search

Stjernen, skraldespanden og Spiderman

Schultz har som leder af grafikafdelingen på Svenska Dagbladet fået den svenske Cavling-pris for sin banebrydende nyhedsgrafik. Man kan godt være kreativ uden at opfinde hjulet hver dag, mener hun.BILLEDSPROG. Det kom sådan set bag på hende selv, da Susen Schultz blev spurgt, om hun ville være leder af grafikafdelingen på Sveriges femtestørste avis.»Jeg anede ikke et klap om grafik og tegner stadig som en to-årig,« siger hun.

Schultz har som leder af grafikafdelingen på Svenska Dagbladet fået den svenske Cavling-pris for sin banebrydende nyhedsgrafik. Man kan godt være kreativ uden at opfinde hjulet hver dag, mener hun.

BILLEDSPROG. Det kom sådan set bag på hende selv, da Susen Schultz blev spurgt, om hun ville være leder af grafikafdelingen på Sveriges femtestørste avis.

»Jeg anede ikke et klap om grafik og tegner stadig som en to-årig,« siger hun.

Som uddannet journalist kom Susen Schultz til Svenska Dagbladet i 1998. Her arbejdede hun som reporter og redigerende, inden hun i marts 2001 satte karrieren i grafik-gear. I november sidste år blev hun belønnet med den svenske pendant til Cavling-prisen – »Stora journalistpriset« – i kategorien »Årets fortæller«.

»Det var himla häftigt at få en journalistisk pris. Vi fik den ikke for at lave grafik, men for at fortælle historier med brug af grafik,« siger hun.

Prisen er en anerkendelse af, at Susen Schultz og hendes afdeling har genopfundet grafikkens rolle i avisen. På Svenska Dagbladet tænker man nu grafikken ind i det daglige nyhedsflow, og den indgår på lige fod med tekst og fotos som journalistikkens 'tredje sprog'. Sådan var det langtfra, da Susen Schultz overtog afdelingen.

»Grafik var en skraldespand for alle de fakta, der var blevet tilovers, når journalisterne havde skrevet deres artikler. Så satte man en ældre tegner til at lave noget sjovt med dem, og det fik ofte et præg af Spiderman. På den måde var grafik reduceret til et kunstigt vedhæng – noget, der levede sig eget liv og ikke var en naturlig del af nyhedsformidlingen,« siger hun.

Susen Schultz blev leder i kølvandet på store omvæltninger for Svenska Dagbladet. Først kom et markant ejerskifte, da norske Schibsted købte bladet af det svenske Wallenberg-imperium. Dernæst massive spare- og fyringsrunder, hvor den redaktionelle stab blev halveret, også i grafikfdelingen, hvor 13 medarbejdere blev til seks. Siden en omlægning fra broadsheet- til tabloid-format i november 2000. Og endelig et ønske om at appellere til nye læsere ved siden af bladets traditionelle kernelæser – den 60-årige mandlige chef i jakkesæt.

Avisens ønske om en ny profil kom i høj grad grafikafdelingen til gode. Med sin reporterbaggrund havde Susen Schultz en vision om at integrere det grafiske i journalistikken.

»Vi gider ikke se på mere såkaldt idé-grafik. Du ved, hvor man smider en tekst i hovedet på en tegner, som så skal få en god idé. Hvis historien handler om politiske spil og skandaler, ender det altid med en tegning, hvor man sætter politikernes ansigter på nogle spillekort.«

»I stedet tænker vi grafikken ind fra starten af: Man har en historie. Hvad er rubrikken? Vi tænker altid i rubrikker, når vi laver grafik, for så plejer resten at give sig selv. Sammen med journalisten, fotografen, nyhedschefen – alle dem, der er involveret – spørger vi: Hvordan præsenterer vi den? Hvilke komponenter skal grafikken indeholde for at holde fokus og fortælle historien? Desuden lader vi ofte grafikken være en artikel i sig selv,« siger Susen Schultz.

Navnlig det sidste springer i øjnene i Svenska Dagbladet. De grafiske artikler kan sagtens fylde hele opslag eller være hovedhistorien på et opslag. De er formateret i spalter som resten af avisens artikler og kan variere fra notestørrelse – for eksempel en graf over dagens aktiekurs – til store selvstændige features med illustrationer i mange lag. Desuden er der ofte en del tekst spredt ud som fakta på forskellige dele af grafikken.

Det gør arbejdsdelingen ganske klar, forklarer Susen Schultz. En grafik vil i hovedsagen vise, hvordan noget funker – et varslingssystem til tsunamier, en overbelastet lårmuskel eller det amerikanske valgmandssystem – mens en tekst-artikel tager sig af konsekvenser, perspektiver, følelser og synspunkter.

»Det optimale udtryk er, når de forskellige elementer komplementerer og forstærker hinanden,« siger hun.

Grafikchefen får øvelsen på Svenska Dagbladet til at lyde som ren cursor-dans i Photoshop. Men der er dog stadig kolleger på redaktionen – både skrivere, fotografer og redigerende – som aldrig skænker grafik en tanke. Som ikke forstår, hvad den skal. Ikke forstår, hvad den kan. Som simpelthen ikke fatter, hvorfor der skal så meget farvelade til at fortælle en historie.

»Det tager tid, men det skal nok komme,« siger Susen Schultz og fortæller om sine egne rettesnore i det daglige arbejde med at præge avisen grafisk:

»Grafikerne må være med fra begyndelsen af en historie. Hvad enten det gælder sport, erhverv, politik eller udland, kan langt de fleste historier planlægges. Man behøver ikke at sidde og vente til kort før deadline på, at noget falder ned i turbanen. Vi er med under idéudviklingen på alle skemalagte redaktionsmøder. På den måde kan vi også skyde dårlige grafik-forslag ned eller komme med forslag til nye.«

»En anden ledestjerne er, at man altid skal bruge pen og papir. Selv om vi har masser af teknologi, er det vigtigt at lave skitser allerede på redaktions-mødet, så alle involverede ser idéen og får en fornemmelse af, hvordan vi skal løse opgaven med at fortælle den historie.«

»Det er også vigtigt at have nogle forskellige, men faste moduler eller skabeloner for sine grafiske løsninger. Det kan lyde kedeligt. Men jeg oplever faktisk, at det frigør kreativitet. Der er ingen grund til at bruge en masse kræfter på at opfinde hjulet hver dag. Og min sidste ledestjerne er, at du skal sørge for at få kritik hver dag. Kun på den måde udvikler vi os og bliver endnu bedre,« siger prisbelønnede Susen Schultz.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen