search

Stop JAGTEN på hinanden!

Når man kalder en serie for "JAGTEN på de røde lejesvende", så inviterer man også til den skæve debat, vi har nu.

Når man kalder en serie for "JAGTEN på de røde lejesvende", så inviterer man også til den skæve debat, vi har nu.

Måske skulle DR have valgt et andet navn til Rosenkrands' dokumentar og måske skulle han have coachet sine medvirkende anderledes. Måske.

Personligt forstår jeg godt, at Jens Nauntofte føler sig misbrugt. Set med nutidens briller er det et faktum, at han tog (forkert) parti i sin tid ved at kalde magtskiftet i Saigon for en "befrielse". Men det er ikke sikkert, at det gjorde noget i samtiden, og derfor er det ikke fair at personificere det mestendels venstreorienterede DR gennem ham og hans eksempel. Kender man ham, så ved man også, at politisk agitation så langt fra har været hans journalistiske drivkraft.

Spørgsmålet er om et andet ordvalg havde været ligeså "fejlagtigt", hvis historiens gang havde været en anden, altså hvis vinderne af krigen havde indført bedre tilstande for dens befolkning, end de dengang herskende. Ret beset skulle man være anti-vietcong for at græde den dag, "de røde" kørte ind i Sydvietnams hovedstad. Heri ligger jo også et aktivt politisk valg. Ordvalget Saigons "fald" ville også forudsætte en underliggende holdning af, at noget var forkert.

Nauntofte kom som journalist, han så, tog stilling og vinklede. Sådan gør man i journalistik. Og det er præcis, hvad DR og Rosenkrands gør i dag. Man beslutter sig for at undersøge den røde fortid, man finder eksempler, man konkluderer, at den var gal og man spidsvinkler for at fremhæve sin pointe, om at den vitterligt var gal. I princippet samme proces som Nauntoftes i et par hektiske dage, langt væk hjemmefra i en kogende heksekedel, rapporterende free-lance til Dagbladet Information. Rosenkrands' program forudsætter historisk viden om, hvad der siden skete, og det er ikke fair at dømme en reporter af sin tid på baggrund af det. Desuden var han historiestuderende og slet ikke ansat i DR endnu.

Jeg vil bestemt ikke anfægte, at man har sat sig for at ville afdække DRs påståede røde bias – det er både tiltrængt og hensigtsmæssigt. Men jeg vil gerne anfægte metoden. Den hvor man absolut skal tage stilling, spidsvinkle og eksemplificere. Ikke fordi jeg er ignorant over for det faktum, at man oftest forstår bedre gennem cases og spidse vinkler. Det er i hvert fald en af den moderne journalistiks mantraer. Men hvis nu hensigten er at give et reelt billede af noget, vil jeg vove den påstand, at det kan gøres mere neutralt og i bedre overenstemmelse med virkeligheden.

Hvorfor hive fat i frontløberne, de "kendte", når hele systemet i DR måske kan have været skurken? Er det fair at hænge navngivne "lejesvende" ud i dag, når det var institutionen i sig selv, dens konstruktion, dens kultur, dens inerti, der både fremelskede den holdningsprægede journalistik, anerkendte den og ikke i tilstrækkelig grad gjorde noget for at balancere den? Det er vel ikke Nauntoftes, Sperlings eller Koplevs ansvar.

Det er ubehageligt at blive udsat for den type journalistik. Spørg bare et utal af erhvervsfolk, politikere og andre, der har følt sig misbrugt, gengivet utilstrækkeligt og stærkt farvet. Nu har flere kolleger så også prøvet det.

I stedet for at jage hinanden som de gode og de onde – de røde og de blå – skulle man måske hellere genoverveje den journalistiske metode. Stop "jagten" og sæt information og sandhed i fokus. Selvom det lyder "åh, så langhåret".

 

 

DR
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen