Stiftstidender støtter hinanden

Aalborg Stiftstidende ejer nu 14% af Århus Stiftstidende. For anden gang på et år har Århus Stiftstidende fået tilført kapital. Fyens Stiftstidende ville også godt have skudt penge ind, men kunne ikke få de samme vilkår som kollegerne i Aalborg.

Aalborg Stiftstidende ejer nu 14% af Århus Stiftstidende. For anden gang på et år har Århus Stiftstidende fået tilført kapital. Fyens Stiftstidende ville også godt have skudt penge ind, men kunne ikke få de samme vilkår som kollegerne i Aalborg.

Århus og Aalborg Stiftstidende er nu for alvor blevet forbrødret. Aalborg Stiftstidende (AaS) har nu skudt 39 millioner ind i Århus Stiftstidendes (ÅS) og ejer dermed 14 procent af avisen.
»Det er langt lettere at få et samarbejde i gang, hvis der er blod mellem folk og ikke kun gode og reelle hensigter – og her er der blod imellem, for her er millioner imellem,« siger Berlingskekoncernens direktør, Steen Gede, som også har afgivet mere blod til Århus Stiftstidende.
Berlingskekoncernen har skudt godt 20 millioner mere ind i ÅS, og ejer fortsat 35 procent af ÅS.
»Vi vil gerne have, at Århus Stiftstidende er så velkonsolideret som overhovedet muligt,« siger Steen Gede.
Både ÅS, AaS og Berlingske er meget tilfredse med, at de nu bliver bundet tættere sammen.
»Det her er en manifestering af sammenholdet i 4S (de tre stiftstidender og JydskeVestkysten red.). Vi bliver alle ramt, hvis én af os i 4S bukker under,« siger adm. direktør og chefredaktør på Aalborg Stiftstidende, Per Lyngby.
»Alarmklokkerne ringede alvorligt sidste år, da Århus Stiftstidende var tæt på at bryde med 4S og lave en aftale med Jyllands-Posten. Det har fået os til at rykke tættere sammen, og natoånden blev skabt imellem os,« fortsætter han og er glad for, at hans avis nu har direkte indflydelse på den avis, der grænser op til hans dækningsområde.
Aalborg Stiftstidende har sammen med aktieposten fået en post i ÅSs bestyrelse. AaSs bestyrelsesformand Knud Erik Borup sidder nu med ved bordet i Århus.
»Det styrker os meget, at to så stærke bladhuse som Berlingske og Aalborg går ind med kapital. Det er fremragende, at vi står sammen, når konkurrencesituationen er så heftig, som den er nu,« siger ÅSs administrerende direktør, Ulrik Merild.
Indtil aftalen mellem Århus og Aalborg blev lavet den 24. august, havde det været på dagsordenen, at også Fyens Stiftstidende – for at stiftstidende-søskende-flokken stod sammen – købte aktier i ÅS. Meningen var, at Fyn og Aalborg skulle dele de 14 procent.
Men fynboerne kom ikke med, og meget tyder på, at forklaringen er, at de ikke kunne få samme indflydelse som Aalborg. Der var ingen tilbud om bestyrelsespost til fynboerne. Kilder tolker det som et nederlag for 4S-søskende-solidariteten – og det indebærer en risiko for, at Fyn ikke er helt så forankret i 4S.
»Vi har hele tiden været positiv over for at gå ind i Århus Stiftstidende, men det skulle være på lige vilkår,« konstaterer Fyens Stiftstidendes chefredaktør, Hans Dam, som ikke ønsker at kommentere det yderligere. Det passer dog tydeligt ind i Berlingskekoncernens ønsker, at det kun blev Aalborg Stiftstidende, der investerede i Århus.
»Jeg vil hellere have færre og større aktionærer, fordi så er de mere engageret i projektet. De mange millioner gør, at man er bundet rigtigt, man skal ikke bare deltage på skrømt. Hellere én, der er rimelig meget med, i stedet for at flere er med på en fribillet,« siger Steen Gede.

0 Kommentarer