Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Det delvist offentligt finansierede amerikanske medie NPR trækker nu stikket på sine 52 Twitter-profiler.
Det skyldes Twitters beslutning om at kategorisere mediet som først ”statsfinansieret” og siden ”regeringsfinansieret”.
Forleden truede britiske BBC med at gøre det samme, men så foretog Twitter-ejer Elon Musk en kovending og ændrede kategoriseringen til ”offentligt finansieret”.
I en skrivelse på hjemmesiden forklarer NPR, at mediet opfatter Twitters handlinger som misvisende:
”NPR er et privat, nonprofit firma med redaktionel uafhængighed,” lyder det blandt andet, hvor det også tilføjes, at blot en procent af dets årlige budget på 300 millioner dollars kommer fra føderale midler.
NPR-topchef John Lansing siger i et interview, at man trækker sig fra platformen for at beskytte mediets troværdighed og muligheder for at producere journalistik uden ”en skygge af negativitet”.