I Norge vakte det ramaskrig, at Se og Hør forfalsker bylines og laver checkhæftejournalistik. I Danmark er vi tilsyneladende ligeglade.

I Norge var helvede løs, da en tidligere journalist på Se og Hør i 2007 afslørede ugebladets metoder i bogen "En Helt Vanlig Dag på Jobben".

Håvard Melnæs fortalte, at Se og Hør brugte betalte kilder. Bogen solgte 40.000 eksemplarer, og sagen blev årets mest omtalte mediehistorie. Afsløringerne førte til faldende oplag og vrede annoncører.

Norske medier fordømte over en bred kam den såkaldte checkhæftejournalistik. I forrige uge udkom så en dansk pendant, "I sandhedens tjeneste" skrevet af tidligere Se og Hør-journalist Peer Kaae.

Peer Kaaes danske bog tegner det samme billede. For eksempel betalte chefredaktør Mogens E. Pedersen en kendt popsanger 13.000 kroner om måneden for at levere insidertips. Efter at Henrik Qvortrup blev ansat som ansvarshavende redaktør i 2002, indførte Se og Hør endda den såkaldte stikkerlinje. Her sender almindelige borgere tip og billeder ind mod betaling. Det var en del af Qvortrups idé om 'det kompromisløse blad', som han kaldte det.

»Min drøm er, at bogen skaber så meget ravage, at Se og Hør må lukke den stikkerlinje. Stikkerlinjen gør vores samfund fattigere, fordi kendte og politikere ikke tør gå ud uden at kigge sig over skulderen«, siger Peer Kaae i Journalisten.

Den drøm kan Peer Kaae godt glemme. Da hans bog udkom, blev jeg ringet op af en norsk journalist, der glædede sig til at høre om den store danske sladderskandale. "I sandhedens tjeneste" beskrev jo ikke alene den checkhæftejournalistik, som undergraver enhver journalistisk troværdighed, men også en opsigtsvækkende drukkultur, mente journalisten.

På den baggrund var han spændt på, hvad der skete i Danmark? Ikke rigtig noget, forklarede jeg ham.

Ekstra Bladet og B.T. var mest optaget af, at racerkøreren Thorkild Thyrring angiveligt skulle have haft en plan om at begrave Henrik Qvortrup i slagteriaffald, hvilket Thyrring benægtede. Ellers var der stilhed om bogens mere principielle aspekter.

Det var svært at forklare den ivrige norske journalist, hvorfor forargelsen udeblev. Qvortrup havde muligvis haft et vist held med at så tvivl om troværdigheden hos en fyret medarbejder, der får bondeanger efter 17 år på bladet, forsøgte jeg.

På den anden side set var bogens hovedanbringende jo offentligt kendt. Se og Hør praler faktisk med stikkerlinjen på helsidesannoncer i bladet under det kække slogan "dér gik vi vist over stregen – og på torsdag gør vi det igen…".

Jeg forsøgte at forklare den norske journalist, at der derfor ikke var tale om en afsløring og dermed heller ikke om en nyhed. Samtidig har der nok indsneget sig en vis kynisme i Danmark.

Men hvad med drukkulturen? De var jo sejlende fulde, står der i bogen! Jo, men for det første var journalisternes drukkultur før i tiden en offentlig hemmelighed. For det andet gjorde Henrik Qvortrup jo netop op med spritten på Se og Hør.

Den norske journalist kunne stadig ikke helt forstå det.

Henrik Qvortrup er tidligere spindoktor for statsministeren. Han er nuværende politisk redaktør og kommentator for TV 2, en statslig public service-kanal.

Hvordan kan han slippe af sted med ikke at svare på spørgsmål om udbredt brug af checkhæftejournalistik i et medie, som han har været ansvarshavende redaktør for i fem år?

Til sidst måtte jeg opgive at forklare nordmanden, hvordan vi forvalter de journalistiske grundprincipper i Danmark.