Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
10:28 21.02.2023 Marie Nyhus

Stadig debat om bare bryster på busserne

Debatten om bare bryster på busserne raser stadig i Region Midtjylland, efter at regionens trafikselskab besluttede at  forbyde busreklamer med seksuelt indhold for siden at trække i land med, hvad de nye regler præcist betyder.

Som omtalt i Journalistens podcast ’Budskab’ skabte de nye reklameregler stor medieomtale og også en del forvirring, og både formanden og næstformanden måtte stille op til interviews. Her tilkendegav de også, at de vil se på en justering af reglerne, så det alene vil være reklamer af ’pornografisk’ karakter og altså ikke af seksuel karakter, som fremover er forbudt på trafikselskabets busser.

Nu har også marketingschefen hos AK Nygart, Maria Teglkamp, meldt sig i debatten. Det sker i form af et debatindlæg i Aarhus Stiftstidende, hvor hun glæder sig over, at busserne i Aarhus snart igen kan køre med billeder af bare bryster på siderne.

”Det vil aldrig være vores busreklamer, der forvrænger kropsidealet. Tværtimod kan vores reklamer bidrage til at nedbryde forestillingen om, at kvindekroppen skal se ud på én bestemt måde,” skriver Maria Teglkamp.

Debatten om de bare bryster fortsætter i Aarhus Stiftstidende i dag, hvor indlægget fra AK Nygarts marketingschef får kritik.

”AK Nygarts nøgne bus-bryster er et falsk behov og modsat, hvad Teglkamp påstår, lige præcis en del af det usunde forhold til vores krop, som hun hævder at gå på barrikaden for,” lyder det i debatindlægget.

SENESTE NYT

Flere nyheder