search

Stormvarsel

  Der kommer aldrig ro om Journalisten, hvis det står til den nye redaktør, Jakob Elkjær. Og nogle gange må medlemmerne finde sig i at blive sparket bagi for egne penge. KURS. Da Jakob Elkjær startede som journalist, var det en nødvendighed at læse Journalisten.

Der kommer aldrig ro om Journalisten, hvis det står til den nye redaktør, Jakob Elkjær. Og nogle gange må medlemmerne finde sig i at blive sparket bagi for egne penge.

KURS. Da Jakob Elkjær startede som journalist, var det en nødvendighed at læse Journalisten.

»Men det synes jeg ikke, det har været her frem til sommer. Man kunne godt lægge bladet hen i en bunke og tænke 'det kigger jeg på, når jeg får tid'. Det er min ambition at flytte bladet derhen, hvor man føler, at man er nødt til at læse det.«

Han er kontant på den venlige måde. Ivrig, imødekommende. Jakob Elkjær sidder ved træbordet i sit svenske hjem på Västra Hamnen i Malmø, hvor han bor med sin svenske kone og sine to børn. For øjeblikket er han på forældreorlov fra jobbet som samfundsredaktør på Dagbladet Information – og har god tid til at tænke over sit nye job.

Hans succeskriterium er ikke ro om Journalisten. Han håber på masser af stormvejr, når han fra 9. januar bliver ny redaktør.

»Jeg kan jo opleve på debatten i Journalisten og på hjemmesiden, at man har utrolig svært ved at være den, der bliver kritiseret. Journalister er også meget tyndhudede, og man kan fornemme en forurettelse over, at 'her betaler jeg penge, og så kommer forbundet og sparker mig bagi for mine egne penge'. At det kan ikke være rigtigt.«

Kan det det?

»Ja, det kan det. Jeg har skrevet under på, at jeg vil lave et mediekritisk magasin. Og man kan ikke lave et mediekritisk magasin uden at skrive kritisk om journalister. Man kan ikke lave et forbrugerprogram uden at skrive kritisk om butikkerne eller de butiksansatte. Så medlemmerne må vænne sig til, at Journalisten ofte er kritisk.«

Jakob Elkjær startede som journalist på Berlingske Tidende og Politiken, siden var han i korte perioder på Ritzau og før det på DAGEN, hvor han for første gang blev chef. I 2003 kom han til Information som indlandsredaktør og siden samfundsredaktør.

– Hvad har du med fra dine tidligere jobs, som Journalisten kan bruge?

»Da jeg startede på Berlingeren, kastede jeg mig over de sager, som andre havde opgivet. Det med at prøve at gå ind og grave de store sager igennem og sige, hvem de skyldige er, at placere et ansvar – det vil jeg gerne tage med.«

»Så flyttede jeg til Politikens gravergruppe, hvor jeg kombinerede den kulegravende journalistik med reportage og noget fortællende. I stedet for at undersøgende journalister laver anklageskrifter, så skal de fortælle hele historier med hele mennesker.«

»Og så er det vigtigt, at man er enige om de mål, man har. Jeg kunne jo komme med alle mulige fem-års-planer. Men der skal være medarbejdere, som tænder på det. Vi skal kunne se målet sammen, ellers kan man ikke flytte bladet. Det er måske noget af det, jeg har lært på Information og DAGEN. Det er vigtigt ikke at melde en masse ud, som man ikke kan opfylde. Det tager tid at lave ændringer, og det er noget, man skal gøre i fællesskab.

– Hvad bliver den første ændring, du vil lave?

»Det er den markante coverhistorie. Som de seneste numre, hvor DR og Engell har været på forsiden. Det er den slags forsider, jeg gerne vil lave. Det kunne være Jeppe Duvå, der forlader Berlingske Tidende – er der højt nok til loftet? Triple A-sagen. Dagbladstegnere, som er blevet truet. Den type sager skal Journalisten kunne levere bedre end andre. Og komme ind bagved på redaktionerne og se, hvilke diskussioner der foregår internt. Det kunne være, at det Berlingske Officin inviterer medejere ind. Man kunne kortlægge de nye ejer-kandidater med mediebriller: Bonnier, Avishuset Dagbladet, Egmont – hvordan har de det med armslængdeprincippet? Bruger de ressourcer på deres medier? Har de en ordentlig efteruddannelsespolitik?«

– Den kunne stå i bladet til foråret?

»Det kunne den. Jeg vil ikke love, vi gør det. Det kommer an på, hvad der sker. Man kunne også … Nej, det vil jeg ikke sige mere om. Det må du læse i bladet.«

Siger den nye redaktør med et grin.

– Der har været en del diskussion om Journalisten som kritisk mediemagasin eller fagforeningsblad. Ser du det som en konflikt?

»Der har jo helt tydeligt været en konflikt. Det er klart noget, jeg har tænkt meget over. Det er jo en stor udfordring pludselig at skulle være ansat af en fagforening.«

Elkjær har læserundersøgelsen fra 2005 liggende på bordet. Han har specielt hæftet sig ved to sætninger i konklusionen: 'Synligheden udadtil er medlemmerne absolut ikke tilfredse med' og 'kun få efterlyser mere DJ-stof i bladet'.

»Undersøgelsen viser, at medlemmer ikke vil have et mere klart fagforeningsblad, og det mener jeg var det, Journalisten var ved at udvikle sig til. Og det var et klart selvmål. Hvis medlemmerne oplever, at de i deres medlemsblad får et langt referat fra Nyborg Strand, så kan de se, at det ikke er nogen god historie, det er noget, man laver for at gøre andre glade.«

Jakob Elkjær mener, at forbundet skal være synlige i Journalisten. Men på en anden måde. Han vil udfordre dem til at melde ud i de store mediesager, som han mener er væsentlige for bladet.

»Journalistforbundet vil kunne få synlighed, hvis de er klar til at gå ind i de store balladesager og tør komme med markante meldinger. Hvad mener forbundet om, at man har ansat en tidligere justitsminister med ansvar for PET og FE som chefredaktør på Ekstra Bladet? De skal ikke nødvendigvis forholde sig til Hans Engell, men til det principielle aspekt. På et tidspunkt skal det afgøres, om Jesper Larsen og Michael Bjerre skal for retten i Grevil-sagen. Det mener jeg er en utrolig vigtig og principiel sag, fordi politiet går direkte efter journalisterne. De udhuler den traditionelle beskyttelse, journalisterne har haft, ved at det har været chefredaktøren, som har taget skraldet. Hvad siger forbundet til det?«

– Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været trivsels-problemer på Journalisten. Hvordan kan du bidrage til god trivsel?

»Nu kommer jeg jo fra et blad, hvor der ofte er stormvejr internt. Min erfaring derfra er, at uanset meningsforskelle så kan man altid finde en fælles glæde om håndværket. Vi har et meget identitetsgivende fag. Det skaber et fællesskab. Jeg fik jo lov til at være med til et redaktionsmøde på Journalisten forleden, og der var et højt niveau for en journalistisk diskussion om konkrete emner. Det er et værktøj, jeg vil arbejde med. En anden ting er, at man som chef melder klart ud om, hvor man vil hen, så der er noget at diskutere ud fra. Og så vil jeg høre på de ansattes idéer. Det værste, man kan gøre som chef, er at rykke alene et eller andet sted hen uden at få de andre med.

– Du talte i starten om nødvendighed. Hvad vil du gøre for, at jeg om seks måneder samler bladet op og læser det – og ikke bare smider det direkte over i bunken med gamle aviser?

»Det skal du, fordi hvis du skal vide, hvad der virkelig skete, så skal du læse Journalisten. Man skal have fornemmelsen af ikke at være med i kantinesnakken, hvis man ikke har læst bladet. Der er balladehistorierne, som vi har snakket om. Og så er der det mere langhårede: Hvor er branchen på vej hen? Det er en anden form for nødvendighed.«

»Der foregår en revolution i medierne med nye platforme som for eksempel mobiltelefoner. Hvad betyder det? Eller en artikel som den i det seneste nummer af Journalisten om, hvor internet-medierne er på vej hen. Der sker en enorm udvikling, samtidig med at politikerne skal til at lave et nyt medieforlig. Forstår politikerne den udvikling? Er de dygtige nok, Poul Nødgaard og de andre? Der har Journalisten en udfordring i at afdække den udvikling og stille de spørgsmål.«

– Det, du taler om, er jo hardcore journalist-historier – hvad med alle de andre, der læser bladet?

»Jeg kommer fra dagbladsverden, det er også min svaghed. Men i den udvikling, jeg skitserer, fylder dagbladene mindre. Den udvikling handler jo også om dem, der arbejder på web, den handler også om kommunikationsfolkene, den handler også om fotograferne og grafikerne, som skal til at arbejde på en helt anden måde. Jeg vil ikke love, vi kan lave 100 gode historier om året for hospitalsfotografer og tekstere, for det vil sgu være svært. Men igen, man skal ikke lave lange historie om hospitalsfotografer for at gøre dem glade. Man skal finde den gode historie.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen