Mere end 50 britiske parlamentsmedlemmer fremsætter i dag en voldsom kritik af BBC, der har afvist at transmittere et indsamlingsprogram for humanitær hjælp til Gaza. BBC's begrundelse er, at indslaget kan opfattes som en trussel mod dets ellers neutrale nyhedsdækning.
Det er ikke kun i Danmark, at mediernes håndtering af krigen i Gaza skaber ballade. Mange steder i verden giver spørgsmålet om neutralitet anledning til større principielle og etiske diskussioner.
Senest i Storbritannien, hvor 51 parlamentsmedlemmer i dag har valgt at gå i rette med BBC's beslutning om at afvise en landsindsamling til fordel for ofrene i krigen i Gaza. Bag programmet står paraplyorganisationen the Disasters Emergency Committee (DEC), som i årevis har koordineret større hjælpaktioner på tværs af landegrænser.
DEC ønskede at sende en klar appel om humanitær hjælp til Gaza, men BBC's ledelse vurderede, at det ville true stationens uafhængighed og neutralitet, skriver the Independent.
Afvisningen har overrasket og provokeret parlamentsmedlemmerne, som nu anmoder BBC om at ændre holdning.
Allerede i går protesterede organisationen Stop the War ved at besætte BBC's kontor i Glasgow. Og i weekenden gik også Canterburys ærkebiskop, Dr Rowan Williams, op imod BBC med den klare melding:
"My feeling is that the BBC should broadcast an appeal."
The Disasters Emergency Committee (DEC), der blev grundlagt i 1963 med henblik på at indsamle penge i forbindelse med større katastrofer, udgøres af 13 forskellige hjælpeorganisationer – heriblandt the British Red Cross, Save the Children og Oxfam.
Tre andre britiske tv-kanaler – ITV, Channel 4 og Channel Five – har allerede sagt ja til at sende det planlagte indsamlingsprogram.
Meget tyder på, at BBC ej heller har den store opbakning fra regeringen. I aftes meddelte justitsminister Shahid Malik, at han stadig savnede at høre nogen, som var enige i BBC's beslutning, mens sundhedsminister Ben Bradshaw direkte afviste BBC's forsøg på at argumentere ud fra et spørgsmål om uafhængighed.
"This is not about taking sides in the conflict. It is about providing urgent help to people in desperate need," erklærede Ben Bradshaw.
Mere om protesterne mod BBC i artiklen fra Independent.
Endvidere tager BBC's egne medarbejdere afstand, skriver the Guardian.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.