DR står på randen af en stor konflikt. DR-cheferne har varslet lockout, og en stribe fagforeninger – undtagen Dansk Journalistforbund – har svaret prompte igen ved at varsle strejke.
Konflikten ville bryde ud allerede 1. juni.
Men nu er konflikten udsat i mindst to uger. Det erfarer Journalisten.
Forligsmanden har udsat to uger
Forligsinstitutionen, som skal mægle mellem parterne, har besluttet at bruge sin særlige ret til at udsætte en varslet konflikt. Det kan Forligsmanden gøre to gange.
Han har ifølge Journalistens oplysninger i dag tirsdag valgt at udsætte konflikten 14 dage.
Dansk Journalistforbund har siden sidste uge forhandlet med DR i Forligsinstitutionen. I dag var så første dag, hvor de andre fagforbund – blandt andre Dansk Metal og AC-organisationer som DJØF, Dansk Magisterforening og Kommunikation og Sprog – mødte til forhandlinger samme sted.
Hvad handler konflikten om?
Konflikten har fire overskrifter: Økonomi, sabbat, fleksibilitet og tilstedeværelse.
Vi har her på Journalisten i sidste uge undersøgt, hvad der ligger bag de fire overskrifter. Det handler blandt andet om, at DR-ledelsen vil afskaffe medarbejdernes betalte orlov, samt hvorvidt den samlede økonomiske ramme skal være mindre. Du kan læse, hvad konflikten handler om her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.