Journalistforbundet er bekymrede over de politiske udmeldinger om, at TV 2 skal privatiseres. Årets delegeretmøde opfordrer regeringen til at fastholde TV 2 som public service station.
"Public service radio og tv er en afgørende brik i den buket af medier, der skal være med til at sikre demokratiet."
Den melding sender årets delegeretmøde til Folketinget. Journalistforbundet er nemlig bekymret over de politiske signaler om, at TV 2 skal privatiseres.
"På baggrund af de seneste politiske udmeldinger om TV 2s fremtid opfordrer Dansk Journalistforbunds delegeretmøde regering og Folketing til fortsat at sikre, at der i Danmark er mindst to konkurrerende public service stationer, der producerer radio, tv eller begge dele," udtaler delegeretmødet videre.
Én af TV 2s delegerede, Claus Birch, var glad for delegeretmødets markering.
"Det er en god udtalelse. Vi er på TV 2 svært utrygge ved en privatisering af TV 2. Hvis det virkelig skulle ske på 100 dage, som nogle har meldt ud, så kunne det kaste os i armene på en eller anden tilfældig mediemogul," sagde Claus Birch, som er tillidsmand på TV 2.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.