MESSERSCHMIDT. Vi må sende venlige tanker til chefredaktør Arne Ullum, for han må have det rigtigt svært med sig selv i denne tid.

Han var journalistpraktikant på Morgenavisen Jyllands-Posten, og selv om det er 20 år siden, husker vi ham som en venlig og ordentlig ung mand. Bevares, lidt temperamentsfuld, og enkelte havde det lidt svært med hans selvovervurdering, men den attitude er slet ikke usædvanlig blandt praktikanter, der i egen selvforståelse er kommende chefredaktører.

Det væsentlige er, at han dengang demonstrerede et højt etisk niveau. Tingene skulle gå ordentligt til, og selv om vi skulle være kritiske, skulle vi behandle folk ordentligt. Vi husker endnu hans engagerede talestrøm, når han mente, at der var sket uret.

20 år kan gøre meget ved en mand, og vi kan ikke vide, om han har bevaret disse grundlæggende egenskaber. Men når vi stundom ser ham på tv, må vi tro det – om end hans tv-optræden i mandags kan bringe os i tvivl. Han har stadig dette åbne ansigtsudtryk med de permanent hævede øjenbryn, som signalerer en vis troskyldighed, men især sindets renhed, retfærdighed og indignation over for uret.

Hvis han har bevaret sine grundlæggende positive egenskaber, så må han have rigtigt slemme moralske tømmermænd i denne tid.

Når han ser sig i spejlet, må han spørge sig selv: »Hvad er det dog, du har gjort, Arne. Du har ødelagt en ung politiker på et stort set ikke eksisterende grundlag. Du har på forsiden af din avis udråbt ham til nazi-sympatisør. Hvis du havde tænkt dig om, var den Tivoli-historie aldrig blevet en historie. Historien er helt igennem skabt af B.T.«

Måske kniber det ligefrem med nattesøvnen. Måske vågner Arne Ullum ved fire-tiden, og tankerne myldrer: »Hvor var det da egentlig ynkeligt med den optræden i tv? Jeg måtte indrømme, at hele optrinnet med nazi-sangene og nazi-hilsenen kun kan have varet ganske få sekunder, og at kun et par stykker af flere hundrede gæster overhovedet kan have observeret det. Pinligt! I øvrigt er det da vist begrænset, hvor mange strofer af den tyske nationalsang man kan synge på fem sekunder.«

Måske vågner han igen ved fem-tiden. Tankerne trænger sig på: »Arne, du må gøre det godt igen. Du må give Morten Messerschmidt æresoprejsning. Nej, det går ikke. Sagt er sagt, og trykt er trykt. Jeg må skyde brystet frem og påstå, at jeg ikke har gjort noget forkert. Nemlig. Nægt og angrib!

Derfor var det forlig også en fejl. Man kan jo altid manipulere og omfortolke lidt.

Han var da vist for resten i forvejen ikke helt fin i kanten, denne Messerschmidt. Var der ikke noget med, at han havde udtrykt sig lidt tvivlsomt på kanten af straffeloven. Jo, jo, så må han virkelig tåle … Nej, det går ikke, Arne. Man kan ikke slagte en mand på et tyndt grundlag, bare fordi der har været noget tidligere. Kunne man da bare skrue tiden tilbage.«

Forsiden var en fejl. Forliget var en fejl. At løbe fra forliget var også en fejl.

Sådan tror jeg, at tankerne huserer i Arne Ullums hoved i denne tid. For selv om hans adfærd i den aktuelle sag på ingen måde understøtter synspunktet, så vil jeg gerne tro, at han inderst inde stadig er et ordentligt og retsindigt menneske.

* Tage Clausen er informationschef og lederskribent på Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Hvad er det dog, du har gjort, Arne? Du har ødelagt en ung politiker på et stort set ikke eksisterende grundlag.«