search

Store nedskæringer på vej i NRK

Norges svar på DR fik her til morgen besked om, at der skal spares markant. NRKs budget for 2008 hænger ikke sammen. Tidligere på ugen meldte norske TV 2, at de nedlægger 24 årsværk i nyheds- og aktualitetsafdelingen.

Norges svar på DR fik her til morgen besked om, at der skal spares markant. NRKs budget for 2008 hænger ikke sammen. Tidligere på ugen meldte norske TV 2, at de nedlægger 24 årsværk i nyheds- og aktualitetsafdelingen.

Uanset om man arbejder i den store public service-mastodont NRK eller norske TV 2, så venter der et surt efterår. Medarbejderne i NRK kunne her til morgen læse i VG, at der skal spares på nyhedsområdet. Årsagen er et voksende underskud, og NRK-ledelsen ønsker ikke at vente, til 2008 er omme.

»Det bliver et knaldhårt efterår i NRK. Ingen funktioner er fredet,« siger NRKs nyhedsredaktør, Jon Gelius, til VG.

Allerede på mandag indledes arbejdet med at få budgetterne til at hænge sammen.

»Vi er nødt til at tænke på pengene, og vi er nødt til at spare. Men det er for tidligt at sige noget om, hvordan det her ender. Det betyder faglige møder og varslinger. Men i modsætning til TV 2 har vi jo flere platforme at spille på i denne proces,« udtaler Jon Gelius.

Norske TV 2 skal således nedlægge hele 72 årsværk, hvoraf de 24 hører under nyheds- og aktualitetsafdelingen.

Men selv om NRK endnu ikke har overblik over omfanget af besparelser, så vil der blive reageret hurtigt:

»Vi kan ikke vente til 2008 og må allerede i efteråret lægge kursen om, så vi kan stå bedre rustet,« siger Jon Gelius til VG.

I NRKs hovedkvarter, Marienlyst, er der over 200 journalister, som arbejder med indholdsproduktion på nyhedssiden til tv, radio og nettet. Uden for Oslo drejer det sig om 500 journalister fordelt på 12 distriktskontorer.

Mere her på VGs hjemmeside.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen