search

Stemme for en massemorder

Journalist Rikke Pedersen var ghostwriter på selvbiografien "Peter Lundin - en morders bekendelser", der er blevet skældt voldsomt ud i mediekredse. Selv ser hun biografien som et væsentligt partsindlæg og en ligeværdig stemme, der bør blive hørt.

Journalist Rikke Pedersen var ghostwriter på selvbiografien "Peter Lundin – en morders bekendelser", der er blevet skældt voldsomt ud i mediekredse. Selv ser hun biografien som et væsentligt partsindlæg og en ligeværdig stemme, der bør blive hørt.

Hvad gjorde du dig af etiske overvejelser, før du gik i gang med bogen?
Etikken sidder på rygraden. Med Peter Lundin synes jeg, det er i orden, han får taletid. Der er blevet skrevet meget om hans forbrydelser, så hvorfor skulle han ikke også have lov til at ytre sig? Men jeg tænkte meget over dét at skrive en selvbiografi. Der er en risiko for at gøre sig selv bedre. Polere billedet. Det ville jeg synes, var dybt problematisk.

Hvordan problematisk?
Vi lavede en aftale om, at han skulle fortælle alt. Det var præmissen. Han skulle have tillid til, at det var mig som journalist, der forvaltede opgaven. Det gav mig en frihed, at jeg på den måde sikrede mig, at han ikke kunne lave et glansbillede. Han kunne se teksterne igennem, komme med input, men havde ellers ikke noget at skulle have sagt. Jeg blev så omvendt nervøs for, at der var ting, han ikke ville sige.

Hvad gjorde du for at hive de ting ud af ham?
Vi havde en meget professionel relation, hvor vi kørte slavisk derudaf. Jeg lavede så nedslag i hans historie og krydstjekkede det faktuelle. Jeg kunne ikke verificere hans tanker og følelser, men vi har talt om de samme episoder igen og igen, så jeg kunne sikre mig, at han sagde de samme ting.

Du blev kontaktet af Turbulenz, der spurgte, om du ville lave bogen. Hvorfor sagde du ja?
Fordi det ville være en udfordring at lave en bog.

En faglig udfordring?
Ja. Det kunne være en spændende proces. Det havde jeg ikke prøvet før. Men ud over dét synes jeg, at der ligger en god historie i Peter Lundin.

Hvor ligger den?
Den interessante historie ligger ikke i de forfærdelige ting, han har gjort. Det væsentlige for mig var, hvad der foregik inde i hovedet på ham.

Hvilke spilleregler satte du op i forhold til forlaget?
Jeg ville ikke gå i detaljer med mordene. Men det var vi ret enige om, så der har ikke været kampe dér. Vi kunne have lavet en historie om forbrydelserne, men det synes jeg bare havde været uinteressant.

Hvornår fik Peter Lundin lov til at se noget på skrift?
Først efter de 100 timers interview og først da det første udkast til hele bogen lå klar. Dér tænkte jeg: "Fuck, nu kommer den hårde del." For han fremstår jo dybt usympatisk. Men det var ikke tilfældet.

Kom du til at fatte sympati for Peter Lundin?
Nej, men vi havde et fint arbejdsforløb. Måske var dét, han sagde, usympatisk. Måske brød jeg mig ikke om det. Men jeg sad udelukkende og tænkte på, hvor det her ville passe ind i bogen. Hvis jeg var blevet følelsesmæssigt påvirket af situationen og dét, han sagde, ville jeg jo ikke have kunnet skrive bogen.

Så du havde slet ikke overvejelser om, hvorvidt du burde lægge mikrofon til en massemorder?
Jo, men det gik kun på formen. Ikke på, hvorvidt han skal have lov til at få en stemme. For det synes jeg, han skal. Der er jo forskel på at lægge mikrofon til og være mikrofonholder.

Hvori består forskellen for dig?
Vi kan jo stadig være kritiske. Hans oplysninger bliver stadigvæk tjekket. Han bliver udspurgt på 100 forskellige måder. Jeg ser den her bog som en del af hele Lundin-debatten. Som et partsindlæg.

Men har du tænkt på konsekvenserne for de pårørende?
Jeg nåede frem til, at mit hensyn har været til læserne. Det ville være hyklerisk af mig at sige, at jeg har taget hensyn til de efterladte. Hvis jeg havde gjort det, havde jeg jo ikke skrevet den. Men vi diskuterede det meget.

Hvor ville din egen etiske grænse gå?
Hvis forlaget ville have penslet ud, hvor meget hun skreg, eller hvor meget blod der var, ville jeg have sat grænsen. Men her var vi enige; drengenes drab havde jeg ikke lyst til at beskrive. Her vægtede læsernes interesse højest. Jeg var kun interesseret i at skrive, hvordan han retfærdiggjorde de to drab.

Er det ikke netop i læsernes interesse at læse om mordene?
Det kunne man godt have argumenteret for. Det er jo blevet beskrevet i pressen før. Umiddelbart, hvis det havde haft en journalistisk berettigelse, ville jeg have taget detaljerne omkring drabene med. Men det havde det ikke – i forhold til den historie, jeg ville skrive.

Hvordan forholder du dig til den massive kritik af bogen, der er kommet?
Jeg vidste godt, at bogen kunne skabe debat. Jeg tænkte, at enten ville den blive tiet ihjel, eller også ville det blive voldsomt.

Berlingske Tidende kalder bogen "et perverst bekendelsesskrift" …
Ja, men det er jeg faktisk glad for. Så har jeg jo løst min opgave. Der er mange, der synes, den ikke skal udgives, men alligevel bruger spalteplads på den. Det, jeg er tilfreds med, er, at der ikke er en eneste, der har læst bogen og siger: "Hvor er han sympatisk!" Berlingske og Jens Andersen anmelder den jo alligevel, og der er stadigvæk forsidehenvisning …

Du synes, det er hyklerisk?
Det er i hvert fald lidt dobbelt. For de er med i den samme store Peter Lundin-maskine, som den her bog også er.

Du siger, han er usympatisk, men du har alligevel forsøgt at proppe sympatiske træk i bogen?
Nej, ikke 'proppe' i bogen. Men man tænker: "Det kan du da ikke mene, det her." Og så prøver jeg at spørge til det samme på forskellige måder. Når han nu er så usympatisk, vil jeg også være sikker på, at han virkelig mener det her.

Hvad gavner det, at folk læser den her bog?
Jeg ved ikke, om det gavner nogen. Som udgangspunkt er der bare en god historie i én, der har begået noget, der er så frygteligt. Der er noget basalt dragende over ondskab.

Synes du, det er en væsentlig bog?
Ja, det synes jeg. Jeg synes, den er væsentlig, fordi han i forvejen har ryddet så mange forsider. Han har fået så meget opmærksomhed, og den sag har optaget rigtig mange mennesker, så ja, den er meget væsentlig. Men måske ikke væsentlig for samfundet. Mere for mennesket. Fordi den sætter mange følelser i gang.

Tror du, det er tilfældigt, at det er en 32-årig kvindelig journalist, der er blevet spurgt, om hun vil skrive bogen?
Det er ikke et tilfælde. Jeg tror, han vil have svært ved at tale med en mand – uden at jeg kan underbygge det. Han har nemmere ved at kommunikere med kvinder. Det siger han også i bogen.

Sidste år blev du indstillet til Cavlingprisen for projektet "Slave i Danmark". I år er du ghostwriter for en massemorder. Hvordan oplever du det skift?
Det er to forskellige ting. Jeg tænker på, hvordan jeg har løst opgaverne. Det er dét, jeg fokuserer på. Så længe jeg har løst dem bedst muligt, har jeg det ok.

Rikke Pedersen, født 1977, uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 2004, har tidligere arbejdet som chefredaktør på Avisen på Nettet, daglig leder på Bt.dk, projektleder på B.T.-kampagnen "Slave i Danmark" og redaktionschef på Søndagsavisen.dk. Begyndte at arbejde for Forlaget Turbulenz i april i år med henblik på at skrive to selvbiografier.
Rikke Pedersen er netop nu ved at lægge sidste hånd på en ny selvbiografi. Navnet på vedkommende må dog ikke offentliggøres endnu.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen