Sprogpolitiet – jeg synes det har kunnet lykkes

Se godt på denne overskrift. Tre af ordene er her præsenteret i korrekte bøjninger som vi efterhånden sjældnere og sjældnere hører og ser: 'Synes' i korrekt nutid, 'kunnet' i korrekt førnutid og 'lykkes' i korrekt infinitiv passiv.

Se godt på denne overskrift. Tre af ordene er her præsenteret i korrekte bøjninger som vi efterhånden sjældnere og sjældnere hører og ser: 'Synes' i korrekt nutid, 'kunnet' i korrekt førnutid og 'lykkes' i korrekt infinitiv passiv. En mere genkendelig udgave er desværre: 'Jeg syntes det har kunne lykkedes.' Altså nutid skrevet som datid, førnutid skrevet som infinitiv og den infinitive passiv som datidspassiv.
Mens 'synes' og 'syntes' til en vis grad kan mudre i bøjningerne fordi t'et let forsvinder i det mundtlige, og mens 'at kunne' og 'har kunnet' tilsvarende kan mudre fordi de begge kan udtales 'ku'', så er det straks sværere at forstå hvorfor 'lykkes' og 'lykkedes' er gået i skuddermudder.
Forskellen er nemlig tydelig at høre i mundtlig gengivelse, og vi hører næsten hver dag 'lykkedes' brugt om nutid eller fremtid. Ikke så meget fra journalister, men næsten konsekvent fra interviewede – og den konsekvens kan jo gå hen at smitte. Senest jeg selv er stødt på det, var i solodanser Peter Bo Bendixens vel-artikulerede mund i "Smagsdommerne" den 18. september. Men journalister kan også. I Berlingeren den 1. september hedder det: "Statsministeren erklærede sig i begyndelsen af august overbevist om, at det vil lykkedes at få de andre EU-lande med på at […]."
Med 'kunne' og de andre hjælpeverber, såsom turde, skulle, ville, burde, går det endnu værre i de fejlbøjede før-tider. Senest i Fyens Stifts-tidende der den 21. september taler om "mennesker, som tidligere har kunne klare sig på kontanthjælp". DR.dk brillerede sågar med det i en overskrift den 28. marts: "Jeg har altid godt kunne lide mig selv." Mindst lige så ofte møder man problemet ved de andre hjælpeverber, Ekstra Bladet skriver den 10. september at "Ingen af de to implicerede har ville kommentere sagen", og Vejle Amts Folkeblad skriver samme dag at "næsten alle har turde stå ved det".
Jeg ser ingen grund til at bøje verber her i alskens tider. Men kig på det selv. Jeg synes det har kunnet lykkes før./

I denne klumme lader vi sprogbetjenten Martin Lund komme efter os. For hvert nummer anholder han en ny udbredt sproglig fejl eller ugerning i journalistikken. Vi håber, han fanger dig!

Martin Lund er stud.mag. i dansk, skriver speciale om komma og har startet firmaet Retskrivningspolitiet. Han mener, at Dansk Sprognævn skal ændres fundamentalt, og han ønsker totalforbud mod grammatisk komma, hvorfor vi helt undtagelsesvist lader ham sætte sine kommaer, hvor han vil.

5 Kommentarer

Anders Serup Poulsen
6. SEPTEMBER 2016
Hvorfor sætter man ikke bare
Hvorfor sætter man ikke bare komma, når der er nexus? Det gør jeg, og det gør reglerne simple og anvendelige. Jeg er dog bestemt ikke expert!
Christian Barfoed
3. FEBRUAR 2011
Re: Sprogpolitiet - jeg synes det har kunnet lykkes

Hej,

Måske er det bare mig, der er old-school,  men jeg ville være tryggere ved en sprog-politikommissær, der var cand.mag i dansk og ikke stud.mag.

 

vh Chr. Barfoed

 

 

Lars Larsen
3. FEBRUAR 2011
Re: Sprogpolitiet - jeg synes det har kunnet lykkes
Jeg KAN NESTEN STAVE TEL HÆST!
Michael S. Lund
2. OKTOBER 2008
Re: Sprogpolitiet - jeg synes det har kunnet lykkes

Sprogpolitiet sætter jo tilsyneladende 'nyt komma', og så skal der ikke komma foran ledsætninger (som foran ledsætningen 'det har kunnet lykkes' i rubrikken)...

Jeg synes i øvrigt, det er superfedt, at Journalisten har indført sprogklummen. Ros for det, men jeg ville ønske, I havde hvervet en sprogbetjent, der satte grammatisk komma, når det nu er det, alle medierne bruger...

Helmuth Jensen
2. OKTOBER 2008
Re: Sprogpolitiet - jeg synes det har kunnet lykkes
Fantastisk, at 'kommaeksperten' har lavet en fatal kommabrøler i rubrikken. Og fejlen har absolut intet med grammatisk komma at gøre. Hvis man skal retfærdiggøre det manglende komma i sætningen 'jeg synes det har kunnet lykkes', skulle man afskaffe kommaet fuldstændigt.

Flere