Staten bruger 110 årsværk på at tage sig af aktindsigt. Pressens "fisketure" kan være meget ressourcekrævende.
Embedsmændene i centraladministrationen bruger årligt 110 årsværk på at tage sig af anmodninger om aktindsigt. Det er under en promille af centraladministrationens samlede årsværk. Det skriver Information i dag.
Det er Justitsministeriet, der har udarbejdet en oversigt over, hvor mange arbejdstimer ministerierne har brugt på at svare på anmodninger om aktindsigt i 2010. Ud fra opgørelsen kan man læse, at det er Justitsministeriet selv, der bruger mest tid på aktindsigt – I 2010 måtte ministeriet bruge 13,5 årsværk på at tage sig af henvendelser. Kirkeministeriet brugte mindst tid og kunne nøjes med at bruge 0,4 årsværk.
»I sig selv er det selvfølgelig mange timer, men i forhold til det samlede antal embedsmænd er det ikke et stort tal,« siger Tim Knudsen, professor i offentlig forvaltning, til Information.
Flere ministerier peger på, at det kan være meget ressourcekrævende at tage sig af pressens henvendelser. Især når pressen går på "fisketur", som embedsmændene kalder det. En "fisketur" kan være at bede om »repræsentations-, møde-, fortærings-, taxa-, og rejsebilag for en tidsperiode af eksempelvis op til fem år«, lyder det fra Fødevareministeriet.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@Michael
Jeg kan ikke dokumentere, at kommunerne vrider offentlighedsloven, men blot, at lokalpolitikerne jo ikke aner, hvor åbne - eller lukkede - "deres" administration er. Det er synd for politikerne og brandærgerligt for offentligheden.
Jeg glæder mig over at se eksempler fra den kommunale verden. Emnet aktindsigt har indtil nu været fokuseret på ministerbetjening eller ej.
Det er på tide, at vi får sat på kommunerne, der har en særlig opfattelse af hvad det kommunale selvstyre kan bruges til.
Lokalpolitikerne ved ikke, hvordan den lukkede forvaltning er skruet sammen. I "min" kommune kan politikere se alle bilag som link til dagsordener, mens de link er "blinde" når de bliver lagt ud til hr. Petersen og journalist Sørensen. Derfor tror politikerne fejlagtigt, at offentligheden kan se det, de selv kan - men det kan offentligheden ikke.
På samme måde med postlisterne, som ikke - som det mest naturlige i verden - rumme dokumenterne, så man bare kan hente uden dikkedarer.
Det er nok på den front, chefredaktører og forbundsformænd skal til at udøve lobby-arbejde i et system, der lever i sin egen offentlighed.
Kan supplere med, at da et par studerende, som jeg underviste for nylig, bad Kriminalforsorgen om aktindsigt, lød svaret, at de havde tænkt sig at bruge hele fristen 'for tallene var ikke gunstige'.
Da de journaliststuderende ringede om morgenen på den 10. dag og sagde, at nu var fristen udløbet, lød svaret: 'nej, det er den klokken 12.34'. De fik deres aktindsigt efter 9 dage, 23 timer og 45 minutter. Den slags er svært at opfatte som andet end ren chikane, og der er i hvert fald ikke gået ti dagsværk til at hive tallene frem. Dem havde forsorgen allerede ved første samtale.
Personligt vil jeg opfordre alle i faget til at bruge aktindsigten, når det er relevant, og holde fast, selv om papirerne kommer for sent til at kunne bruges i den oprindelige historie. Jeg har fået indtryk af, at flere steder nærmest spekulerer i, at journalister ringer efter tal i dag, som de skulle have brugt i går og har glemt i morgen.
Bedste hilsner
Susanne Sayers
Det tror da fanden, de bruger lang tid på aktindsigt. Ofte er man nødt til at klage til Statsforvaltningen, inden de overgiver sig og lever op til reglerne i loven, og så går der jo mange mandtimer på sagen til sekretærer, forvaltningschefer og jurister.
Der er heller ikke meget hjælp at hente i ubehjælpsomt udformede postlister, som dels er mangelfulde, dels kun angiver stikord, så man er nødt til at skulle ringe eller skrive for at "gå på fisketur", hvis man skal have en idé om, hvad der foregår i forvaltningen.
Opgørelsen af mandtimerne er ikke andet end spin, der skal bane vejen for at gøre det lettere for offentligt ansatte at slippe for de besværlige og tidskrævende journalister og borgere.
Hvis den offentlige forvaltning var mindre restriktiv i sit syn på aktindsigt, ville både borgere, journalister og embedsmænd spare en masse tid.
Flere