Journalisten tog i praktik som mellemøstkorrespondent hos DR's Puk Damsgård Andersen for at finde ud af, hvordan man rapporterer nærværende fra fjerne egne. Kræver det historier om Libanons vanvittige festkultur, hvor vodka og frisind flyder i vandfaldsbaner i et overvejende muslimsk land?

Libanon. Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård Andersen holder diktafonen op foran 25-årige Hammad Kassar, som bor i Burj el-Barajneh, en palæstinensisk flygtningelejr i Sydbeirut.

Med nærmest høflig mine fortæller han stille og roligt, at han ikke tror på diplomati mellem Israel og Palæstina. Det har man forsøgt sig med i 18 år uden resultat. Han mener, at væbnet kamp er den eneste løsning. Om han selv vil deltage? Selvfølgelig – "whatever it takes".

Fører han de varsler ud i livet, vil han muligvis ende på lejrens martyr-kirkegård længere nede ad gaden. Her ligger 24 martyrer begravet under en stor statue af en maskeret mand med kampklar kalashnikov.
For tre måneder siden ankom jeg som journaliststuderende til Libanons hovedstad, Beirut. Knap 48 timer senere befandt jeg mig i en swimmingpool med to 25-årige libanesiske fyre og deres veninde. Denne veninde sluttede noget impulsivt sine ben om hoften på en af fyrene. De havde sex op ad poolkantens flisemur. Til offentligt skue. Vær så artig.

Mænd sidder på plastikstole i gadekanten og bapper på vandpibe. Ifølge DR’s mellemøstkorrespondent skal disse små mennesker have lov til at fortælle store historier, hvis udlandsjournalistik skal trænge ind hos dansken. – foto Marwan Tahtah

Forud for denne seance var der gået to dage i et overklassemiljø med vodka, silikoneboostede bryster og dansende stiletter i et omfang, jeg aldrig har været vidne til i Danmark.
Forvirret og stødt på kyskhedsmanchetten kunne jeg nu pladre rundt i poolen og tænke på, hvordan to andre libanesiske mænd en uge forinden havde sprængt sig selv i stykker i en parkeringskælder fem kilometer nord for Beirut.

Denne eksplosion blev selvfølgelig dækket i medierne. Men festorgiet havde størst nyhedsværdi hos mit danske mailpublikum. Det kom groft sagt mere bag på dem, at libanesiske fyre rodede med damer end med bomber, selv om førstnævnte unægtelig er hverdag.
Og derfor tager jeg i praktik som mellemøstkorrespondent – for at finde ud af, hvordan man prioriterer i dækningen af sensation versus indblik i mellemøstlig dagligdag. Om man kan beskrive det ene, hvis man ikke beskriver det andet.

Puk Damsgård Andersen lurer olmt på det overdimensionerede sofasæt med guldrandet betræk og tungt klunkepynt i sin stue:
»Sofasættet stod her i forvejen. Det føles ikke som et hjem endnu, når vi stadig mangler vores møbler fra Afghanistan,« siger hun.

Puk smider de røde stiletter og viser op på altanen, hvor der er udsigt over Libanons disede, grønplettede bjerge. Inden Puk og hendes amerikanske mand flyttede op i huset i Libanons bjerge, boede de i Afghanistans hovedstad, Kabul. Før det i Pakistan, hvorfra Puk var freelancejournalist, indtil den pakistanske efterretningstjeneste beskyldte hende for at være spion og smed hende ud af landet.
Siden juli i år har hun kunnet kalde sig mellemøstkorrespondent for DR.

25-årige Hammad Kassar vil gerne være jihad-kriger. Han mener, at nøglen til Palæstinas selvstændighed er væbnet kamp. Stil spørgsmål, men lyt og formidl hans synspunkt i stedet for at dømme ham ud fra din egen kulturelle kontekst, siger Puk Damsgård Andersen. – foto: Marwan Tahtah

Det er ikke længe siden, jeg sad plantet foran fjerneren i et dansk hjem, hvor mine medseeres øjne blev fraværende og gled mere og mere i, jo flere skudsalver der blev affyret op i luften på fjerne breddegrader. Øjnene blev først åbnet igen til vejrudsigten. Hvordan vil hun engagere denne store gruppe af mediebrugere, for hvem international politik næppe er et samtaleemne over aftensmaden?
»Jeg vil eksemplificere storpolitik gennem casehistorier,« siger Puk. »Jeg vil pege på det store perspektiv gennem den lille fortælling.«

Det forsøgte hun sig med i Egypten, da den væltede præsident Mubarak skulle for retten. Hun ville finde en kilde med noget på spil og tog derfor ud til et forældrepar, der havde mistet deres søn under demonstrationerne. Her fulgte hun retssagens første del i selskab med forældrene foran tv'et. De sad med sønnens skudhullede T-shirt i skødet.

Men risikerer man ikke at blive for unuanceret og simpel i sin formidling, hvis man fortæller gennem kilders følelser? Nej, siger hun:
»For politik er følelser. Og så er det selvfølgelig min opgave også at formidle kompleksiteten og perspektivet gennem de menneskelige beretninger.«

Udenrigsjournalistik har tidligere haft en tendens til at fokusere meget på interview med de store ledere frem for befolkningen, synes hun.
»Jeg tror sjældent, at de interviews har været med til at give danskerne et indblik i den daglige virkelighed og en forståelse for de mennesker, som bor her. Og det mener jeg virkelig også er min opgave som mellemøstkorrespondent.«

Gadaffi lider døden i Libyen, og Puk tager fluks dertil. Da hun igen er hjemvendt, fortæller hun om at være vågen 40 timer i streg, sove 4,5 time og så være på igen. Hun beretter om folkefest i gaderne, et forladt hotel med 53 lig og om masser af håb for fremtiden.
»Jeg er helt forelsket i Libyen, det var simpelthen så sjovt og spændende!«

Hvad med objektiviteten, spørger jeg. Faldt den med Gadaffi og Mubarak?
»Medierne har klart været med oprørerne. Er det korrekt? Nej, ikke hvis man er ensidig og glemmer, at oprørerne i Libyen også slog ihjel. Er der forståeligt? Ja. Jeg lod mig da også rive med i Libyen. Man står midt i en folkemasse, som føler sig befriet efter 42 år i fangenskab!« siger hun og understreger, at hun altid prøver at være objektiv som journalist.
Puk skal lave en lydramme til et radioindslag om den seneste udvikling i Israel-Palæstina-konflikten. Vi er på vej til en palæstinensisk flygtningelejr for at optage stemmer til programmet.

Typisk libanesisk hverdag i Beiruts centrum. Den slags billeder skal vi også huske at formidle i medierne, mener Puk Damsgård Andersen. – Foto: Marwan Tahtah

Efterhånden som vi flyder ud af Beiruts centrum i den dyttende bilkø, skifter omgivelserne. Det svinder i antallet af parkerede BMWer i vejkanten, og mængden af gadesælgere med trækvogne stiger proportionelt. En forpjusket pige løber efter vores firhjulstrækker med åben hånd. I midterrabatten troner nu plakater af Irans islamiske revolutionsleder, Ayatollah Khomeini, og Nasrallah – anfører for "Guds parti", organisationen Hizbollah.

Yassir Arafats blik kigger ned på os fra flere vinkler ved flygtningelejrens indgang. Hans idolplakater hænger overalt i området, kun udfordret af billeder af Syriens præsident, Bashar Assad, og hejste sorte jihad-flag med krydsede sabler og geværer.
Flygtningelejren er en labyrintisk afskallet betonby med cirka 15.000 indbyggere. Solstrålerne kan ikke trænge ned i de smalle, snørklede gange, hvor ledninger i øjenhøjde er vævet sammen i et rodet net på tværs af husene.

Selv om vi er et fremmedlegeme i lejren, går vi uforstyrret omkring sammen med en tolk og en fotograf. Folk vil gerne fortælle.
Det er i den situation, vi får kontakt med Hammad Kassar. Den unge mand, som ville deltage i væbnet kamp – "whatever it takes", som han sagde. Så står vi her sammen med en mulig kommende jihad-kriger. En ung mand med gele i det velfriserede hår, moderne Nike-sneakers, stramme cowboybukser og lange buede øjenvipper, som gør øjnene milde. 25 år og medejer af en frisørsalon. Det er næsten provokerende udramatisk at tale med ham.

Jihad-flaget og den syriske præsident gør det både let og svært at formidle stemningen i lejren. Let, fordi det er stærke symboler. De skaber lynhurtigt en stemning hos læseren.
Men med Puk Damsgårds mere antropologiske tilgang til journalistikken er det også vanskeligt. For i en dansk kontekst bliver portrættet af Assad et symbol på nogle mennesker, som hylder en undertrykkende despot. En mand, der tilmed beordrer blodbad, hvis nogen vover at pippe om rettigheder og demokrati i hans diktato-rede.

Ud fra en palæstinensisk sammenhæng er Assad symbolet på en ven, som vil hjælpe et undertrykt folk med at bekæmpe deres brutale besættelsesmagt.
I det lys virker de "meningsbærende detaljer" lidet meningsbærende.

