Arbejdsminister Ove Hygum (S) er chokeret over vilkårene i tv-produktionsselskaber, hvor journalister er ramt af korttidskontrakter, usikre ansættelser og arbejde uden løn. Han advarer tv-stationerne mod at aftage programmer, der er produceret på misbrug af dagpenge.
Det ryster arbejdsminister Ove Hygum, at løstansatte tv-journalister må ideudvikle og researche på dagpenge – uden sikkerhed for ansættelse. Det sker, fordi produktionsselskaberne ofte ikke vil betale en krone, før programmet er optageklart.
"Hvis tv-stationerne, herunder også TV 2 og DR, er vidende om, at de programmer, de bringer, kun kan produceres på baggrund af misbrug af dagpengesystemet, så håber jeg meget, at stationerne er sig deres ansvar bevidst," siger arbejdsminister Ove Hygum til JOURNALISTEN.
"Hele branchen har et kolossalt ansvar for at få det her stoppet – det gælder også DR og TV 2. Konkurrencen mellem tv-stationerne genererer en negativ spiral, hvor arbejdsforholdene bliver værre og værre," siger Ove Hygum.
Ove Hygum reagerer på baggrund af JOURNALISTENs artikel "En usund tv-karriere" (nr. 11/2000). Her beskriver flere løst-ansatte tv-journalister, at de ofte arbejder op imod 100 timer om ugen og har meget korte kontrakter i tv-produktionsselskaberne.
"Jeg har mange søvnløse nætter, hvor jeg græder og græder, for det er simpelthen helt vildt hårdt at arbejde på den her måde," fortalte en af journalisterne til JOURNALISTEN.
Når programmet er færdigt, bliver journalisterne arbejdsløse. Derpå går de i gang med at idéudvikle, researche, line cases op, finde locations, skrive manus – alt sammen ofte på dagpenge. Først derefter bliver de – måske – ansat.
"Det er et kæmpepres. Man bliver syg i bolden af det. Samtidigt kan det ikke undgås, at man bruger tid til at researche programmer, der ikke bliver til noget. Det er et helvede," fortalte en anden journalist til JOURNALISTEN.
"Journalister, der er lønmodtagere, må selvfølgelig ikke arbejde uden fradrag i dagpengene. Og når en journalist laver et forslag til et tv- eller radioprogram, så er det arbejde," fastslår Vibeke Dalbro, kontorchef i Arbejdsministeriets kontor for arbejdsløshedsforsikring. I yderste konsekvens risikerer den ledige en politianmeldelse for bedrageri.
Udnyttelse af dagpengesystemet
Det er ikke kun løstansatte journalister, der har fortalt om dagpengesnyderiet. Også chefer i produktionsselskaber har indrømmet at kende til den indirekte statsstøtte.
"Hvis jeg skulle betale folk for alt deres arbejde, måtte jeg lukke butikken i morgen. Uden et så finmasket dagpengesystem, som det vi har i Danmark, ville der aldrig komme så mange gode programforslag til tv-stationerne," sagde Lasse Jensen i en dokumentarudsendelse på P1 i november. Lasse Jensen er tidligere chefredaktør på TV-Avisen og i dag medejer af radio- og tv-produktionsselskabet Jensen & Co.
Og direktør i produktionsselskabet Frontier, Peter Munch, sagde i JOURNALISTEN nummer 12/2000:
"Uanset hvor gerne jeg ville, så kan vi under ingen omstændigheder betale løn til folk, hvis de ikke sidder og arbejder på et konkret program."
Produktionsselskaberne forklarer, at de er pressede, fordi tv-stationerne ikke vil betale nok for programmerne. På baggrund af JOURNALISTENs artikel om forholdene udtaler Vibeke Dalbro, kontorchef i Arbejdsministeriet:
"Det kan se ud som om, journalisterne laver en slags sort arbejde, som udføres i god overensstemmelse mellem journalist og arbejdsgiver."
Lasse Jensen ønsker ikke over for JOURNALISTEN at nævne konkrete programtitler, der er baseret på arbejde uden løn-princippet. Han siger dog:
"De, der arbejder kreativt i denne branche, er ofte i klemme. Ideudvikling og udvikling af programmer sker ofte på understøttelse, fordi firmaerne siger, at "vi kan ikke betale dig, men det ser interessant ud. Bare fortsæt!""
Vibeke Dalbro siger på baggrund af JOURNALISTENs omtale:
"Som det er beskrevet, kunne man godt få på fornemmelsen, at arbejdsgiveren udnytter, at folk gerne vil have foden indenfor."
Men – fortsætter hun:
"Arbejdsgiveren er nok moralsk ansvarlig, men juridisk kan der kun gøres et ansvar gældende, hvis arbejdsgiverens medvirken kan bevises – og det vil i praksis være uhyre vanskeligt," vurderer Vibeke Dalbro.
Det efterlader en paradoksal situation, hvor fødekædens svageste led – tv-journalisterne – både må leve med risikoen for at blive strafforfulgt af myndighederne og kummerlige vilkår i ansættelsen. Blandt andet må kvindelige journalister udsætte en ønsket graviditet på grund af de usikre forhold.
"Det er grotesk og dybt horribelt, at mennesker i dagens Danmark skal arbejde under de vilkår. Det fremgår tydeligt, at de mennesker lever under et helt uhyrligt pres. De ernærer sig på en måde, hvor de, i stor usikkerhed for fremtiden, må yde hvad som helst. Det er gruopvækkende," siger Ove Hygum.
"Der er jo ikke tale om enkeltstående eksempler. Det er åbenbart en hel industri, der ernærer sig på det her," fastslår Ove Hygum, der i samarbejde med kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen vil se nærmere på tv-stationernes rolle.
Arbejdsministeren vil gerne have dagpengesvindelen stoppet, men han bruger mere energi på at opfordre tv-journalisterne til at kæmpe for bedre vilkår.
"Dansk Journalistforbund og foreningen af Danske Film- og TV-Producenter har en stor opgave. De skal have banket et sammenhold sammen, så de her folk står samlet og stærkt og ikke accepterer den slags vilkår," siger Ove Hygum.
DJ har i dag overenskomst med foreningen af Danske Film- og TV-Producenter, men ikke alle producenter er medlem af foreningen. DJs formand, Mogens Blicher Bjerregård, er glad for, at arbejdsminister Ove Hygum markerer afstand til, at tv-journalister skal arbejde på dagpenge.
"DJ har i år iværksat et offensivt program af arrangementer, som er et tilbud, der især retter sig mod dem, der arbejder i produktionsmiljøet. Dermed får vi sat endnu mere fokus på dette område og kommer i kontakt med mange flere ansatte og freelancere," siger Mogens Blicher Bjerregård.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.