René Fredensborg endte som kandidat hos Institut for Karriereudvikling, der ville tvinge ham i aktivering på en shawarmabar. Her er hans ucensurerede beretning om at møde Systemet som arbejdsløs journalist.
ARBEJDSLØS. Ziad lyder som en fin boss, og han er klart interesseret i at ansætte mig på sin shawarmabar i Nørrebrocentret, selv om jeg hverken kan rulle en kebab eller har deltaget i de obligatoriske hygiejnekurser. For jeg skal blot tørre borde af, og så er jeg jo gratis arbejdskraft i en måned. I Systemet hedder den slags virksomhedspraktik. Os ledige kalder det blot for tvangsaktivering, og lad det være sagt med det samme: Jeg er bestemt ikke for fin til at kradse chiliklatter af cafeborde, og der er helt sikkert masser af gøremål hos Ziad, thi kunderne fra Silvan next door kigger ind til grillmad med samme frekvens som byggemarkedets båndsav fråder spånplader.
Men noget får mig alligevel til at smide forklædet i ringen. Min ene hjernehalvdel VIL ganske enkelt ikke skrive under på dette jobtilbud, som min konsulent hos Institut for Karriereudvikling ellers så flot har analyseret sig frem til. Jeg gør oprør, jeg klager – eller rettere, jeg vrider mig i tøjret. Nu har jeg fundet ud af, at det har sin helt kontante pris at være uartig på den facon.
Nå, men frem til start. Eller måske skulle man sige tilbage til slutningen. Til opsigelsen, det øjeblik, hvor mødet med regeringens beskæftigelsespolitik helt konkret starter for de fleste.
Jeg blev hældt ud fra den skibbrudne Nyhedsavisen sammen med purunge bladsmørere, polske bude og en milliard godt spildte gratisavis-kroner – og mødte Systemet. Vi fik os et problematisk førstehåndsindtryk, Systemet og jeg.
Jeg så slet ikke den fremstrakte hånd i den enorme stak af pjecer og blanketter og formularer og mødeindkaldelser og jobansøgningsplaner. Jeg mistede overblikket. Jeg følte ikke, jeg havde netop dét, der skulle til for at være arbejdsledig. Jeg smækkede med døren til mit første introduktionsmøde og forsøgte mig i stedet som freelancer.
Et lille år senere kom jeg humpende tilbage med en bogstaveligt talt brækket hånd og en dagpenge-formular ved navn DP 200B. Det er med fingrene i gips og nul kroner på kontoen, at en skriverkarl må sænke paraderne og lade sig indrullere i det, der senere skulle vise sig at være en decideret arbejdsløshedsindustri.
Nu ved jeg, at A-kassen teoretisk set gerne vil være din eneste ven i Systemet. Det opdager jeg anden gang, jeg prøver sådan et introduktionsmøde. En sød dame (lad os kalde hende sagsbehandler nummer 1) gør klart for os, at det er meget mere stressende at være ledig end at gå på arbejde. Ja, hun går så langt som til at sige, at det er et reelt JOB at være arbejdsløs – hvis man altså ikke straks sørger for at sætte system i alle de påkrævede ansøgninger og blanketter og cv-opdateringer. Gør man det, vil vi alle opnå overskuddet til at følge hendes næste og allerbedste råd:
“Sæt jer ned og vær ledig en time om ugen, og brug så resten af ugen på noget fornuftigt.”
Så stiger humøret et par grader langs ledighedsbordet.
Det er let at snyde. For formelt opfylder du faktisk statens jobansøgningskrav, hvis du lige husker at spørge, om de har brug for flere hænder, når du alligevel er nede på det italienske hjørne og hente en pizza nummer 37. Man skal bare huske at ajourføre ‘jobsamtalen’. Sådan lærer Systemet dig gerne at omgås Systemet, hvorfor jeg får et meget fint flueben, da jeg på min jobplan lover at søge arbejde som henholdsvis ‘ballonsælger’ og ‘spion’.
Kontrol uden kontrol. Her godkender a-kassen, at jeg har søgt følgende arbejde: Spion i efterretningstjenesten, frisør hos min veninde Randi fra Galten, ballonsælger på Dyrehavsbakken og burgervender i Bæverhulen i Knuthenborg Safaripark. – Foto: Thomas Roger Henrichsen
På Jobcentret synes min sagsbehandler nummer 2, at mine ballonsælger/spion-jobmål er så tårevædende grinagtige, at jeg må hente en serviet, han kan tørre øjne og briller med.
Der er nu hele 40 uger til, at jeg skal i aktivering. Sagsbehandler nummer 2 opfordrer mig derfor til at tage et kursus af en slags og lader mig forstå, at det absolut er frivilligt. Men at det allerede er betalt via arbejdsmarkedsbidraget.
“Det er nu, du skal have pengene tilbage,” siger han.
Vi tjekker kurser i en database ud fra ordet ‘journalist’. Der dukker emner som ‘bridge’ og ‘patchwork’ op. Så prøver han i stedet med bøjningen ‘journalistik’ i feltet med fritekstsøgning, og så rammer vi kurset ‘Skriv bedre’.
“Hm, det er rettet mod sagsbehandlere og embedsmænd,” mumler han. Og så giver vi op. Jeg spørger, om Jobcentret nogensinde har skaffet en journalist i job. Det mener han BESTEMT ikke. Han tjekker ‘andre relevante jobs’ ud fra mit cv.
‘Juleassistance til Tivoli’, foreslår databasen.
Er på Skype med min far i juleferien. Han har prøvet at gå fra selvstændig blikkenslager til dagpenge, så han ved alt om, hvordan man hustler sig gennem systemerne. Danmark er et regeltyranni, siger han. Fyldt med hyklere, fordi vi alle snyder, når det handler om skat og sort arbejde og især overførselsindkomster. Mener farmand. Han er flygtet til Filippinerne, hvor han bliver kaldt Don Bjarno og får håndkys af den lokale borgmester. Dernede har de også deres systemer, mest baseret på bestikkelse. Det er hans filippinske kone ekspert i. Når min far sender konen ned til et offentligt kontor, så står medarbejderne i kø for at betjene hende.
Det gælder om at regne den ud, som min far siger. Det kan vi let blive enige om, når den gamle sidder der bag skærmen med en San Miguel i hånden og armen om sin purunge squaw. Hun vinker og siger bare ‘Hi honey’.
Det eneste, jeg har regnet ud, er, at der er mindre kø i Netto om formiddagen, og at man ikke skal hente sine børn på fritteren alt for tidligt på eftermiddagen. Så tror de andre forældre bare, du er arbejdsløs. Hvis nogen spørger til min karriere, så siger jeg gerne, at jeg skriver på en bog. Selv om jeg dårligt har tid til at være forfatter.
Møde med Systemets private håndlangere. En gås fra Institut for Karriereudvikling tror, at hun kan tjene kassen på at sætte en puddelhund som mig til at arbejde gratis som shawarma-afrydder. – Illustration: Spild af Tid
Pludselig er jeg udliciteret. I januar overtager en såkaldt ‘anden aktør’ min sag. De kalder sig IKU – Institut for Karriereudvikling. Det er et privat jobkonsulentfirma med et smart navn, der hver måned tjener op til 10.000 kroner per hoved, når kommunen skal af med et problembarn som mig – med udsigt til ekstra bonus, hvis de hurtigt får mig sendt på kursus eller sat i aktivering. På IKU er jeg således ikke ledig, men KANDIDAT. Sådan fungerer arbejdsløshedsindustrien. Det er en skøn blanding af varm luft og slet skjult kassetænkning.
Firmaets mand, min sagsbehandler nummer 3, siger for eksempel, at man skal se på Systemets unikke muligheder, men hvis man så svarer, at det hele altså virker temmelig bøvlet og bureaukratisk, så svarer han, at arbejdsmarkedsdirektoratet laver åndssvage regler og er til at lukke op og skide i.
Eller – han sagde helt præcist ’til at lukke op og prik prik i …’.
Mens han lavede citationstegn. Jeg er klar over, at han forsøger at vinde min tillid. Han lever jo af at hjælpe ledige, der sidder fast i Systemet.
Sagsbehandler nummer 3’s allerbedste tip er, at man skal huske at networke på Facebook. Det er der så sandelig også god tid til, når karriereinstituttet holder deres seks uger lange ‘Lær at skrive en jobansøgning’-kurser, som af hensyn til nye elever starter forfra hver mandag. Ja, det har jeg hørt fra andre deltagere.
Jeg undgår i lang tid kurset, men pludselig strammer mine nye privatkonsulenter grebet.
I februar får jeg sagsbehandler nummer 4. Hun tjekker min jobsituation på Jobnet.dk. Her regner et computerprogram ud, hvorvidt regionen har nok ledige journaliststillinger til, at jeg kan undgå at skulle søge arbejde uden for fagområdet. Selv om alle hvisker om, at denne database kun bliver opdateret hvert halve år, så er jeg overraskende nok i en ‘rød sur-ley’-situation. Det betyder ganske enkelt, at der IKKE er tilstrækkeligt med jobmuligheder i medieverdenen. Det har en computer jo lige regnet ud. Sagsbehandler nummer 4 beklager med et smil og uden den mindste smule trøst i stemmen.
For at få en ‘grøn smiley’ skal jeg nu indtaste et andet jobmål. Her begår jeg to klassiske fejl. Dels tror jeg, at Systemet har humor. Dels tror jeg, at IKU (Institut for Karriereudvikling) oprigtigt vil forsøge at hjælpe mig tilbage i medierne. Så for sjov skyld siger jeg, at jeg engang har stået i pølsevogn en times tid. Det bliver i databasen på Jobnet.dk til, at jeg søger arbejde som ‘grillbarsekspedient’. Og så fanger spisebordet.
IKU står for I Kill You. Siger de andre. Det forstår jeg først nu. Vi er sidst i marts måned, lige før ansættelsessamtalen hos Ziad i Nørrebrocentret. Vi er midt i et brev fra IKU, hvor de som et karrierefremmende tilbud foreslår virksomhedspraktik som afrydder på en shawarmabar.
Det er et tilbud, jeg ikke MÅ sige nej til. I så fald venter der en straf. Sagsbehandler nummer 4 har sat Systemet i 5. gear – hun gør det godt.
Der venter hende en kommunal dusør for at have sendt endnu et menneske i aktivering, samtidig med at Systemet har sat mig under moderat psykisk pres. Den slags må man godt med os dovne og ugidelige arbejdsløse. Den efterfølgende samtale med sagbehandleren forløber sådan her:
Men når staten nu har betalt fire års uddannelse til mig, og jeg har 10 års erfaring inden for noget helt andet, er det så god beskæftigelsespolitik, at jeg skal stå på en grillbar?
“Der kan jeg vende den om og sige, at i det her forløb arbejder vi med en overordnet overskrift, der siger: ‘Kortest mulig vej til arbejdsmarkedet og selvforsørgelse’. Det er sådan, det er. Jeg er her for at forvalte det system, jeg arbejder under.”
Men der står også i beskæftigelseslovgivningen, at man skal tage hensyn til den enkeltes ønsker. Det står i EU’s 2020-plan og i regeringens egen målsætning. Hvordan er der plads til mig, når jeg skal på en grillbar?
“Det synes jeg da, der er fint plads til, og du skal da endelig fortsætte med din jobsøgning inden for dine drømmejobs. Og husk, du har jo selv påført jobtypen.”
Shawarma-praktik er ikke den eneste Catch 22, Systemet kan diske op med. Jeg går til samtalen med Ziad og finder ud af, at det ikke er første gang, at en kandidat fra Karriereinstituttet har serveret en dürumrulle til Silvan-folket. Der er tilsyneladende systematik i at sende arbejdsløse ud til bestemte arbejdsgivere, der gerne bruger gratis arbejdskraft. Derfor vil jeg klage.
På A-kassen forestår de godt min harme, men foreslår dog, at jeg i stedet klapper hesten. Sagen er, at hvis jeg helt officielt klager til Arbejdsdirektoratet, så skal jeg stadig tage imod shawarma-aktiveringen.
Direktoratets klagegang er nemlig flere måneder lang, derfor har Systemet besluttet, at man altid skal gennemføre den aktivering, man klager over. Selv om man klager. Rendyrket Catch 22!
Til gengæld klager Institut for Karriereudvikling samtidig over, at jeg ikke vil tage imod deres jobtilbud. A-kassen siger, at de i princippet er på min side, men kun kan holde sig til reglerne. Og reglerne siger, at et nej til et jobtilbud betyder, at jeg skal i karantæne. Farvel til tre ugers dagpenge – svarende til en bøde på præcis 8.280 kroner efter skat – og en påmindelse om, at næste gang, jeg nægter noget som helst, så kan jeg miste min dagpengeret. På arbejdsløsheds-kørekortet er der kun plads til to klip, så er man ude.
Til fattigdomskonference på Axelborg som eneste repræsentant for de ledige. Jeg har lige fået Københavns beskæftigelsesborgmester, Klaus Bondam, til at indrømme, at han også synes, ledighedssystemet er kafkask og umenneskeligt. Han vil bare ikke gøre noget ved det. – Foto: Mikkel Palmbo
Og nu bliver det rendyrket Kafka: Loven siger, at man har fire uger til officielt at klage til Arbejdsdirektoratet over sådan en karantæne. På A-kassen er de så venlige at tildele mig en konsulent, der vil kontakte karriereinstituttet og måske få dem til at trække deres shawarma-tilbud tilbage. Man kan kalde det et slags forlig. Den manøvre har konsulenten i sagens natur fire uger til.
Jeg sender min skriftlige redegørelse for sagen til denne konsulent sidst i april. Trods flere rykkere hører jeg intet fra manden før to dage EFTER klagefristens udløb. Konsulenten oplyser, at han har fratrådt sin stilling og henviser i øvrigt til a-kassen.
Lad mig sige det sådan: Jeg håber på en måde, han blev fyret og ender som shawarmakandidat på Institut for Karriereudvikling.
Systemet vandt. Jeg gav op i forrige uge og vil hellere undvære at hæve dagpenge i det forsikringssystem, jeg ellers i 10 år har indbetalt langt mere til, end jeg har trukket ud. Det har været som at befinde sig i et opdateret bastardmix af Don Quijotes kamp mod vindmøllerne og den 8. prøve i ‘Asterix indta’r Rom’, hvor de gæve gallere får til opgave at finde Cirkulære nr. 117 i Det Skøre Hus.
Til mit held er journalistik måske den eneste profession, man for alvor kan bruge til noget, når man er endnu et nummer i arbejdsløshedsindustrien. For så kan man da altid forsøge at skabe en debat om sin nedtur gennem et ledighedssystem, der udmatter og udsulter og udnytter mennesker, når de står allersvagest. For et er min historie, men der er titusindvis af ledige, der har haft et absurd møde med Systemet.
Et system, der engang blev skabt af mennesker for at hjælpe mennesker i en svær situation, men som i dag fremstår som det modsatte.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har for nylig lanceret en kampagne, hvor hun opfordrer til, at vi skal af med bøvlet. I den forbindelse har hun personligt lovet mig at tage med ud i VIRKELIGHEDEN. For som hun siger:
“Systemet skal ikke være til for systemets skyld.”
Det glæder jeg mig til at drøfte hen over en dürumrulle.
René Fredensborg er i samarbejde med Zentropa i gang med en dokumentarfilm om arbejdsløshedssystemet. Billederne på disse sider er fra filmen.
SVAR TIL RENÈ FREDENSBORG
Direktør Erik Bernskov fra Institut for Karriereudvikling kommenterer dagbogen:
»Effektivitet er vigtigt, men da vi arbejder med mennesker, gør vi en dyd ud af at være effektive med et menneskeligt ansigt. Vi kan og må ikke kommentere enkeltsager, men forstår godt, at den enkelte kursist kan opleve både irritation og desperation over deres situation og selve jobformidlingsforløbet. Det er ikke nødvendigvis sjovt at sidde på skolebænken eller være i en aktivering, som man måtte føle irrelevant. I IKU sætter vi ikke rammerne – det gør politikerne – men vi vil gerne gøre alt, hvad der står i vores magt, for at bidrage til, at forløbene bliver så effektive og relevante som overhovedet muligt.«
»I IKU tager vi vores opgave med at hjælpe ledige i arbejde meget alvorligt. Det betyder, at vi altid behandler evalueringer af vores forløb med største seriøsitet. Det allervigtigste for os er imidlertid, at vi lever op til målsætningen om at skaffe ledige i arbejde – og hele tiden bliver bedre til det. Cirka 60 procent af de ledige, som deltager i vores forløb, er kommet i arbejde tre måneder efter. Det er en statistik, som vi er godt tilfredse med, men som vi selvfølgelig gerne vil gøre endnu bedre. Sammenlignet med andre aktører i branchen ligger vi højt.«
Jobcenterchef Maja Agu fra Job-center København kommenterer dagbogen:
»For de fleste veluddannede ledige gælder det, at det er en fordel for alle parter, hvis vedkommende selv er aktiv, når der skal findes relevante jobs eller kurser. De fleste veluddannede ved selv, i hvilken retning de vil uddanne sig, og vil også helst selv spille aktivt med for at styrke deres muligheder for at komme i job eventuelt via et konkret kursus.«
»Vores hjælp til højtuddannede drejer sig ikke primært om at tilbyde konkrete jobs, men om at job-afklare vedkommende, understøtte deres jobsøgning og eventuelt opkvalificere til, at den enkelte kommer videre i sin vej tilbage til arbejdsmarkedet. Det kan være et jobsøgningskursus, eller det kan være faglige kurser.«
12 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ganske rigtigt har jeg haft en lignende oplevelse med en såkaldt anden aktør fra Capacent/IKU...
Kællingen stod ganske uforbeholdent og truede mig med konsekvenserne for mine dagpenge,såfremt jeg ikke ville ud som arbejdsmand på et trælast! Jeg sagde til hende at jeg havde snakket med direktøren for pågældende sted og fik at vide at der absolut IKKE var noget job bagefter. På trods af dette var det døden om at gøre jeg skulle tvinges derhen! Vejledning og opkvalificering...kys min røv! Det gik ud på at jeg skulle slæbe træ op i reolerne. da jeg har en højere uddannelse,hvad skulle dette kunne opkvalificere mig med? Da koen havde truet og trådt længe nok på mig, var mit svar til hende "Hvis du sørger for jeg mister mine dagpenge på dette,skal jeg sørge for du mister dine tænder!" Sådan! Det kan ikke være rigtigt at man bliver udleveret til den slags folk som truer og presser en ud i nytteløst, latterligt gratisarbejde.
Fremragende svaret!
Jeg har lige været tilknyttet Capacent / IKU i et af de såkaldte opkvalificerings / vejledningskurser.
Spild af tid – de får penge for ikke at levere nogen som helst opkvalificering.
Sidste uge på kurset fik jeg med slet skjulte trusler “tilbudt” et offentligt løntilskudsjob som folkeskolelærerassistent(al respekt for folkeskolelærere og deres assistenter, men jeg har arbejdet professionelt med økonomi i 10 år). Og lidt sjovt(hvis det ikke var så grotesk) er det, at jeg på de seks uger jeg har deltaget, ikke én gang har oplevet nogen blive tilbudt løntilskud i det private – på trods af Capacent konsulenternes evige networking – de kender åbenbart kun folk i det offentlige – stillinger som i øvrigt som oftest kan findes på jobnet.dk(og stillinger uden mulighed for ansættelse efterfølgende, og dermed tilbage i Capacent / IKUs fold).
Og så glemmer de at oplyse om kursisternes rettigheder – f.eks. retten til uddannelse. Noget de ellers er forpligtet til i forhold til Forvaltningsloven(de er ikke underlagt den direkte, men skal operere efter principperne i den, gummi gummi!)
Hvis så bare jeg fik ro til at udføre min egen jobsøgning, uden trusler og decideret nedbrydende atmosfære, så ville jeg sagtens kunne leve med at skulle opholde mig seks uger på capacent / IKU´s lokalitet.
Alt i alt er jeg blevet klogere på mennesker – jeg har nu erfaret hvorledes mennesket er villig til at kigge andre direkte i øjnene og lyve og true for en større månedlig lønchek.
Jeg har lige været tilknyttet Capacent / IKU i et af de såkaldte opkvalificerings / vejledningskurser.
Spild af tid – de får penge for ikke at levere nogen som helst opkvalificering.
Sidste uge på kurset fik jeg med slet skjulte trusler “tilbudt” et offentligt løntilskudsjob som folkeskolelærerassistent(al respekt for folkeskolelærere og deres assistenter, men jeg har arbejdet professionelt med økonomi i 10 år). Og lidt sjovt(hvis det ikke var så grotesk) er det, at jeg på de seks uger jeg har deltaget, ikke én gang har oplevet nogen blive tilbudt løntilskud i det private – på trods af Capacent konsulenternes evige networking – de kender åbenbart kun folk i det offentlige – stillinger som i øvrigt som oftest kan findes på jobnet.dk(og stillinger uden mulighed for ansættelse efterfølgende, og dermed tilbage i Capacent / IKUs fold).
Og så glemmer de at oplyse om kursisternes rettigheder – f.eks. retten til uddannelse. Noget de ellers er forpligtet til i forhold til Forvaltningsloven(de er ikke underlagt den direkte, men skal operere efter principperne i den, gummi gummi!)
Hvis så bare jeg fik ro til at udføre min egen jobsøgning, uden trusler og decideret nedbrydende atmosfære, så ville jeg sagtens kunne leve med at skulle opholde mig seks uger på capacent / IKU´s lokalitet.
Alt i alt er jeg blevet klogere på mennesker – jeg har nu erfaret hvorledes mennesket er villig til at kigge andre direkte i øjnene og lyve og true for en større månedlig lønchek.
Tak til Rene Fredensborg for en god artikel, der viser at systemet ikke rummer plads til nogen form for humor eller selvironi. Jeg er selv kommet i klemme i aktiveringscirkusset og kender en del andre, der har oplevet det. F.eks. at være på et kursus, hvor man sagde til en mand, der havde været udsat for tortur, at han "skulle tage sig sammen". Godt nok blev konsulenten fyret bagefter, men fimaet finder bare en ny person der kan udsætte dem på det næste hold for noget tilsvarende. Hvis anden aktør optræder tilstrækkelig krænkende overfor de jobssøgende, skal de nok finde sig godt til rette på arbejdsmarkedet, synes tankegangen at være.
Inger Støjbjerg dækker sig hele tiden ind med, at det er op til kommunerne, om de skal indkalde folk, der skal til mors begravelse eller kemoterapi. Det er ækelt.
Flere