Skatteminister Ole Stavad efterlyste i det seneste nummer af JOURNALISTEN en presse, som tager sig tid og plads til de principielle debatter. De politiske journalister har siden valget forsøgt at få interview med de økonomiske ministre om efterlønnen, men ingen ministre har ønsket at være med i debatten, skriver lederen af Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion.

Tre dage efter forliget om finansloven svarede arbejdsminister Ove Hygum bemærkelsesværdigt klart, da jeg spurgte ham, om der var forringelser i den nye efterløn:
»Nej.«
Svaret var kort og umisforståeligt – men der var alligevel et problem:
Det var løgn.
Ved hjælp af en tang lykkedes det nemlig lidt senere i interviewet at få den modvillige Hygum til at indrømme, at de åbenbare forringelser var forringelser. Han brugte naturligvis ikke selve ordet ‘forringelse' – men talte poetisk om en »ændring i forsørgelsesgrundlaget.«
Jyllands-Posten bragte interviewet som båndudskrift fredag den 27. november – samme dag som statsminister Poul Nyrup Rasmussen på sit hasteindkaldte pressemøde belærte pressen og fagbevægelsen om, at de skulle tage og læse på lektien. Det var i øvrigt også her, at Nyrup fastslog, at han havde holdt sine valgløfter om efterlønnen – der er ikke noget at komme efter, hævdede en vred statsminister.
Men der var jo meget at komme efter – det kunne man hurtigt finde ud af, når man begyndte at læse på lektien, som Nyrup havde formanet os om at gøre. Regeringens egne pjecer kunne vi ganske vist ikke rigtigt stole på af flere årsager: De blev uafladeligt ændret; de tegnede et skønmaleri; og var i det hele taget meget mangelfulde.
Altså gik pressen – Jyllands-Posten såvel som andre – i gang med dens helt naturlige opgave:
Nemlig at søge at afdække det, som magthaverne helst vil gemme i mørket.
Vi begyndte at grave i sagen; vi søgte at finde uoverensstemmelser mellem det, som regeringen havde lovet, og det som den leverede.
Det var ærligt talt ikke særligt svært – for det stod jo bøjet i neon, at Nyrup i valgkampens sidste uge lovede, at der ingen forringelser ville ske med efterlønnen. Nu var det alligevel sket – og statsministeren ville ikke indrømme det.

Komisk og rørende
Socialdemokratiets næstformand, skatteminister Ole Stavad, er Nyrup-regeringens flittigste missionær, og når regeringschefen kommer i knibe, rykker Stavad ud med det socialdemokratiske evangelium under armen. Således også i nærværende blads seneste nummer, hvor han gav pressens dækning af finanslovsaftalen bundkarakter. Ole Stavad synes, at det hele er urimeligt – at pressen bare jagter sensationer og slet ikke magter at se, hvilke fantastiske resultater den socialdemokratisk-ledede regering har gennemført siden 1993. Den prædiken har Stavad ivrigt holdt i de medier, der gad holde mikrofonen, mens han i de øvrige har ytret sig gennem debatindlæg.
Det er på en og samme tid komisk og rørende at læse Stavads tirader.
Komisk, fordi Stavad flere steder postulerer, at det er Venstre, som har plantet tanken om, at Nyrup skulle have begået løftebrud over for den uvidende og logrende presse.
Rørende, fordi han, der først efter valget i foråret blev hentet tilbage til en ministertaburet efter en periode i ufrivilligt eksil i folketingsgruppen, næsten ikke kan bære, at nogen sår tvivl om sin leders troværdighed.
Stavad efterlyser en presse, som tager sig tid og plads til at tage de principielle debatter.
Vorherre bevares, fristes man til at sige. At høre det fra en af de økonomiske ministre i en regering, som siden valget i marts konsekvent har afvist at deltage i den slags princip-diskussioner om eksempelvis efterlønnen.
De fleste politiske journalister vidste jo godt, at regeringen pønsede på at gøre noget ved efterlønnen – derfor har masser forsøgt at få Nyrup, Lykketoft, Hygum, Stavad og de øvrige socialdemokrater til at deltage i debatten. Det afviste de – og kom derved til at bidrage til, at danskeren opfattede indgrebet i efterlønnen som en tyv om natten.
I dagene efter finansaftalen var det i øvrigt ikke muligt at få andre end arbejdsministeren i tale. De øvrige ministre sagde nej til interview om forringelser af efterlønnen.
Ganske symptomatisk var det en menig socialdemokrat, der kom til at jokke i spinaten og i strid med gældende praksis i partiet, tillod sig at sige noget reelt og meningsfyldt om efterlønnen, inden forliget var banket på plads bag lukkede døre. Skatteordfører Jens Peter Vernersen foreslog, at man kunne modregne en del af folks private opsparing i efterlønnen. Finansminister Mogens Lykketoft var aldeles rasende, da han samme dag som den nyhed stod at læse i Jyllands-Posten den 30. oktober udtalte sig klokkeklart.
»Vi har ikke brug for den debat. Regeringen har ikke det tema på bordet,« tordnede Lykketoft.
Lykketoft balancerede på kanten af sandheden.
I dag ved vi, at temaet havde været på regeringens bord siden engang i sommer.

Stavads kluntede angreb
Ole Stavad vil gerne have, at pressen også lytter til regeringens større visioner. Hertil er der vel kun at sige, at det vil vi umådeligt gerne, men det kræver altså, at ministrene har noget på hjerte. Jeg har interviewet Nyrup, Lykketoft og flere andre i månederne op til reformen – uden at de på nogen måde har sagt noget, der kunne lede tankerne hen på de forringelser af efterlønnen, der fulgte. Det er alt sammen forståeligt, fordi de befandt sig i en svær politisk forhandling.
Hvad der derimod er uforståeligt, grænsende til det pinlige, er Stavads kluntede angreb på pressen.
Jeg ved ikke, hvad skatteministeren forestiller sig: At den skrevne presse opfører sig som kalkerpapir, der ukritisk trykker regeringens selvros? At vi med jævne mellemrum eller på opfordring fra Statsministeriet redegør for regeringens fornemme resultater? Eller at dagens virkelighed er, at vi hver morgen modtager et notat fra Venstre, som sviner Socialdemokratiet til, som vi herefter tager udgangspunkt i?
Vi er ikke regeringens partnere, som lydigt refererer alt i det skær, den ønsker. Vi er heller ikke medansvarlige for, om danskerne hamstrer efterløn eller ej. Vi har en helt anden rolle, som vi forsøger at tage aldeles alvorligt:
At være en uafhængig instans, der søger at give retvisende informationer – uanset om de er positive eller negative over for regeringen.
Jeg er – og det må Stavad vælge at tro på eller lade være med – principielt set ligeglad med, om landet ledes af Socialdemokratiet, Venstre eller et tredje parti. Som politisk journalist er jeg per definition mest i opposition til den til enhver tid siddende regering. Min opgave er helt banalt at beskrive den politiske udvikling og være i stand til at afdække hykleriet, når det opstår.
Efterlønssagen er, hr. Stavad, et glimrende eksempel herpå.
Næste gang denne regering – eller naturligvis en eventuel fremtidig borgerlig regering – igen forsøger at narre vælgerne og afviser at kalde en forringelse for en forringelse, så går vi lige så hårdt til den.
Alt andet ville jo være aldeles håbløst.

David Trads er leder af Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion.