Techvirksomheden Meta kan blive nødt til at lukke sine sociale medier Facebook og Instagram i Europa. Det kan ske, hvis de ikke længere må bruge servere i USA til at lagre europæisk data.
Sådan lyder det i en rapport fra Meta, det tidligere Facebook, der udkom fredag i forbindelse med virksomhedens seneste kvartalsrapport.
Problemerne udspringer af en manglende aftale om transatlantisk dataoverførsel.
EU-domstolen vendte i sommeren 2020 tomlen ned til Privacy Shield-aftalen, som på det tidspunkt var lovgivningsramme for overførsel af data mellem EU og USA.
Siden har området været uden en fast ordning.
Kan man ikke nå til enighed om en ny ramme for transatlantisk dataoverførsel, og der ikke findes alternativer, ”vil vi sandsynligvis ikke være i stand til at tilbyde vores produkter og tjenester, herunder Facebook og Instagram, i Europa”, skriver Meta.