraul, DR Sporten
Anders Kraul har fået DRs egen sprogpris for at være "hurtig, præcis, morsom, afslappet og chanceskabende i sit sprog" i programmet 'Sport på 3'eren'.
»Andreas Kraul er sit fags bedste mand på radio.«
Flemming Fjeldgaard, Berlingske Tidende
»Han har etableret sig som en meget stærk fodboldstemme i DR.«
Benjamin Munk Povlsen, Ritzau
Carsten Werge og Per Frimann, Viasat Sport
Det rutinerede makkerpar kommenterer SAS-liga og Champions League for Viasat Sport.
»Per Frimann er fantastisk, dejlig nørdet på en udelukkende positiv måde, og så er han godt snakkende.«
Thomas Færch Kvist, Tipsbladet
»Carsten Werge er den mest levende kommentator i Danmark. Han er underholdende og har et godt samarbejde med Per Frimann. Det er underholdende, begejstret og fagligt velfunderet.«
Allan Olsen, Ekstra Bladet
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.