Kulturmagasinet Blender har fået hevet stikket ud og udkommer ikke mere. I hvert fald indtil videre.
De fem fastansatte på redaktionen har modtaget en opsigelse hver, men det betyder ikke, at udgiveren har givet helt op.
“Bladet har en fremtid på nettet og formodentlig også i en udgave, hvor vi vil udgive bladet med en lavere frekvens. Det skal vi se på i de kommende måneder,” siger Anders Bruun fra Advice Media, der har været udgiver af bladet.
Ifølge Anders Bruun har det kostet Advice Media mellem 200.000 og 450.000 kroner om måneden at få bladet på gaden, og Advice har i alt pumpet omkring 10 millioner kroner i udgivelsen. Ændringerne i loven om portotilskud tvang omkring årsskiftet Blender til at blive et gratisblad, fordi bladet mistede sit tilskud, og det fremtvang en hurtigere lukning af bladet.
“Det var nok sket før eller siden, men lovændringen forværrede Blenders muligheder for at klare sig,” siger Anders Bruun.
Tidligere har også Zoo Magazine måttet opgive at få økonomien til at hænge sammen, efter at loven om portotilskud blev lavet om, så blade, der både blev solgt i løssalg og abonnement, ikke længere fik portotilskud.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.