De seneste år har masser af selvbestaltede web 2.0. guruer forurenet det offentlige rum med vrøvl om, at borgerne overtager journalisternes rolle.
Det skulle brugerne angiveligt gøre via læserkommentarer, blogs, billeder, borgerjournalistik, diskussionsfora eller sågar kort med brugeroplysninger.
Hypen er bedst eksemplificeret med følgende kampråb fra TIME Magazines første udgave i 2007 med et spejl på forsiden og overskriften DIG.
"Dig, ja dig," lød det. Du er årets person, for "du kontrollerer informationsalderen. Velkommen til din verden". I coverhistorien kunne man under rubrikken POWER TO THE PEOPLE læse: "Du kontrollerer medierne nu, og verden vil aldrig blive den samme."
Gu' er nettet da fantastisk. Det gør os til bedre journalister, og vi er slet ikke færdige med at udnytte potentialet til at forankre vores journalistik hos de borgere, som det i sidste ende handler om.
Men hvis vi vil udnytte mulighederne rigtigt, så må vi samtidig besinde os på, hvad brugerne ikke kan, ikke vil og ikke skal.

TIME Magazines lille manifest var nærmest poetisk, men blot i modstrid med den faktiske udvikling. Man kan starte med at sammenholde sludderet med simple observationer af virkelighedens brugergenererede indhold fra billeder af vaffelspisende hunde over solnedgange til læsernes kommentarer – alt for ofte anonyme, perfide eller for private til for alvor at interesse nogen ud over skribentens egen matrikel. Der er meget langt til de luftige forventninger om, at borgerne overtager mediernes dagsorden, hvilket man da også netop har konstateret i den omfattende amerikanske rapport The State of The News Media 2008.

Og så kan man se på trafikken. Mediernes hjemmesider baseret på brugergenererede nyheder er ofte selvdøde – sandsynligvis er det derfor, trafiktallene er hemmelige.
Eller økonomien, hvor TV 2 for nylig åbent erklærede, at brugersitet 1234.dk formentlig ikke kommer til at give overskud.
Og endelig kan man se på nyhedsstrømmen, at det ikke er brugerne, der "kontrollerer medierne nu". Så skal man da helt frem til vejrudsigten med et enkelt billede af en pæn solnedgang – medmindre der er brand i gaderne.

Hvis brugerne har overtaget den såkaldte gatekeeperrolle, så er det en meget lille havelåge i forhold til den ladeport af nyheder, der produceres professionelt efter klassiske kriterier.
Når det er vigtigt at slå fast, så er det ikke, for at læserne af dette blad skal kunne fede sig over, at de ikke blev tilovers på historiens kirkegård.
Nej, det skyldes, at den newage-agtige snak om web 2.0. har skabt så meget panik i medierne, at man er parat til at smide barnet ud med badevandet. Det handler ikke kun om mislykkede satsninger på snævre nyhedsbaserede brugersites. Panikken synes at have fået mange medier til at tro, at man nu skal redigere på de uredigeredes web 2.0.-sites´ præmisser og derfor må skrotte gamle publicistiske idealer.

Hvordan kan man ellers forklare, at selv erfarne mediehuse nu tillader, at borgere sviner hinanden til anonymt på deres sites? Hvordan kan det ellers være, at man tillader, at skillelinjerne mellem redaktionelt stof og annoncer brydes ned? Hvordan kan det ellers være, at man har sænket kravet til dokumentation på nettet?

Brugergenererede tjenester som YouTube er et fantastisk hælermarked af alverdens videoklip. Her kan professionelle finde inspiration til nyheder, men YouTube genererer ikke nyheder af sig selv.
Medierne kan noget andet, og det har ikke ændret sig med nettet. Tværtimod. Vi kan sortere i mylderet, skabe overblik og give aktuel og troværdig information. Hvis vi smider det væk i panik nu, hvor der er allermest brug for det, så bliver vi først ligegyldige.
Derfor er det så befriende at lytte til professionelle mediefolk som Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, eller redaktør Peter Møller fra 1234.dk i dette nummer af Journalisten. De konstaterer, at det brugergenererede stof ikke kan stå alene, fordi det ikke har kvaliteten til det. Men selvfølgelig skal medierne lægge ørene til jorden og bruge mulighederne til at komme tættere på brugerne og dermed styrke den klassiske journalistik.
Så er vi da kommet et stort skridt væk fra det poetiske vrøvl.
Og på vej mod en afklaring af, hvem vi er, hvad vi kan og fortsat skal kunne i informationsalderen.