"Stå sammen! Forlang dog det, I er værd!" skriver Øjvind Hesselager i en velment, men lidt naiv leder i Journalisten i maj. Det lyder jo simpelt, ikke sandt?

I virkelighedens verden er det imidlertid langtfra nemt for freelancerne at bokse mod landets mediekoncerner. Og da slet ikke, når de fastansatte kolleger i vidt omfang fraskriver sig deres ansvar i stedet for at stå solidarisk skulder ved skulder med deres freelancekolleger, som faktisk også er fuldgyldige medlemmer af det samme journalistforbund, der skaffer de fastansatte en rimelig løn.

Lad os kaste et blik på virkeligheden:
Forestil dig, at din løn falder og falder, fordi du ikke er beskyttet af arbejdsmarkedsaftaler, og inflationen æder af din realløn. Samtidig får du at vide af kolleger med en reguleret løn, at det er din egen skyld, du skal nemlig bare slå hårdere i bordet.
Den enkelte freelancer kan da bare sige nej, lyder argumentet. Og det er jo også rigtigt – på sin vis. Men i en hård markedssituation vil det ofte betyde, at freelanceren i så fald må skifte branche. Og det vil de færreste, fordi de elsker deres fag.

En væsentlig pointe er, at de fleste freelancere har valgt friheden og ikke er jobsøgende, som mange fastansatte ellers tror. Friheden er nemlig berusende, og personligt arbejder jeg gerne for lidt mindre til gengæld for den frihed. I reglen har vi da også et glimrende samarbejde med redaktørerne.
Men det betyder jo ikke, at vi har lyst til at finde os i alt. Og freelancerne får en markant lavere løn end de fastansatte, hvilket er uhyggeligt svært at ændre, hvis ikke både forbund og fastansatte tager deres del af ansvaret.

Mon ikke det er på tide, at forbundet og de fastansatte står sammen med freelancerne sådan for alvor og rent faktisk ændrer tingene? At vi sørger for, at også freelanceren bliver betalt til tiden – og ikke tre måneder senere? Er det ikke rimeligt, at freelancerne får en rimelig hyre plus pension?

Vi udgør en femtedel af branchen, og hvis I vil, kan vi ændre tingene sammen. Vi er uddannet de samme steder, vi er medlemmer af det samme forbund, og vi arbejder for de samme medier.

Så kære Øjvind og alle andre velmenende fastansatte i branchen: Stå sammen med freelancerne!

– Ebbe Fischer, 34 år og freelancejournalist siden 2006