Hvornår er medier blevet bedre af en fusion? Jeg lader næste linje stå blank, så kan du dvæle lidt ved spørgsmålet og søge et svar, inden du læser videre.

Men sammenlægningen af tre regionale mediehuse til den store spiller Jysk Fynske Medier er ledsaget af så forpligtende chefretorik, at det er svært at finde den traditionelle journalistiske skepsis frem.

Lad os lige citere chefstroferne. De skulle jo nødigt gå i glemmebogen.

Troels Mylenberg:

»Det ville være fuldstændigt omsonst og sindssygt at bruge kræfterne på at spare på det redaktionelle, når det er det, vi lever af.«

Peter Orry:

»Hele formålet er at sikre, at de tre huse med endnu større kraft kan lave lokaljournalistik.«

Per Westergård:

»Det her giver os især langt flere muskler til at drive den digitale udvikling.«

Lad os tilføje, at også lokaljournalistikken sine steder har plads til forbedringer.

Min lokalavis har i dag for eksempel brugt udfarende reportere på at dække en hundeudstilling; en ny cykelrute og interviewe borgere på gårdbesøg. 

Som læser af lokalaviser savner jeg flere temaer, der går i dybden og bredden, og færre kampagner, der tager stilling.

Flere citerede spørgsmål til de politiske beslutningstagere. Vær lige så kritisk som læserbrevene!

Færre reportager fra små begivenheder skrevet for dem, der deltog, og færre foromtaler af kommende kulturbegivenheder. Hvis vi ikke selv har opdaget på lygtepælene, at cirkus kommer, er vi nok ligeglade. Vi ved også, at der er Kulturnat hvert år. Og at alle butikkerne har åbent. Igen. Og hvis det regnede væk, ved vi det også. Vi bor der jo og blev enten våde eller hjemme.

Mere levet liv og reportage fra oversete hjørner, hvor man ikke selv ringer efter pressen. Hvad sker der på lærerværelset, hos blomsterhandleren, hos bedemanden?

Interview med nyansatte – i børnehaverne, på kommunen, hos politiet. Interview med tilflyttere – hvem er folk omkring os?

Det er egentligt skønt: Det lyder, som om journalisterne bare skal få ideerne i det jysk-fynske forår. Det forpligter jo!