Jeg har haft travlt med at mukke over det golde danske mediebillede, når det kommer til hverdagshistorier fra Mellemøsten. Så jeg lover selv at komme op med et par "praktikant"-ideer over en frokost i Beiruts centrum. Et område, som ligner en nyopført kulisse efter 15 års smadrende borgerkrig. Hvor de strøgne habitjakker i afdæmpede nuancer fylder på cafeerne, og hvor butiksvinduerne skriger eksklusivitet. Et distrikt, hvor end ikke et stykke tyggegummi får lov til at ligge og grise på gaden. Det går kedeldragtklædte mænd og fejer op manuelt med et kostehoved på 15 centimeter.

Hvad med en historie om politisk uddannelsesstof, akademisk modstandskamp? Jeg er stødt på en iransk kvinde, som laver undercoverforskning på universitetet i Teheran. Hun undersøger sammenhængen mellem Facebook og forsøget på revolution i Iran i 2008. De andre professorer dækker over hende, fordi det er forbudt at forske i den slags.

Ideen bliver godkendt af Puk. Den er rigtig god, fordi det er modstand på en anden måde end den klassiske aktive oprørskamp, og sociale medier er et hit lige nu. Men den duer ikke til tv. Der ville mangle billeder.
På kultursiden foreslår jeg at portrættere Libanons vanvittige festkultur. Vise, hvordan vodka og frisind flyder i vandfaldsbaner i et overvejende muslimsk land. Historien er relevant, fordi den overrasker, mener Puk. Men der bliver nødt til at være en nyhedskrog, hvis den skal bringes. Opstår der uroligheder i Libanon, ville det være en fin anledning, fordi det er en kontrast til optøjerne.

»Jeg synes tit selv, nyhedskroge kan være påtagede,« siger hun. »Og jeg tror ikke, de er afgørende for, om seeren/lytteren hænger på. Det afgørende er, at vi giver dem sammenhæng og oplevelse.«

Det er også Puks egen grund til at være journalist i Mellemøsten. Hun er drevet af oplevelse og personligt eventyr. Løber hun tør for eventyrbrændsel, skal hun skifte job:
»Det værste, man kan gøre som udenrigskorrespondent, er at tro sig fuldkommen. Tro, at man ved det hele. Den dag, jeg kun taler med den nærmeste taxachauffør for derefter at gå hen på hotellet og drikke vin og skrive analyse, er mine dage som korrespondent talte.«

Det er mine dage som praktikant også.
Puks næsten antropologiske tilgang til journalistikken har været overraskende. Og virket overbevisende. I hvert fald når det handler om at nedbryde billeder af stereotyper.

Flygtningelejren er plastret til med politiske plakater af Yassir Arafat, Syriens diktator, Bashar Assad, og Irans islamiske revolutionsleder, Khomeini.  – foto: Marwan Tahtah

Men netop dette antropologiske udgangspunkt har hun også fået kritik for. Da hun udgav en dokumentarisk bog om en pakistansk stammefamilie, hvis søn havde været talebankriger, skrev en af anmelderne, at hun lyttede for meget og stillede for få konfronterende spørgsmål.
»Jeg var i kildernes hjem for at forstå, hvad de kommer fra, og hvor de vil hen. Jeg synes, at man skal stille kritiske spørgsmål, men de skal ikke være affødt af ens egen kulturelle kontekst,« svarer Puk til kritikken.
Dette anderledes syn på journalistik bliver pinligt aktuelt på dansk mediegrund samme uge. Her går diskussionen, efter at Libyens overgangsråd har proklameret, at Libyen vil bruge den islamiske sharialov som kilde til lovgivning.

DF's Søren Espersen føler, at vi danskere er blevet ført bag lyset. Vi har hjulpet libyerne i god tro, og nu viser det sig, at: "Vi har næret en slange ved vores bryst." Villy Søvndal mener, at der også findes blød sharia. Og den kan vi godt acceptere, at libyerne har lidt af.
Det får Naser Khader til at melde sig på banen: "Der er ikke noget, som hedder blød sharia, Og selv hvis der var, så er den heller ikke ok," siger han.

Vi diskuterer, om vi støtter meget, lidt eller ingen sharialov. Men meget, lidt eller ingenting af hvad? Få medier ser ud til at belyse, hvad sharia-lov overhovedet indebærer. Umiddelbart er der ingen, som undersøger, hvilke værdier og regler libyerne tillægger ordet. Der er masser af nyhedskrog, men ingen sammenhæng og perspektiv. Det virker til at være her, den danske udenrigskorrespondent anno 2011 virkelig har sin berettigelse. Puk Damsgård kan ikke komme først med nyheden om, at Libyen vil have sharia-lov. Men hun kan bruge reporterkrudtet på et virkelighedstjek, på at udforske, hvad sharia-lov betyder for libyerne, ikke hvad det betyder for Villy Søvndal og Søren Espersen.

Det ville muligvis gøre danskerne klogere på både mellemøstlige følelser og storpolitik.