Stjålne Brønderslev-fotos i Ekstra Bladet

Selv om de stjålne fotos krænker familien og dens ophavsret, kan det ifølge ekspert være i orden at bringe dem på grund af den store interesse om sagen. B.T. sagde nej.

Selv om de stjålne fotos krænker familien og dens ophavsret, kan det ifølge ekspert være i orden at bringe dem på grund af den store interesse om sagen. B.T. sagde nej.

OPHAVSRET. B.T. sagde nej. Men Ekstra Bladet ville gerne. 1. juni bragte Ekstra Bladet og ekstrabladet.dk “Brønderslev-familiens fotoalbum” fra hjemmet, hvor en familiefar i årevis terroriserede sine børn. På de 15 billeder kunne man blandt andet se familien fejre jul og nytår i det meget uhumske hus.

Ifølge artiklen fik Ekstra Bladet foto-albummet fra kilden KS, der “drevet af nysgerrighed” fik fingre i en USB-nøgle med billederne. Men kilden var ikke kun drevet af nysgerrighed. I hvert fald forsøgte han ifølge Journalistens oplysninger at sælge billederne for 15.000 kroner. B.T. bed ikke på. Det gjorde Ekstra Bladet – dog til en lavere pris.

Ejeren af huset i Serritslev ved Brønderslev, Jens Poulsen fra ATJ Ejendomme og Byg, siger til Journalisten, at Ekstra Bladet har bragt hælervarer.
»USB-stikket er fjernet fra ejendommen, og det kunne Ekstra Bladet havde fået bekræftet, hvis de havde ringet til mig. Jeg synes, det er frækt over for mig og en udstilling af de pårørende, der jo har været nok igennem,« siger Jens Poulsen, der på råd fra sin advokat har valgt ikke at gå videre med sagen.

Ekstra Bladet bragte billederne, før faren blev fundet skyldig i blandt andet vanrøgt, vold, ulovlig tvang og frihedsberøvelse. Familiemedlemmerne er maskeret på billederne, og de bliver omtalt som for eksempel “datteren L” og “drengen D”.

I artiklen oplyser Ekstra Bladet, at billederne er tilvejebragt, ved at en kammerat til Ekstra Bladets kilde inden nedrivningen af huset gik ind i huset for at se, om der var noget, “der var værd at købe”. Det var der ikke, men i et åbent køkkenskab fik han øje på to USB-nøgler.

Han gav billederne til KS, som kontaktede Ekstra Bladet.
»Det er ikke helt forkert,« forklarer Jens Poulsen.
»Jeg havde givet naboen lov til at gå ind og hente brænde på grunden. Han tog en kammerat med. Det er kammeraten, der finder USB-stikkene og tager dem. Det er rent tyveri.«

På spørgsmålet om, hvorfor Ekstra Bladet valgte at bringe stjålne fotos, svarer avisens chefredaktør, Poul Madsen, per mail:
»Jeg har ingen oplysninger om, at billederne er stjålet. Jeg så godt påstanden, men det beviser jo ikke noget. Vi har købt billederne på normal vis. Har ikke tid til yderligere kommentarer.«

B.T’s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, siger, at B.T. ikke ville have noget imod at bringe stjålne fotos, hvis bare historien er god nok. Men det var den ikke i dette tilfælde.
»Vores vurdering i dette tilfælde var, at de bemeldte USB-sticks efter al sandsynlighed var tilvejebragt på ulovlig vis, og at historien ikke var væsentlig nok til, at vi på den baggrund ville bruge dem,« forklarer Olav Skaaning Andersen.

Ifølge lektor i mediejura Søren Sandfeld Jakobsen fra Copenhagen Business School har kilden KS og Ekstra Bladet har gjort sig skyldig i fredkrænkelse ved at offentliggøre billederne fra hjemmet. Men i det konkrete tilfælde vurderer han, at hensynet til offentlighedens interesse vejer tungere.
»Det er jo en sag med meget stor samfundsmæssig interesse, hvor billederne kan vise det, hele sagen handler om – nemlig den måde, familien boede på. Og derfor er det mit bud, at det var i orden, at Ekstra Bladet bragte billederne,« siger Søren Sandfeld Jakobsen, der lægger vægt på, at familiemedlemmerne er anonymiseret i billede og tekst, så de ikke kan genkendes.

»Hvis de ikke var anonymiseret, ville det have været en krænkelse over for familien.«
Billederne er efter al sandsynlighed taget af familien selv, og Søren Sandfeld Jakobsen fortæller, at Ekstra Bladet dermed har krænket familiens ophavsret til materialet.
»Men man kan ikke sige, at det er en stor krænkelse.«

Hvis familien mod forventning beslutter sig for at rejse en privat erstatningssag, skal de ikke regne med at blive rige på det.
»Det er jo ikke professionelle pressefotografier, som har tabt omsætning på Ekstra Bladets brug. Så selv om de får medhold, vil godtgørelsen være minimal,« forklarer Søren Sandfeld Jakobsen.

Husets ejer, Jens Poulsen, har konfronteret personen, der solgte billederne til Ekstra Bladet.
»Han er gået til bekendelse og har undskyldt. Det er en ren tilståelsessag.«
Journalisten kender KS’ identitet, men det har ikke været muligt at få en kommentar.

0 Kommentarer