search

Sprogpolitiet: Bombespringning

Den eneste bombe der kan springe, er en sexbombe. Og det er i øvrigt en fornøjelse at se på. Således kan man i det ellers intetsigende program "The Man Show" nyde et fast indslag hvor en ung kvinde springer i trampolin.

Den eneste bombe der kan springe, er en sexbombe. Og det er i øvrigt en fornøjelse at se på. Således kan man i det ellers intetsigende program "The Man Show" nyde et fast indslag hvor en ung kvinde springer i trampolin. Op og ned. Op og ned. Op og … heeey hop. Og ned. Det er showets åndelige højdepunkt, fordi man er fri for at høre på de to "one track minds" der beværter showet.
Der skal noget af en trampolin til for simpelthen at springe en bombe væk. Den skal jo flitsbues ud gennem jordens atmosfære for at det er sikkert. Ikke desto mindre hævder Dagbladet Ringsted den 19. januar 2009 at en sådan operation fandt sted efter fundet af en krysantemumbombe i Balstrup: "Militæret blev tilkaldt, og de sprang bomben i luften på stedet".
Formuleringen dækker muligvis over at man bruger en vippe. Ligesom i cirkus anbringer man emnet på vippens ene ende, og så lader man en stor gut springe ned på den anden. Kavupti, og væk med det pjat!
Operationen blev nok udført at de såkaldte "springstofeksperter" som Vejle Amts Folkeblad skriver om en måned tidligere, den 19. december. Ifølge artiklen "Springstof fundet på genbrugsplads" er det sådanne eksperter fra Skive Kasserne som er i stand til at bringe en bombe til "springning". Artiklen løfter i slutningen endnu en flig af sløret: "Folk, der arbejder med bortspringning af træstubbe, mure og skorstene med videre, kan få et certifikat til at arbejde med springstoffer". Man ser for sig hvordan naboen med et vippebræt sender sin gamle træstub til springning ind over hækken. Nabokrigen kan begynde!
Bomber der springes frem for at sprænges, er unægtelig en lykke for vores fredselskende land. Politisk kommentator Peter Mogensen antyder i sin bog "Dødvande – En politisk dagbog" at visse politikere ligefrem kan have en præventiv effekt – i hvert fald ifølge Politikens uddrag fra den 22. november: "Da Elsebeth Gerner Nielsen ankommer, springer bomben". Vi ved ikke hvor bomben springer hen, men PET bør absolut undersøge Gerners evner nærmere.•

Kommentarer
7
Bjarne Schilling
18.02.09 13:20
Re: Sprogpolitiet: Bombespringning
Vel kan en bombe springe. Og kaserne er med ét s.
Fremhævet af Journalisten
Martin Lund
18.02.09 22:44
Re: Sprogpolitiet: Bombespringning

Ups, æv, nej nej nej - ih du milde for en radbrækket etos. Det bliver da en selvhenter af de helt pinlige. I indledningen af min klumme er der beklageligvis sket det som kan ske - og ofte sker - når den mandlige psyke er delvis optaget af tanker om kvindelige kurver: intellektet rammes af mere eller mindre åbenbar defekt!

Den allerførste linje i min klumme er et falsum. Undskyld! En sexbombe er ikke den eneste bombe der kan springe. Det kan en ganske almindelig og helt farlig bombe også - hvis den gør det af sig selv. Ligesom sexbomber der springer i trampolin af sig selv, og ligesom blomster der springer ud af sig selv. Men hvis nogen gør det med bomben, så sprænger de den, og hvis bomben gør det med noget eller nogen, så sprænger den det/dem i småstykker. Transitiv / intransitiv kaldes forskellen også. Transitiv er når noget handler med / mod / i forhold til noget andet. Grunden til at jeg ikke som andre sprogrøgtere og bøger springer til denne lette forklaring først, er at de fleste normale mennesker får blanke øjne af den slags pludderlatin, og at mindre ambitiøse sprogbrugere (også blandt journalister) tænker: Ikke mit bord.

Men jeg beklager at jeg glemte at tage reglen i ed. Det betyder også at det sidste eksempel fra Peter Mogensens bog, det med Elisabeth Gerner, er en for mit vedkommende sprængfarlig bommert. Jeg blev forført af billederne på min nethinde af bomber på springtur. Undskyld! Bomben kan godt springe (af sig selv) når hun kommer ind.

Verbet "springe" har valensen 1. Der skal og kan kun være én part indblandet i handlingen. Verbet "sprænge" har valensen 2. Der skal være to parter - og bomben kan både være den aktive og den passive part, jævnfør "bomben sprængte broen i stykker" og "Johnny sprængte bomben". Man kan selv være begge parter: "Mineselskabet sprængte sig vej gennem klippen". Og endelig kan man pakke den monovalente handling ind i en divalent: "Han lod bomben springe", "han fik bomben til at springe". Verbalsubstantivet "sprængning", sammenskrivningen "sprængstof" og så videre har taget navn efter den divalente handling og staves indiskutabelt med æ i bombesammenhæng.   

 

Fremhævet af Journalisten
Louise Hededam
19.02.09 13:47
Re: Sprogpolitiet: Bombespringning

Underholdende skæld ud, tak for det!

Men nu vil jeg så også gerne se de kasser ved Skive, som rummer de dersens eksperter. Er det flyttekasser, der er tale om, og hvor mange eksperter kan der i så fald være i en enkelt?

Fremhævet af Journalisten
Kasper Lindberg
23.02.09 07:59
Re: Sprogpolitiet: Bombespringning

Æv. Jeg skulle lige til at skrive til dig efter at have læst din klumme, undret mig og konsulteret Nudansk Ordbog, og så har du selv opdaget fejlen.

Måske bidrager retstavningen her til forvirring på et højere plan, for det skulle undre mig meget, om der ikke også kan findes masser af eksempler på, at nogen lader en bombe sprænge (af sig selv).

Fremhævet af Journalisten
Christian Galberg
23.02.09 15:12
Fyr den "Sprogbetjent"!

Ville det ikke være en god idé, nu, hvor den opblæste ”Sprogbetjent” har bevist, at han hverken kan sætte kommaer eller stave (til ordet ”kaserne”,  f.eks) at få ham udskiftet med en kvalificeret, sprogkyndig person?

 

 

 

 

Fremhævet af Journalisten
Jens Sillesen
23.02.09 20:32
Re: Sprogpolitiet: Bombespringning
Jeg synes, at Sprogpolitiet fungerer fint. Der bliver taget nogle interessante emner op. Hvis Sprogbetjenten skulle være perfekt, så ville ingen kunne udfylde rollen. Tak for nogle lærerige indlæg.
Fremhævet af Journalisten
Søren Lillesøe
11.03.09 07:14
Re: Sprogpolitiet: Bombespringning

Enig, Jens. "Den danske sprog er en svær en", og mediernes arbejdstempo går hurtigt nu om stunder, så der opstår mange fejl - her gør Sprogpolitiet fyldest.

Jeg kunne dog godt savne en klumme om en problemstilling, hvor mange går galt i byen (sikkert også undertegnede), nemlig ved betegnelser af mærkedage (jubilæer, fødselsdage m.m.). Mange ynder at skrive "15 års fødselsdag" eller "15 årsfødselsdag", mens jeg plejer at holde på versionen "15-års fødselsdag". Hvad er det rette at skrive her?

 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen