Glæd jer til i aften, hvor DR 2 viser tredje og sidste afsnit af Jacob Rosenkrands underholdende og velresearchede dokumentar 'Jagten på de røde lejesvende'. Det er lige så godt som de to første. Denne gang forsøger Rosenkrands også at få de blå skeletter ud af skabene.

Først de røde skeletter:

Det er tankevækkende, at Watergate-generationen, som har stor ære af at være med til at indføre en amerikansk inspireret antiautoritær og magtkritisk tone i dansk journalistik, hyler og skriger som grise på vej til slagteriet, når der kommer en yngre mand og stiller nogle relevante kritiske spørgsmål.

Det er Stasi-metoder! Belysningen i studiet var forkert! Jeg blev ikke briefet tilstrækkeligt grundigt! Det blev ikke sat ind i den rigtige tidsmæssige ramme!

Man får indtryk af, at vi kun havde undgået hylekoret, hvis der havde været slukkede lamper i studiet, og hvis den samfundsmæssige ramme havde været så stor, at de involverede selv forsvandt i billedet.

Når man havde de røde skyklapper på og lavede slap journalistik om en totalitær diktaturstat med et særdeles omfattende undertrykkelsesapparat, så må man tåle og svare på spørgsmålene – også når man ikke er helt tilfreds med lyssætningen. Når man som for eksempel Kjeld Koplev stort set ukritisk har holdt mikrofonen for en hyldest til det hedengangne DDR's evne til at producere forbrugsgoder til befolkningens udelte tilfredshed, så er der grund til at svare ærligt og redeligt på spørgsmål fra en forundret og velforberedt medarbejder. Det var jo netop østlandenes manglende evne til at producere forbrugsgoder til befolkningen, som fik økonomien til at falde sammen som en kold souffle.

Langt mere nådigt slipper Per Schultz, som var kommunist og souschef i B&U. Han står ved sin fortid og forsvarer en række indslag, men han reflekterer samtidig over, hvordan en autoritær ideologi påvirkede de faglige diskussioner. Per Schultz var for eksempel indædt modstander af talende dyr og urtepotter i børneprogrammer. Ideologien spærrede for fantasien, og det er han ikke tilfreds med i dag.

Tilrettelæggerens metode er enkel, og Jacob Rosenkrands lægger den åbent frem. Han kigger på DR 'med kritikernes øjne'. Udsendelserne kredser om en række eksempler på journalistik, som gennem tiden har medført beskyldninger om røde lejesvende. Derefter researcher Rosenkrands de konkrete sager samt journalistens baggrund omhyggeligt. Endelig bliver journalisterne interviewet. Det er rigtigt, at Rosenkrands stiller nærgående spørgsmål, og at det ofte bliver pinligt. Ikke på grund af spørgsmålene, som er relevante, men på grund af de interviewedes forsøg på at omskrive fortiden, så den bedre tåler nutidens lys.

Det er fremragende tv. Når journalisterne ikke er i stand til at tale om fortiden med selvindsigt og distance, så har vi som seere i det mindste kropssproget, som afslører, hvor svært det kan være at have støttet en totalitær og undertrykkende ideologi i en grad, så det også kompromitterede den journalistiske faglighed. Og hvor svært det kan være at komme til tåls med det senere.

Jacob Rosenkrands postulerer aldrig, at de konkrete eksempler er hele sandheden om DR. Det ville også have været dumt. For den trivielle sandhed er jo, at det store flertal af journalister kun sjældent åbenlyst politiserer. Det gælder både dengang og i dag. Det er grundlæggende imod den journalistiske faglighed. Man får smæk af kolleger og chefer, når det sker, og det er slet ikke karrierefremmende. Det er derfor, forskerne frikender medier som TV 2 og DR, når de rent faktisk undersøger den samlede dækning af eksempelvis valgkampe for politisk slagside.

Og så til de blå skeletter i sidste afsnit af dokumentaren:

I tredje afsnit vender programmet på en tallerken og sætter fokus på Venstre, de Konservative og Dansk Folkepartis jagt på de røde lejesvende, da partierne kom til magten.

Udsendelsen viser, at de gik over stregen og lagde et utilbørligt politisk pres på DR.

Et stærkt interview med nuværende kulturminister, Per Stig Møller (K), åbner for problemstillingen. Ministeren taler glad og gerne om tiden før VK-regeringen, men så spørger Jacob Rosenkrands ind til den borgerlige kulturkamp. Han henviser til en e-mail fra 2003, som tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) sendte til daværende bestyrelsesformand for DR, Jørgen Kleener. Mailen handlede om regeringens vrede over DR's dækning af Irak-krigen.

I mailen bliver fire navngivne DR-ansatte udpeget som særligt problematiske – herunder daværende nyhedschef Lisbeth Knudsen. Brian Mikkelsen nævner også i mailen, at daværende udenrigsminister, Per Stig Møller (K), har sagt, at man kunne overveje at privatisere DR i stedet for TV 2, fordi regeringen er utilfreds med DR's dækning af Irak-krigen.

Det er åbenlys politisk pression fra Brian Mikkelsens side. Da Per Stig Møller bliver udsat for kritiske spørgsmål, mener han ikke længere, at interviewet er i orden. Han klager over, at han ikke er blevet briefet og beder om at få slukket for kameraet. Det sker heldigvis ikke. Det viser sig for åben skærm, at ministeren faktisk er blevet briefet om, at interviewet også skal handle om den borgerlige kulturkamp og DR. Her er afpresningsmailen selvfølgelig central og absolut relevant at spørge til.

Det er et scoop, at Jacob Rosenkrands har fået tidligere nyhedschef på DR Lisbeth Knudsen til åbent at fortælle, at hun har fået en afpresnings-sms fra Venstres tidligere politiske ordfører og medieordfører Jens Rohde. Her kæder Jens Rohde, ifølge Berlingskes nuværende koncernchef, forhandlinger om bevillinger til DR sammen med et krav om at ændre et konkret indslag i TV-Avisen til næste udsendelse. Det er selvfølgelig et klart brud på armslængdeprincippet, hvis det er sandt, men det benægter Jens Rohde. Lisbeth Knudsen har forklaret, at hun ikke længere har sms'en. Og hun tilføjer i aftenens udsendelse, at der, så vidt hun ved, er andre i DR, som har fået sms'er med tilsvarende kompromitterende indhold.

Og det er der. I april 2007 beskrev Journalisten grundigt det politiske pres på DR. Her fremgår det baseret på anonyme kilder, at Jens Rohde også sendte en sms til generaldirektør Kenneth Plummer, hvor han kædede forhandlingerne om et medieforlig sammen med kritik af TV-Avisen. Også dengang afviste Jens Rohde, at han havde afsendt sådan en sms.

Det samlede billede af Jens Rohdes mange aktiviteter i forhold til DR tyder på et meget alvorligt brud på armslængdeprincippet, som det selvfølgelig er relevant og spændende at belyse i dokumentarform. Blot ærgerligt at DR's egen generaldirektør ikke hjælper til.

Dengang i 2007 sagde Kenneth Plummer følgende, da Journalisten spurgte til sms'en fra Jens Rohde:

"Det ønsker jeg ikke at kommentere. Det eneste, jeg vil sige, er, at den ene sms, jeg modtog, ikke var fra kulturministeren. Hvis man får en henvendelse, som er uacceptabel i form og indhold, så er det vigtigt, at man siger fra med det samme. Jeg afviste straks kommunikationsformen."

Når DR nu er i gang med at hive både de røde og blå skeletter frem af skabene, så må generaldirektøren spytte ud og fortælle, hvad der stod i den 'uacceptable' sms. Det gør han desværre ikke i det sidste afsnit af "Jagten på de røde lejesvende". Det ville styrke billedet af DR, hvis generaldirektøren højt og tydeligt tog afstand fra uacceptable sms'er i det offentlige rum.

Aftenens udsendelse efterlader faktisk seeren med det indtryk, at DR har givet efter for politisk pression og er blevet mere tandløst under Kenneth Plummer. Det er forhåbentlig ikke rigtigt?