Podcast

Statsministerens podcast er forbundet med ’ret stor’ risiko

”Hvis formatet skal holde, så skal det ikke være sådan, at man sidder for mange gange og tænker: Ej, denne her kom du for let omkring,” siger kommunikationsekspert

Det er ikke uden risiko for landets statsminister, når hun i sin nye podcast ’Statsministeren spørger’ sætter ’darlings fra den talende klasse’ som chefredaktør Rune Lykkeberg og psykologiprofessor Svend Brinkmann stævne til såkaldte ’samtaler’.

Der er ingen tvivl om, at hun på den måde får ’shine’ fra sine gæster –  men det kommer med en pris, lyder det fra begge eksperter i ’Budskab’.

”Har hun egentlig brug for det shine? Hun står jo et ret godt sted. Og er det så værd at løbe den risiko, som er forbundet med det? Den risiko synes jeg faktisk er ret stor,” siger Thomas Hundsbæk, kommunikationschef i 3F.

Han ville ikke have rådet statsministeren til at lave den nye podcast, som fik en hård modtagelse på sociale medier.

Thomas Hundsbæk mener, diskussionen om, hvor vidt Mette Frederiksen burde stille op i traditionelle medier i stedet for at stille spørgsmål i sin egen podcast er ‘lidt ufarlig’ for hende lige nu, men den bliver farlig, når der på et tidspunkt opstår kritik på et konkret emne.

”Så kan hun ikke sidde og freespeake på et emne som statsminister. Det er simpelthen ikke det, man forventer,” siger han.

Flaskehalsen peger på Mette

Janne Tynell, kommunikationschef i Red Barnet, hæfter sig blandt andet ved, at Mette Frederiksen drejer samtalen ind på klima og unge i første episode af podcasten, hvor Rune Lykkeberg er hendes gæst.

”De fangede jo klimaspørgsmålet, før vi andre gjorde. Sikkert ikke før dig. Men jeg tror, der er mange voksne, der har en oplevelse derhjemme omkring middagsbordet, at det var vores unge, der så det før os selv,” lyder det fra statsministeren, da hun slår emnet an.

Den del af episoden studsede Janne Tynell over.

”Hun fortsætter ved at lovprise ungdommen for det klarsyn, de havde, og deres mod til at gå på gaden. Så er det oplagte spørgsmål jo: Hvad får du så med dig fra de unge, og hvad gør du ved det, Mette? Flaskehalsen peger på dig,” mener Janne Tynell.

Hun peger på, at podcasten kan blive for meget ’gratis omgang’ for statsministeren.

”Det er smart, men det kan også være en risiko, hvis det bliver for tydeligt og for tykt.”

”Så bliver det en makrelmad nummer to, noget som man kan lave sjov med,” siger Janne Tynell.

Hun er kritisk over for podcastens format.

”Hvis formatet skal holde, så skal det ikke være sådan, at man sidder for mange gange og tænker: Ej, denne her kom du for let omkring.”

Få en samtale i stedet for

Janne Tynell mener, der er noget ’forvirring’ omkring podcast-formatet, som på den ene side fremstår som en interview-form med statsministeren som interviewer, og på den anden side bliver præsenteret som en ’samtale’.

”Og det er jo ikke en samtale. Det er jo ikke sådan, så man forventer, at dem der er inde, stiller spørgsmål den anden vej. Det kræver i hvert fald noget af dem,” siger Janne Tynell og fortsætter:

”Hvis de skal stille spørgsmål den anden vej, som en samtale jo bygger på, så skal de på en eller anden måde bryde formatet.”

Tidligere har kommunikationsrådgiver Henrik Kjerrumgaard vurderet over for Journalisten, at podcastens formål er at stille Mette Frederiksen stærkere over for vælgerne. Både Janne Tynell og Thomas Hundsbæk vurderer, at podcasten er et forsøg på at rykke statsministerens image.

”Hvis hun skulle tune det lidt undervejs, så ville jeg sige: Få det gjort til en dialog i stedet for, hvor hun sætter sig lidt i spil. For det synes jeg er fuldstændigt fraværende i første ombæring. Hun sætter sig selv meget lidt på spil,” siger Thomas Hundsbæk.

0 Kommentarer