Du skal vide, hvornår politikerne svarer udenom. De vigtigste måder at undgå ubehagelige spørgsmål eller modargumenter på er disse:
De forties. Den smarte politiker slører fortielsen ved at snakke ivrigt om noget andet. Han vil for eksempel lave en forskydning: Spørger du konkret til ét element i hans politik, priser han sin samlede politik, eller andre dele af den. Spørger du om noget i fortiden, svares der om noget i fremtiden (og omvendt). Spørges der til en bestemt art dumhed i hans politik, siger han, at modstanderne er langt mere skyldige i samme dumhed. Påpeger du en dårlig effekt af hans politik, svarer han med at tale om de gode hensigter bag den.
De fortegnes. Politikeren svarer på et bindegalt standpunkt, som du/modstanderen ikke har udtrykt – eller på en helt kastreret version af dit spørgsmål.
De affejes. Spørgsmål afvises, uden at der gives grunde: »Det kan jeg helt klart dementere.« »Hvorfor skulle Finansministeriet dog regne forkert?« Spørg efter grunde til afvisningen, hvis du ikke synes, at de fremkom.
Efter cirka tre udenomssvar på det samme spørgsmål, sig da: »Jeg spurgte dig x gange om … og det har du ikke svaret på, så nu tager vi et andet spørgsmål«, eller slut af: » – så tak fordi du kom!« Journalister, der interviewer, lader gerne det sidste udenomssvar hænge i luften i håb om, at seerne/lytterne selv gennemskuer det.
Men skønt udenomssvar efterhånden irriterer mange mennesker, er der stadig mange, som ikke opdager dem. Den opsummering, som jeg foreslår her, vil nok ophidse mange udenomssnakkende politikere. Vær derfor høflig i din stil og tone. Hvis de siger: »Jo, det svarede jeg sandelig på!«, så gentag dit spørgsmål, referér deres svar og konkretisér, hvad der var mangelfuldt ved svaret.
Spørg ikke om det, du véd, du ikke får et indholdsrigt svar på. Stil ikke spørgsmål om fortrolige forhandlinger eller spørgsmål, der lægger op til, at den pågældende nedvurderer sig selv eller sine allierede for åben skærm.
Hvis en partileders parti er en rygende ruin, hjælper det ikke at spørge hende: »Og hvad siger det om dit lederskab?« Og undgå generelt spørgsmål, som der kun kan gives elastik-svar på, såsom: »Hvor alvorlig er den her situation for dit parti?« Svaret bliver utvivlsomt: »Ja, vi har nogle udfordringer, men vi kæmper videre.«
Spørg om noget konkret og faktuelt. Spørg om argumenter for den foreslåede politik. Og om svar på modargumenter. Og bliv ved. Gør dette frem for at afkræve politikere ’løfter’ om alt muligt. Det er at gøre politik til kontraktpolitik. Kontrakt- og løftepolitik gør argumenter ligegyldige. Løfter – eller påstande om ’løfter’ – fastlåser politikerne, også når situationen ændres, så de måske burde skifte mening. Men argumenter har borgerne altid brug for – og svar på modargumenter. Især de sidstnævnte snyder politikerne os for.
Husk: Dit job som journalist er at stoppe snyderiet.
– Christian Kock, professor i retorik
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det kunne være spændende at se professor i retorik, Christian Kock, på slap line i politiske interviews. Gid en af tv-kanalerne ville give ham chancen.