Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
10:35 04.05.2023 Morten Bjerregaard

Stor europæisk journalistpris åbner for bidrag

Den 3. maj, som er den internationale dag for pressefrihed, åbnede Europa-Parlamentet for bidrag til Daphne Caruana Galizia-prisen for journalistik.

Prisen belønner hvert år fremragende journalistik, der fremmer eller forsvarer EU’s centrale principper og værdier, såsom menneskelig værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og menneskerettigheder. Med prisen følger også 20.000 euro.

Prisen kan tildeles professionelle journalister af alle nationaliteter, som har udarbejdet dybdegående journalistiske produktioner enten alene eller i hold, der er udgivet i et af de 27 EU-medlemslande.

Journalistprisen er opkaldt efter den maltesiske journalist, blogger og anti-korruptionsaktivist Daphne Caruana Galizia, der blandt andet rapporterede om korruption, hvidvaskning af penge og organiseret kriminalitet på Malta.

Efter chikane og trusler blev hun myrdet i en bilbombeeksplosion den 16. oktober 2017.

Det er netop omkring den 16. oktober hvert år, at prisoverrækkelsen finder sted. Journalister fra hele EU kan indsende deres artikler online indtil den 31. juli 2023.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder