Der er blevet uddelt sprogpriser til flere af DR’s værter i denne uge.
Mandag blev vært på P1-programmet ’Klog på sprog’ Adrian Lloyd Hughes belønnet med ’Buketten’, som mediebrugerorganisationen KLF, Kirke & Medier uddeler.
Buketten går til mediepersoner, som man mener har gjort en særlig indsats. Den mangeårige DR-vært får hæderen ”for sin personlige kamp for et mere bevidst sprog”, som det hedder i begrundelsen.
Og tirsdag var det så vært og tv-tilrettelægger Liv Thomsen, der fik sig en overraskelse, da hun modtog DR’s egen sprogpris. Hun får prisen for med indlevelse og et varieret og billedskabende sprog at vække dansk kulturhistorie til live.
”Hendes sprog har personlighed, en umiskendelig københavnsk farvning i tonen og en særlig rytme i sætningernes opbygning, så man aldrig er i tvivl, når det er Liv Thomsen, der speaker,” lyder det i begrundelsen.
Samtidig har DR’s sprogprisjury valgt at uddele en særpris til redaktionen bag ’Ultra Nyt’. Juryen ønsker ”at hylde det stabilt høje niveau, hvormed Ultra Nyt-redaktionen har opdyrket et forbilledligt klart og forståeligt, men også for målgruppen genkendeligt sprog, der tilbyder større børn en enestående adgang til døgnets nyheder”.