Svar. Nyder de danske redaktører blomsterne, når de cykler gennem livet med det ene bukseben fanget i cykelkæden? Kan de smage den gode vin, når de har munden fuld af nicotin-tyggegummi? Har de mistet beslutningsevnen?

Du sender en lille nyhed af sted til erhvervsredaktøren på et af de største dagblade og bliver mødt med en mur af tavshed. Har han mon indkaldt bestyrelsen til at tage stilling til et indkøb på 1.200 kroner? Du ringer, og han lover at svare hurtigt. Så hører du aldrig mere. Du sender et forslag direkte ind i mailboksen hos en ugeblads-redaktør. Du rykker. Du ringer. To måneder senere kommer svaret. Du sender et forslag til en landsdækkende tv-station. Ingen reaktion.

Jeg spørger mig selv: Er danske redaktørers øjne større end deres maver? Hvorfor stresser de sig selv så meget? Hvorfor tager de ikke bare en beslutning og svarer? Med et hurtigt svar får de foræret 30 kilobytes ekstra hukommelse i deres hjerner. Det er da stort.

Hvis de svarede på alle ubesvarede mails, telefonopkald og breve, så ville de pludselig have mange giga-bytes til rådighed i deres hoveder. Nu har de kun hjerner fyldt til bristepunktet med dårlig samvittighed og uorden. Og tænk – disse hjerner går de til møder med!

De burde gå til en tids-psykolog, vores redaktører. Sådan en, der kan fortælle dem, at menneskets hjerne er en vidunderlig tjener, men at den ikke er særlig effektiv, hvis den er fyldt op med ting, der ikke er taget stilling til. At deres fremdrift er direkte proportionel med deres evne til at slappe af. Og at du ikke slapper af, hvis din hjerne hele tiden minder dig om, at der er noget, du mangler at få gjort.

Da jeg var 13 år, kom jeg på efterskole, fordi min mor syntes, jeg var for u-redaktøragtig: Jeg svarede igen. Det var en ret speciel skole, hvor vi skulle lære at leve efter seks begreber: Ansvarlighed, samarbejdsvilje, tolerance, initiativtagen, vurderingsevne og beslutningsevne.

Måske skulle arbejdsgiverne sende alle redaktører på et tvungent ophold på Rantzausminde Efterskole? Så kunne de lære, at arbejde handler om elegance. Og at det ikke er særligt elegant ikke at svare, når folk spørger om noget.

Jeg interviewede engang management-guruen David Allen, som gav denne opskrift på at undgå stress: Tøm din psykiske ram. Først da kan du have det rart med ikke at gøre noget. Fordi du ved, hvad det er, du ikke gør.

Men at tømme hovedet kræver beslutninger.

Så næste gang, I redaktører får en mail fra en af os freelancere, kunne I så ikke lige glo på den og tænke: »Er det her noget, jeg kan gøre noget ved nu? Er det en opgave, jeg kan uddelegere? Behøver jeg tid til at ruge over det? Hvis ja, så sender jeg sgu lige journalisten en mail om, at jeg vil tænke over forslaget.«

Men måske er der gået prestige i stress?

Helle Maj er journalist i Mayday Press, som hun stiftede i 1989 sammen med fotograf Jørn Stjerneklar. Hun har boet i Kenya og USA og dækker nu det afrikanske kontinent fra Sydafrika.