Korrespondance med spindoktorer, advokater og vrede kilder stjæler nu op mod 40 procent af tv-dokumentartisters tid. En af de mest fremtrædende overvejer at stoppe.

Udmattelseskrig. Bastard Film har det seneste år høstet stor hæder for sine dokumentarudsendelser, hvor journalister udstyres med skjult kamera og blotlægger omsorgspersonales rå omgangstone med plejehjemsbeboere og handicappede på henholdsvis Fælledgården i København, Strandvænget i Nyborg og Bostedet Sjælør i Valby.

Men det har sin pris at producere afslørende tv-dokumentar. De seneste år er den tid, som Bastard Films journalister og andre dokumentarister bruger på at forsvare deres arbejde, vokset drastisk.

Da medindehaver af Bastard Film Miki Mistrati i 1996 begyndte at lave afslørende tv-dokumentar, brugte han omkring 10 procent af sin tid til at besvare klager og forklare sig over for kilder, som følte sig uretfærdigt behandlet. Det var et tidsforbrug, som han fandt acceptabelt og forventeligt, når man arbejder med afslørende journalistik. Men i dag er klagestrømmen ifølge hans opgørelse firedoblet.

»De seneste tre år er der sket en eksplosiv stigning i det antal timer, jeg bruger på at tale med rådgivere, advokater og spindoktorer. Samtidig skal jeg også bruge langt mere tid på at forklare mig over for broadcasterne,« forklarer Miki Mistrati.

Tendensen bekræftes af Michael Klint, en af DR Dokumentars garvede dokumentarister.

»Nogle gange oplever jeg, at medvirkende kilder indgiver klager næsten per automatik. Selv om de i visse tilfælde ikke har set udsendelsen endnu, klager de på forhånd for at være på den sikre side,« siger han.

Han har eksempler på, at klagerne kan være særdeles løse. For eksempel forsøgte en kilde at klage over indholdet af en udsendelse 10 måneder efter, den var sendt. Pressenævnets klagefrist er fire uger fra udsendelsestidspunktet.

»Det var ganske givet ud fra logikken 'går-den-
så-går-den'«, siger Michael Klint, der mener, at man nu om dage er nødt til at sætte klagebehandling på som en selvstændig post på budgettet.

»Til dato har jeg ikke har fået kritik af Pressenævnet,« understreger han.

Det har til gengæld Miki Mistrati. Dokumentaren om plejehjemmet Fælledgården i København, hvor en journalist forklædt som plejehjemsassistent med skjult kamera dokumenterede personalets rå tone og de kritisable forhold for beboerne, førte til klager til Pressenævnet fra en af beboerne og personalets fagforbund FOA. Pressenævnet gav klagerne medhold i, at billeder og lyd ikke var tilstrækkeligt sløret. Nævnet kritiserede også, at personalet på plejehjemmet ikke havde fået lov til at se og kommentere billederne inden offentliggørelsen.

FOA overvejer i øjeblikket, om forbundet på baggrund af Pressenævnets kendelse skal anlægge en straffesag mod DR og Bastard Film.

Siden dokumentaren om Fælledgården har Bastard Film produceret to udsendelser med skjult kamera om handicapinstitutionerne Strandvænget i Nyborg og Bostedet Sjælør i København. Her valgte Miki Mistrati – med TV 2-direktør Per Mikael Jensens billigelse – helt bevidst at se bort fra Pressenævnets påbud om at sløre stemmerne.

»Hvis vi havde sløret stemmerne, ville vi helt sikkert blive beskyldt for at manipulere og gøre tonen mere skinger hos personalet,« forklarer Mistrati.

Bastard Film kan se frem til endnu mere skrivebordsarbejde i kommende måneder, siger FOAs forbundsformand Dennis Kristensen.

»Vores advokater tygger i øjeblikket på, om vi skal klage over sløringen af personerne i dokumentaren fra Bostedet Sjælør. Vi mener ikke, sløringen var god nok, og så blev der i øvrigt vist helt uslørede billeder i trailere til udsendelsen, hvilket jeg opfatter som noget af en bommert,« siger Dennis Kristensen.

Han slår fast, at FOA vil sætte fokus på denne type sager og følge dem tæt i den kommende tid.

»Vores medlemmer skal naturligvis kunne klare at blive kigget over skulderen. Men vi har

sammen med journalisterne en fælles interesse i at finde ud af, hvor langt man kan gå uden at træde den menige medarbejders retssikkerhed ned,« siger han.

Programredaktør Henning Møller fra TV 2 er enig med Dennis Kristensen i, at man skal kunne diskutere grænserne. Men det sker faktisk også hele tiden.

»Jeg ser interessen fra spindoktorer, advokater og lignende som noget positivt. Det skærper kravene til, at vores dokumentation er i orden, og det skal den naturligvis være, når vi går ud med alvorlige anklager mod bestemte personer eller firmaer,« siger Henning Møller, der er redaktør for forbrugerprogrammet Basta og dokumentarprogrammet Operation X, hvor journalisterne ofte benytter skjult kamera.

»Tv-dokumetarerne er blevet skarpere og mere kritiske de senere år, og derfor er det en helt naturlig følge, at den kritiske opmærksomhed mod dokumentaristerne er taget til,« siger Henning Møller.

Han deler opfattelsen af, at den kritiske opmærksomhed mod dokumentaristerne er taget til.

»Jeg kan nævne flere eksempler på tidligere medarbejdere fra for eksempel forbrugerprogrammet Boomerang, der i dag sidder på den anden side af bordet og rådgiver de kilder, vi har det kritiske lys rettet imod,« forklarer programredaktøren.

Hos Bastard Film er kurven over udgifter til advokatbistand på himmelflugt. Ofte sidder selskabets faste advokat Tyge Trier med i redigeringsrummet for at give sin vurdering af, om detaljer i de enkelte speaks rammer det juridisk korrekte.

»Jeg har tænkt meget over, om jeg overhovedet gider blive ved med det her. Den dag, hvor jeg ikke længere kan føle indignationen på vegne af svage mennesker, der bliver uretfærdigt behandlet, holder jeg nok op,« siger Miki Mistrati.

Jeres afsløringer har ofte vidtgående konsekvenser for de mennesker, som I laver skjult kamera om. Er det så ikke på sin plads, at kilderne svarer igen?

»Jo, fred være med dem. Jeg kan bare konstatere, at det er blevet meget sværere at dyrke denne form for journalistik, og jeg synes, det er ærgerligt, at så mange dygtige journalister hopper over på den anden side. Journalisters rolle er at afsløre – ikke at forsvare – magthaverne, og jeg træt af, at man efterhånden ikke kan ringe til en organisation med en simpel forespørgsel, uden at man straks bliver stillet om til en presserådgiver,« siger han.

Erik Ove er en af de journalister, der er hoppet over på den anden side. Han har selv en fortid som tv-journalist og driver i dag firmaet EO Kommunikation. Men han er ikke tilhænger af at tæppebombe dokumentaristerne med klager.

»Jeg plejer at sige til mine kunder, at de skal have de øretæver, de fortjener. Jeg kan ikke erindre at have set udsendelser med skjult kamera, hvor det var urimeligt at bruge det. Hvis jeg skulle rådgive FOA, ville jeg få dem til at bruge krudtet på at efteruddanne medlemmerne til at tage sig bedre af de handicappede i stedet for at gå op i, om sløringen nu også er helt i orden,« siger Erik Ove.

Men forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA agter at fortsætte kampen mod Bastard Film. I øjeblikket overvejer hans advokat, om der skal lægges sag an mod tv-selskabet for at opbevare optagelser fra endnu en institution i København. Optagelserne har ikke været vist, og Bastard Film agter heller ikke at gøre det. Men Dennis Kristensen mener, at der er tale om ulovlig registrering.

»Det minder mig om Hans Hetler, der i 70erne registrerede folk på venstrefløjen: Det kan ikke passe, at Miki Mistrati skal kunne gemme optagelser med mine medlemmer i sit eget private arkiv,« siger han.

Emnet er ikke et kardinalpunkt for Miki Mistrati.

»Hvis det er meget vigtigt for FOA, at de optagelser bliver slettet, så er det OK med mig. Men jeg siger det for egen regning – det er ikke clearet med min kollega,« siger han.