Stadig færre ledige journalister

Fratrædelser på Berlingske, omfattende fyringsrunde på TV 2 og udsigt til fyringer på JP. De seneste måneder har bragt adskillige negative nyheder, men rent faktisk falder DJ-ledigheden.

Fratrædelser på Berlingske, omfattende fyringsrunde på TV 2 og udsigt til fyringer på JP. De seneste måneder har bragt adskillige negative nyheder, men rent faktisk falder DJ-ledigheden.

Der bliver stadig færre ledige journalister og mediefolk i Danmark. Det viser den seneste opgørelse fra Dansk Journalistforbund, som viser en samlet ledighed på 4,7 pct.

Trods triste meldinger om situationen i både Det Berlingske Officin, TV 2, Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten, så er ledigheden faldet mere fra marts til april i år, end den gjorde i det forløbne år.

I sidste uge erklærede media director i Deloitte Gorm Wesing Flyvholm ellers, at de nye nedslående tal for dagbladenes annonceomsætning giver anledning til dystre forudsigelser om flere fyringer. Men foreløbig er udviklingen altså slet ikke så negativ.

Hvor den beregnede fuldtidsledighed var 6,3 pct. i april 2007, var den i april i år nede på 4,7 pct. – svarende til samlet 558 personer.

Nøgletallene for medlemmer på dagpenge eller under aktivering viser i øvrigt, at 6,6 pct. var berørt af ledighed i april 2008 mod 8,7 pct. tilbage i april 2007.

En graf over udviklingen for ledigheden de seneste to år ses her. (De nye april-tal er dog endnu ikke med). Her ses også ledigheden i de forskellige grupper i DJ. Klik her.

 

0 Kommentarer