Efter tysk forbillede burde DR og TV 2s hjemmesider kun distribuere tv-programmer. Det ville gøre op med de statsejede medier digitale kopitjenester, lyder forslaget fra direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov. TV 2 afviser idéen.
For nylig har Danske Medier i Journalisten foreslået at dr.dk og tv2.dk kun må citere i tweet-længde. DR's og TV 2's hjemmesider planker nemlig så meget stof fra dagbladene, at der er behov for at lægge en kraftig begrænsning på omfanget, lyder argumentet.
Det er imidlertid blevet afvist af både TV 2s direktør Merete Eldrup og DRs generaldirektør Maria Rønn Rørbye.(adgang kræver abonnement)
I et indlæg på Mediawatch.dk skriver direktør i JP/Polikens Hus Stig Ørskov, at dr.dk tv2.dk måske skulle gøre som tyske ZDF.
"I stedet for at bruge statens sparsomme kroner på at underminere det frie marked og efterfølgende kompensere for det, skulle man måske overveje at lade sig inspirere af den tyske model, hvor ZDF's digitale platform er indskrænket til blot at distribuere tv. En model, som oven i købet er i overensstemmelse med de almindelige europæiske principper for afgrænsning af statslig medievirksomhed," skriver han.
Stig Ørskov finder det tankevækkende, at statens medier får frit løb på det digitale marked – og at både DR og TV 2 får stadig bedre vilkår, mens de private mediers vilkår løbende forringes.
"Og det er ikke mindre tankevækkende at høre statens medier klage over, at de ikke kan levere tilfredsstillende kvalitet på flere centrale public service områder, herunder børne- og ungeområdet, når de samtidig bruger store tocifrede millionbeløb til deres digitale kopitjenester."
Idéen vækker ikke genklang hos TV 2s administrerende direktør Merete Eldrup. Hun siger, at forslaget ikke giver mening.
»Det lyder meget vidtgående.«
I stedet for at omtale TV 2 som et "statsejet medie", mener Merete Eldrup, at man burde tale om statsstøttede medier.
For mens TV 2 ikke får penge i licens, modtager dagsbladene en betydelig mediestøtte.
»Det er da vigtigere end hvem ejerne er,« siger hun.
Hun tilføjer, at DR og TV 2 ikke bare lukrerer på dagbladenes nyheder. TV 2 er netop bliver nomineret til en Cavlingpris og sat dagsordenen med dokumentaren Adoptionens Pris.
»Tænk på hvor mange nyheder aviserne laver om Vild med Dans og X-factor på DR1. Skulle vi så lukke ned for avisernes mulighed for at dække det,« spørger hun.
Tv2.dk meddelte i november, at siden vil være Danmarks hurtigste på nettet.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Lige for en god ordens skyld: ZDF's nyhedsbrand hedder Heute.
Det ligger ganske rigtigt ikke på zdf.de, men der er dog links over til heute.de - hvor der er nyheder. Hele tiden.
Det ville da være mere relevant, at staten splittede DR's og TV2's TV- og radiokanaler op i en stribe mindre selskaber, og satte dem til salg, det er jo en anakronisme fra fortiden, at staten her i det 21.århundrede forsat vil eje, drive og styre landets to største medier.
Og hvis man absolut vil sikre det danske sprog, og vores kulturelle egenart i det elektroniske mediebillede, så kan der laves en public-service pulje, hvor alle de elektroniske medier, på lige fod kan søge penge fra, hvis de vil producere og udsende et 100% dansk kulturprodukt, og det med dansk skal forstås helt bogstaveligt, så der ikke kan gis' tilskud til et program, som blot er en fordansket udgave af et udenlandsk koncept, eller en film/teaterstykke hvor forfatteren ikke er dansk.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen