search

Statens kamp mod europæiske journalister

I Tyskland og Schweiz er domstole, anklagemyndighed og militærjustits i gang med sager mod journalister. Kampen står mellem sikkerhed og ytringsfrihed. Staten bliver nødt til at beskytte sig selv, siger ministeren. Vi kan ikke lade være med at offentliggøre, siger redaktøren.

I Tyskland og Schweiz er domstole, anklagemyndighed og militærjustits i gang med sager mod journalister. Kampen står mellem sikkerhed og ytringsfrihed. Staten bliver nødt til at beskytte sig selv, siger ministeren. Vi kan ikke lade være med at offentliggøre, siger redaktøren.

YTRINGSFRIHED. »Godmorgen Schweiz. Det er søndag. Og nationen har et nyt problem.«
Sådan hilste chefredaktør Christoph Grenacher fra den schweiziske avis SonntagsBlick på sine læsere den 8. januar i år.
To af hans journalister havde fået fingre i en hemmeligstemplet fax, der efter ugers intens avisdækning så ud til at være det tungeste bevis på hemmelige CIA-fængsler i Europa.
Nationens problem var, at den schweiziske efterretningstjeneste havde været med på en lytter. Men også avisen havde et problem: Offentliggøre det sprængfarlige dokument eller ej?
»Hvis SonntagsBlick skriver om det, er det strafbart. Det drejer sig om offentliggørelse af hemmeligheder, måske om landsforræderi,« var Grenachers overvejelser. Men han besluttede til fordel for sine læseres interesse.
»Da vi var sikre på, at dokumentet var ægte, var min beslutning klar. Vi offentliggør de hemmelige informationer. Uden noget aberdabei,« skriver han i sin kommentar til artiklen.
Grenacher havde de store ord fremme: Sandhed, menneskelig værdighed, journalister som vogtere.

DEN SCHWEIZISKE regering svarede straks ved at fordømme offentliggørelsen. »Ved at handle på denne måde skader man vort lands anseelse og troværdigheden. Og begår derudover en strafbar handling,« lød beskeden.
Både den civile og den militære anklagemyndighed undersøger for tiden, om straffe- og militærloven er overtrådt, og både Christoph Grenacher og de to journalister bag artiklen, Sandro Brotz og Beat Jost, er i søgeren. Det handler om offentliggørelse af militære hemmeligheder og måske om brud på civil lovgivning også, siger militærjustitsens talsmand.
»Strafferammen er op til fem års tugthus,« siger journalisten Sandro Brotz. Tugthus efter militær ret. Men Brotz og hans kolleger vil ikke anerkende militærdomstolen som en myndighed, der kan dømme dem.
»Vi kan ikke forstå, hvordan vi som civile personer kan dømmes af militærjustitsen,« siger han. Han er ikke kommet i tvivl om offentliggørelsen: »Staten kan tie, det kan journalister ikke,« siger Brotz.
Den europæiske sikkerhedsorganisation OSCE fordømte undersøgelserne. Straks i januar bad OSCEs medieansvarlige, Miklos Haraszti, de schweiziske ministre om at gøre alt for at få indstillet undersøgelserne mod journalisterne, samt om at ændre landets straffelov, der gør offentliggørelse af hemmeligheder strafbart. Men myndighederne fortsætter sagerne, næste forhør hos militærjustitsen er senere denne måned.

I TYSKLAND BLIVER fronterne mellem stat og journalist om muligt trukket endnu klarere op i en højpolitisk sag, også med terrorbekæmpelse som kerne. To journalister skal for retten i Potsdam for at have offentliggjort oplysninger fra en hemmelig rapport fra forbundspolitiets kriminalafdeling, BKA, i det politiske magasin Cicero. Hjælp til offentliggørelse af hemmeligheder, lyder anklagen.
Den omstridte artikel omhandler »verdens farligste mand«, den formodede topterrorist al-Zarqawi, som journalisten Bruno Schirra nævner som kilde i en rapport fra BKA.
Da Schirra sidste år i september var til en konference i Tel Aviv – sammen med folk fra blandt andet BKA – fik han en telefonbesked om, at hans hjem ved Potsdam uden for Berlin var ved at blive ransaget. Samtidigt blev også Ciceros redaktionslokaler ransaget. Fra Schirras hus blev 15 kasser med materialer fra hans arkiv sejlet af sted med politibåde, ligesom harddiscs blev kopieret.
Politiet fandt ikke den omstridte rapport, men en anden hemmelig rapport om en gammel, men endnu ikke opklaret tysk partifinansieringsskandale, siger Schirra. Derfor venter han endnu en anklage – også om offentliggørelse af hemmeligheder, denne gang ved retten i Berlin, fortæller han.
Ransagningen hos Cicero gik helt til tops i den tyske politik – den blev efterfulgt af åben strid mellem den daværende tyske indenrigsminister, socialdemokraten Otto Schily, på den ene side og journalister og avisudgivere på den anden. Avisfolkene krævede, at kampen mod terrorister og ekstremister ikke må gå ud over ytringsfriheden. Men indenrigsministeren svarede i en tale til avisudgiverne, at »når det handler om at offentliggøre undersøgelsesmaterialer, der kan bringe undersøgelsen i fare, kan der opstå skader, som vi ikke kan acceptere eller tolerere«.
»Det handler ikke om at forsvare en autoritær stat,« sagde han, men fremhævede, at staten skal have et område, der er beskyttet mod adgang udefra.
Frie medier forudsætter eksistensen af en fri stat som beskyttelse for borgerne, sagde Schily. Hvis medier var befriet for straffereglerne og havde lov til at undergrave borgernes sikkerhed, ville den ikke længere have en demokratisk legitimation, sagde han i sin tale til avisudgiverne.
Hans efterfølger i stillingen som indenrigsminister er den konservative Wolfgang Schäuble. Han gik – i et interview kort inden hans tiltræden – imod ransagningen hos Schirra: »Måden, der blev anvendt mod Bruno Schirra fra Cicero, gik alt for vidt, selv om jeg har forståelse for, at man ærgrer sig over indiskretioner i ens egen butik,« sagde han ifølge mediemagasinet ViSdP i november.

SCHILY TALER OM balancen mellem sikkerhed og ytringsfrihed. Det samme gør Den Europæiske Menneskeretsdomstol i en ganske frisk dom fra slutningen af april. Her sørgede dommerne for, at en anden schweizisk journalist, Martin Stoll, ikke skulle straffes for at have offentliggjort hemmelige dokumenter om holocaustofres formuer i Schweiz.
Særlig interessant er det, »at domstolen fremhæver, at lækagen ikke undergravede Schweiz' grundlag«, synes Dirk Voorhoof, professor i medieret ved universitetet i Gent og underviser i europæisk medieret i København. Dommen i Stoll-sagen viser, at ytringsfriheden skal afvejes mod konsekvenserne for selve staten, og en tidligere dom mod Frankrig viser, at journalister ikke må forfølges, hvis de bidrager til en vigtig politisk debat, fortæller Voorhoof fra relevant retspraksis.
Voorhoof nikker genkendende til »indtrykket, at journalister kommer mere og mere under pres fra antiterror-lovgivning«. I hans hjemland, Belgien, bliver der gjort noget konkret ved sagen, så Europas nok mest progressive lov til beskyttelse af journalisters kilder ikke bliver udhulet: For at give en modvægt til en ny, belgisk antiterrorpakke er der nu en ekstra paragraf på vej gennem parlamentet for at sikre journalisters kilder også i terrorens tid. /

Europæiske angreb på pressefriheden

Holland, maj 2006

To journalister fra den hollandske avis De Telegraaf har måttet aflevere deres DNA-profiler og lade sig afhøre hos politiet, fordi myndighederne mistænker dem for at have afsløret statshemmeligheder i forbindelse med en sag om en formodet politiagent.

Schweiz, januar 2006

Avisen Sonntagsblick offentliggør en fax, der bekræfter mistanken om CIA-fængsler i Europa. Redaktøren og to journalister bliver undersøgt af både militær og civil anklagemyndighed.

Tyskland, september 2005

Magasinet Cicero samt dets journalist Bruno Schirra får ransaget deres kontorer, efter Schirra måneder forinden havde citeret fra en hemmelig rapport om terrormistænkte al-Zarqawi.

Italien, maj 2005

Corriere della Sera får ransaget redaktionslokalerne, fordi journalisterne havde researchet salg af italienske våben til militante grupper i Irak. Corriere protesterer.

Frankrig, januar 2005

Magasinet Le Point og sportsavisen L'Equipe får ransaget redaktionerne. De havde afsløret doping i cykelsport og citeret fra politiaflytninger og -forhør. Sagen fortsætter endnu ved franske domstole, siger Christophe Labbé fra Le Point.

Portugal, december 2004

Journalisten Mansu Preto dømmes til elleve måneders betinget fængsel, fordi han nægtede at udlevere en kilde i forbindelse med en narkorazzia. Preto gik fri ved en højere domstol, men der er endnu seks lignende sager, fortæller Serra Perreira fra journalistforbundet Sindicato dos Jornalistas.

Belgien, marts 2004

Det belgiske politi ransager lejlighed og kontor hos Hans-Martin Tillack, Bruxelles-korrespondent for det tyske nyhedsmagasin Stern. Tillack havde skrevet om det, der senere udviklede sig til Eurostat-skandalen. Tillack har rejst adskillige sager ved både belgiske, tyske og europæiske domstole.

 

FBI lytter med – CIA jagter læk

Bush-regeringen overvejer at rejse tiltale mod The New York Times for at have afsløret et hemmeligt aflytningsprogram. Også The Washington Post er i søgelyset for historien om de hemmelige fangelejre i Østeuropa.

Tekst: Martin Burcharth

FORTROLIGT. Man kunne høre et højlydt gisp fra tilhørerne, da New York Times-journalisten James Risen i midten af marts under en prisoverrækkelse på Harvard University fortalte, at USAs justitsministerium »overvejer« at rejse tiltale mod ham og kollegaen Eric Lichtblau for at have overtrådt spionageloven fra 1917.
De to journalister blev belønnet for deres modige og banebrydende historie fra sidste år om National Security Agencys (NSA) angiveligt ulovlige aflytning af internationale telefonsamtaler inden for USAs grænser. Ved samme lejlighed fik Washington Post-reporteren Dana Priest en pris for sine artikler om CIAs hemmelige fangelejre i flere unavngivne østeuropæiske lande.

SIDEN HAR ALLE tre journalister vundet Pulitzer-prisen for deres indsats – et utvetydigt budskab til Bush-regeringen fra den prestigebetonede Pulitzer-komite på Columbia University om at afholde sig fra at retsforfølge journalister og aviser, der ved hjælp af anonyme kilder og hemmeligtstemplede dokumenter har afsløret magtmisbrug og lovovertrædelser under krigen mod den internationale terrorisme.
»Vi kan ikke rigtigt sige noget om, hvordan vi kom på sporet af aflytningsprogrammet og fandt kilderne, fordi FBI følger med i, hvad vi siger offentligt. De vil gerne vide, hvem vores kilder er,« sagde Risen i et debatpanel efterfølgende prisoverrækkelsen på Harvard.
Dana Priest, journalist med speciale i efterretningstjenesters aktiviteter, kunne tilføje, at CIA har iværksat en intern undersøgelse for at identificere og straffe kilder i organisationen, som afslørede eksistensen af hemmelige fangelejre for terrormistænkte. »De har desuden orienteret justitsministeriet om sagen, men dog ikke anmodet om at starte kriminel efterforskning med henblik på at rejse tiltale mod The Washington Post,« oplyste Priest.

HVERKEN PRIEST eller Risen ønsker at udtale sig til Journalisten. Begge journalister mener, at de blot gjorde deres pligt og fremlagde eksempler på yderst kritisable og muligvis ulovlige metoder anvendt af Bush-regeringen i krigen mod terror.
Risens og Lichtblaus artikel i The New York Times hævdede, at præsidenten havde givet National Security Agency tilladelse til at gå uden om en hemmelig domstol, som siden 1978 har haft til opgave at autorisere aflytning (og i dag aflæsning af e-mail) af amerikanere eller personer med fast bopæl i USA i sager af international karakter.
Præsident Bush, hans justitsminister, Alberto Gonzales, og konservative politikere har i deres kommentarer lagt vægt på, at avisen skadede USAs sikkerhed ved at løfte sløret for det kontroversielle aflytningsprogram. Men det afviser Risen.
»Det kan næppe være en overraskelse for terrormistænkte, at deres opringninger til USA bliver aflyttet,« sagde han på Harvard i marts. »Det eneste hemmelige, vi afslørede, var, at Bush-regeringen gik uden om domstolen.«

JUSTITSMINISTEREN har peget på, at NSAs aflytningsprogram var det mest hemmelige i krigen mod terrorisme, og at kun få i regeringsapparatet kendte til dets eksistens. Bush kaldte i vinters The New York Times' kilder for »forrædere«. Den beskrivelse chokerer Risen. »De er efter min mening patrioter,« sagde han.
Det særegne ved de tre journalisters afsløringer er, at de udelukkende er baseret på udsagn fra anonyme kilder. »Normalt arbejder jeg med dokumenter,« sagde Eric Lichtblau på Harvard. »Uden det er man på gyngende grund, og det skabte nogen nervøsitet i denne sag om NSA. Vores kilder løb en stor risiko.«
I Dana Priests tilfælde brugte hun anonyme kilder i CIA og/eller kilder med tilknytning til tjenesten. Ifølge ubekræftede forlydender blev The Washington Posts chefredaktør, Leonard Downie, personligt anmodet af præsident Bush under et møde i Det Hvide Hus om at stoppe artiklen. Efter et heftigt pres fra Bush gik Downie med til at undlade at nævne navnene på de østeuropæiske lande, som skal have huset CIAs hemmelige fangelejre.
Det gjorde Downie, fordi regeringen frygtede, at de pågældende lande kunne blive udsat for gengældelsesangreb fra terrorister. Bush argumenterede endvidere, at hvis landene blev navngivet, ville de i fremtiden være mindre villige til at samarbejde med CIA.
Bush-regeringen anmodede også The New York Times om at stoppe Risens og Lichtblaus historie. Ifølge Risen var de klar til at gå i trykken inden præsidentvalget i 2004. Trods det besluttede chefredaktør Bill Keller at udsætte offentliggørelsen af artiklen i et år.

DE TO AVISER lyttede med andre ord til Bushs indvendinger, men valgte efter en rum tids overvejelse alligevel at gå i trykken. Det har vakt forargelse i konservative rækker. Bill Bennett, tidligere uddannelsesminister for Ronald Reagan, sagde for nylig på et radioprogram: »Ingen terrorister ringer til USA længere. Vores allierede er blevet sat i skammekrogen for at huse CIA-lejre. I stedet for at blive straffet er disse journalister blevet hædret med en Pulitzer. I virkeligheden fortjener de at blive sendt i fængsel.«
I en senatshøring i februar sagde justitsminister Gonzales, at statsanklagere agter at rejse sigtelse mod pressen, »hvis der er bevis for, at lovene er blevet overtrådt«. Problemet er imidlertid, at Kongressen i 1917 afviste at lægge pressen ind under spionageloven og kaldte en sådan tanke for 'uamerikansk', siger Geoffrey Stone, juraprofessor på University of Chicago til The New York Times.
»På den anden side synes en bogstavelig tolkning af lovens forbud mod at udlevere hemmelige efterretninger til ikke-autoriserede personer at omfatte pressen, ikke blot spioner.«

I EN RETSSAG ville forsvaret skulle overbevise juryen om, at tiltaltes offentliggørelse af hemmelige oplysninger er i offentlighedens legitime interesse, og at den type ytring beskyttes af forfatningens første tillægsparagraf om pressefrihed. »Hidtil har ingen amerikansk regering, end ikke Richard Nixons, følt sig sikker på at vinde den type retssag. De politiske omkostninger kan være høje,« siger Thomas Patterson, professor i politik og medier på Harvard University.
»Men Bush-regeringen er anderledes. Den har slået mere ned på lækage af hemmelige efterretninger. Dette Hvide Hus er heller ikke bange for pressen, der ikke er så magtfuld en institution som før i tiden. Hvis aviserne langer ud efter regeringen under en retssag, har Bush stadig sine loyale tv-stationer at gå til.«
Kilder nær ledelsen i The New York Times siger da også, at man frygter det værste – nemlig et sagsanlæg mod Risen og Lichtblau. /

 

Svenske journalister kan ikke tiltales

UDGIVERANSVAR. »Det kunne ikke forekomme her.«
Sådan lyder den svenske presseombudsmands reaktion på tiltalen mod de to Berlingske-journalister.
Sverige har i flere hundrede år haft et system, så kun den ansvarlige udgiver kan stå juridisk til ansvar. Menige journalister kan aldrig tiltales. Formålet med den svenske lovgivning er på den ene side at sikre, at borgerne altid kan finde en ansvarlig, og på den anden side at give den enkelte journalist frihed til at skrive – uden at skulle bekymre sig om sagsanlæg.
»Man kan sige, at det giver frihed i den journalistiske arbejdsproces. Men samtidig ved journalisten også, at når den ansvarshavende slår i bordet, så må man acceptere det. Det fungerer både 'frihedsskabende' og disciplinerende,« siger presseombudsmand Olle Stenholm, der bistår personer, der klager over medierne.
Olle Stenholm kan kun huske en svensk sag, som ligner den danske. Det var tilbage i 1980'erne, hvor avisen Svenske Dagbladet skrev, at den polske efterretningstjeneste havde lavet en aktion mod Sverige. Svenske Dagbladets ansvarshavende udgiver blev dømt i byretten og landsretten, men frikendt i højesteret, fordi man ikke mente, at staten havde lidt skade. Siden har der ikke været lignende sager. /moe

Kommentarer
1
Henrik Holck
20.10.07 10:37
diktatur

Det synes efterhånden helt klart at det totale  diktatur efterhånden vil rase som en global feber, vI står på afgrundens rand,  og et efter et synes "Demokratierne" at falde.

Læs f.eks forudsigelserne i Martinus artikel fra 1947   "Om kommunisme og Demokrati" "Alle systemer, hvadenten de kalder sig demokrati eller kommunisme er i et styrt mod diktatur,"

 Venlig Hilsen

Henrik Holck

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen