Navnet metroXpress er snedigt. Det kan godt forføre mig til at følge dets særlige stavemåde med store og små bogstaver. X markerer jo en lyd som staves "ex/eks", og kan derfor ikke uden videre laves om til et lille x. På samme vis er vi jo mange der har tilsluttet os "fx", der heller ikke er en stavning af, men en ikonisering af, "for eksempel". Her fungerer ikoniseringen ikke i kraft af at "x" er stort, men i kraft af de fraværende punktummer. Og metroXpress, ja, når først man er i gang, så er det vel lettere at lege med på at m'et er lille når nu x'et er stort.
iPod får lov til at begynde denne linje med småt. Det havde metroXpress dog alligevel ikke fået lov til. Men iPod er jo en slags Pod, og det er det forreste bogstav, i'et, der bliver ikonisk her. Samtidig må jeg indrømme at sådanne ikoniske sammenskrivninger i mine øjne er en kærkommen sabotør af det navneordsspaltende engelsk som ellers påfører dansk store problemer. Og så længe man uden straf og statslige sanktioner kan kalde sin virksomhed "Dansk Psykolog Forening", sit program "Boogie Listen" eller sit kursus "Coaching Baseret Ledelse", så har et ordentligt og logisk dansk sprogsystem betydeligere trusler end listige tags og sammenskrivninger. Derfor er jeg også decideret blød over for Kommunikationsforums forkortede "Kforum". Der skal og bør være bindestreg fordi man går fra forkortelse til fuldtekst inde i ét ord. Men da sammenhæng i princippet er sammenhæng, er "Kforum" en langt mindre provokation og forstyrrelse af sproget end "K Forum" ville være.
Jeg skriver om dette emne på opfordring af en redaktionssekretær som er forbistret over at krav fra virksomheder går imod normal retskrivning af egennavne. For min anbefalings vedkommende stopper festen ved navnetyper som iPod og metroXpress, af de grunde som jeg har redegjort for. Som redaktion kunne jeg ikke drømme om at skrive LEGO, fakta, ARoS eller SønderjyskE. Medmindre jeg var i de pågældendes lomme, og det er jo en ærlig sag at være det. •
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.