search

Stå af hamsterhjulet – lav journalistik

Der mangler stadig at blive lagt en række afgørende brikker i de to verserende spinpuslespil.

Der mangler stadig at blive lagt en række afgørende brikker i de to verserende spinpuslespil. Hvilken dokumentation har Ekstra Bladet overhovedet, for at skatteministerens særlige rådgiver Peter Arnfeldt har tilbudt at lække Thornings private skattesag til avisen? Arnfeldt selv har hverken sagt buh eller bæh i sagen.

Også historien om det såkaldte læk, der i 2007 angiveligt tilflød TV 2 og Jyllands-Posten, om at en enhed danske jægersoldater skulle på hemmelig mission i Irak, rummer fortsat flere spørgsmål end svar. Ekstra Bladets offentliggørelse af lydfilen styrkede ganske vist umiddelbart mistanken om, at forsvarsministerens rådgiver, Jacob Winther, er kilden – og dermed stod hans kritiker, Christoffer Guldbrandsen, styrket – men mystikken er reelt kun blevet større:

Hvis Jacob Winther ikke var med i Irak – og det var han ifølge rejselisterne ikke – hvem er det så, der forinden afslørede, at Danmark ville sætte en enhed jægersoldater ind i Irak? Og hvordan kunne dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen overse, at andre end hans ærkefjende Winther måtte være mere centrale kilder?

Begge sager er så ubelyste, at der er god grund til at fremhæve, hvad den egentlige journalistiske lektie af de to forløb er. Trods historiernes vidt forskellige karakter – den ene skal skade en politisk modstander, den anden fremstille en kritiseret minister som handlekraftig – er lærepengene præcis de samme. I begge sager gælder, at det er meget svært, for ikke at skrive umuligt, at se konturerne af den journalistiske omtanke, der i første omgang skulle have gransket og bedømt oplysningernes væsentlighed.

Det spørgsmål rejser sig som det mest centrale: Fortjente de to historier, som nogen ønskede at lække uden selv at turde fremstå som kilder, overhovedet at blive fortalt på den baggrund?

Skattesagen har i min optik ikke så stor væsentlighed, at det er etisk forsvarligt at begynde at fremlægge private skatteoplysninger, som er fremtryllet via en ulovlig læk. Thorning var i al væsentlighed frifundet af SKAT, da sagen begyndte at rulle igen i pressen op til folketingsvalget. Og papirerne afslører ikke for eksempel uberettiget forskelsbehandling.

At Ekstra Bladet alligevel går i forhandlinger om at få alle papirerne, og at B.T. vælger at lave journalistik ud fra de samme oplysninger, kan kun forklares med, at et angreb på Thornings troværdighed i sig selv er så slagkraftigt, at det alene bliver redaktionernes begrundelse for at fortælle historien. Alene det at oppositionens statsministerkandidat kan mistænkeliggøres, bliver det tabloide motiv for at fortælle historien.
Og derfor fortrænger både B.T. og Ekstra Bladet, at den mere besværlige – men betydeligt mere væsentlige – historie om magtmisbrug og kriminel distribution af private oplysninger i virkeligheden er sagens egentlige kerne.

Og dermed dokumenterer hele skattesagen, at både B.T. og Ekstra Bladet i en desperat kamp for at få journalistisk opmærksomhed har erstattet et klassisk væsentlighedskriterium om at overvåge magten med det samme infantile gen, der driver opmærksomhedstørstende skolebørn, der ikke kan følge med i timen: I stedet for at passe lektierne laver vi en masse larm – så får vi da kontakt så længe.

Skattesagen vidner dermed om, at de to tabloider står i en dyb identitetskrise, der fint matches af styrtdykkende oplagstal. Og Ekstra Bladets forsøg på at redde resterne, ved at begå den journalistiske helligbrøde at afsløre en kilde, man havde aftalt at beskytte, understreger kun krisens dybe omfang.

I sagen om udsendelsen af jægersoldaterne bevæger vi os væk fra de tabloide medier og over mod mere rene public service medier. Og dermed bliver motivgranskningen mere interessant.
Redaktører på både TV 2 og Jyllands-Posten vil argumentere for, at det var væsentligt at afsløre, at Danmark sendte jægersoldater til Irak. Irak-krigen var stærkt omdiskuteret, og der var tvivl om danske soldaters sikkerhed, vil forklaringen lyde.

Men igen er det snarere det, at medierne overhovedet har fået adgang til de kontroversielle oplysninger, end en saglig bedømmelse af deres væsentlighed, der gør, at baggrundsoplysningerne bliver til journalistik. Hvilken nytte har danske mediebrugere eller det danske demokrati af – på det pågældende tidspunkt – at få at vide, at en enhed soldater skal på en hemmelig mission, der dermed ikke er hemmelig længere? Hvilket formål tjener det at bringe soldaternes liv og missionens formål i fare? Det svar har hverken TV 2 eller Jyllands-Posten givet tydeligt.

Lad os kort dvæle ved forhistorien. Jp.dk skrev i sin tid på baggrund af baggrundsoplysningerne:

"Et større antal jægersoldater er på vej mod Basra for at hjælpe de danske tropper med at dæmme op for stadigt flere raketangreb mod den danske lejr. Det oplyste forsvarsminister Søren Gade (V) i går under dyb fortrolighed på et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten."

Avisen ved altså godt, i sekundet for offentliggørelse, at missionen er hemmelig og oplysningerne fortrolige. Endda dybt fortrolige, som det dramatiseres.

Alt tyder på, at Jyllands-Posten i dag har erkendt, at avisen dengang gik et tvivlsomt ærinde ved at offentliggøre den hemmelige mission og dermed – ifølge forsvarets egne eksperter – bringe soldaternes liv i fare og underminere hele missionen. I et interview på jp.dk lader chefredaktør Jørn Mikkelsen sig stille dette spørgsmål:

"Jyllands-Posten skrev også, at danske soldater skulle af sted. Det har været fremme, at nogle jægersoldaters sikkerhed kom i fare. Var det set i det lys forkert af JP at bringe artiklen?"

Bedøm selv kvaliteten af det citerede svar:

"Det er svært at sige på den måde. Artiklen udspringer af en helt bestemt situation og en helt bestemt debat, som kørte i forvejen, hvor dette var en vigtig brik. Jeg vil tro, at forsvaret mener, at mange informationer om forsvaret i sig selv er med til at underminere sikkerheden. Men her må man forsøge at få forskellige hensyn, herunder hensynet til offentlighedens interesse, til at mødes."

Det vævende svar viser, at Jyllands-Posten valgte at trykke en nyhed, der måske var opsigtsvækkende og appellerende, men som i forhold til sagens alvorlige karakter ikke kaldte på at blive publiceret på det tidspunkt. Medmindre da, at det var et formål i sig selv at få en presset dansk forsvarsminister til at fremstå handlekraftig.

Og dermed er konklusionen i både sagen om Thornings skat og i sagen om udsendelsen af jægersoldaterne, at redaktører og journalister i stigende grad forveksler oplysninger, der enten er private, fortrolige eller hemmelige, med oplysninger, der er væsentlige. Det afslørende er i sig selv blevet et kriterium. Hvilket åbner banen for spinfolket.

Den manglende evne til at bedrive omtanke og vurdering er forklaringen på, at særlige rådgivere kan enten miskreditere politiske modstandere eller promovere deres arbejdsgiver. Hvis bare oplysningerne er opsigtsvækkende, er medierne i dag klar til at springe på historien.
Og præcis dér ligger den sande udfordring for journalistikken begravet på kanten til 2012: Drop den magelige historie, hvor vi lader os fodre i mediernes evige hamsterhjul og med stor effekt slipper baggrundskildernes sladder og hemmeligheder løs. Reintroducer kildekritisk motivgranskning.

Det kan siges helt kort: Lav journalistik!

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen