search

SPROGLIGT HÆRVÆRK

For et års tid siden, sendte jeg et læserbrev til Politiken for at gøre opmærksom på det mildt sagt overraskende i, at bladet i tillægget Bøger havde kaldt Tom Kristensen for Tom Christensen. En såkaldt 50-50 risiko for at gribe fejl, hvis man ikke kender forfatterens navn og stavemåde rigtigt. Men i betragtning af Kristensens og Politikens fælles historie var det et overraskende fejlgreb netop i den avis. Indlægget blev ikke bragt.

For et års tid siden, sendte jeg et læserbrev til Politiken for at gøre opmærksom på det mildt sagt overraskende i, at bladet i tillægget Bøger havde kaldt Tom Kristensen for Tom Christensen. En såkaldt 50-50 risiko for at gribe fejl, hvis man ikke kender forfatterens navn og stavemåde rigtigt. Men i betragtning af Kristensens og Politikens fælles historie var det et overraskende fejlgreb netop i den avis.
Indlægget blev ikke bragt.


Jeg er ikke en, der vil gøre Henius rangen stridig som sprogbrokker. Jeg har selv lavet masser af fejl i mit liv. Men det, der undrede mig i tilfældet Christensen og jævnligt undrer og forundrer mig, er, at den artikel, den uoplyste journalist begår, jo går gennem hænderne på en vidende kollega, inden den havner i avisen. Hvor var hans/hendes opmærksomhed, da han/hun læste artiklen. Jeg går da ud fra, at folk, der redigerer et specialtillæg som Bøger, har et minimum af kendskab til området. Og hvis ikke vil jeg gerne vide, om man vil sætte folk, der ikke kan sætte Laudrup i den rette bås, til at redigere sportstillægget? Næppe.
Men måske er vi havnet i den situation, vi frygtede, dengang vi som tillidsfolk forhandlede vilkårene for indførelse af det, vi for 15-20 år siden kaldte ny teknik. Frygten var, at vi – ved at få adgang til at trykke på alle tasterne og dermed overflødiggøre typograferne – ville lade teknikken få overhånd over kreativiteten/indholdet. At redaktionssekretærerne ville blive så optaget af det tekni-ske, at der ikke var øje (eller tid) for udformningen af artiklen.
Jeg ser under min daglige avislæsning, der er ganske omfattende, mange eksempler på artikler, der ikke er blevet læst igennem af hverken forfatter eller redaktionssekretær. Desværre (eller heldigvis) er det jo i dag sådan, at der ikke er typografer ( hr. Sætternissen, hed de), der kan maltraktere ens historie. Det er overladt til os selv at gøre det. Og det gør vi så. Artiklerne ryger tilsyneladende nogle gange i avisen ulæst af det menneskelige øje!
Meget tyder på, at det kyndige led, som den erfarne og vidende redaktionssekretær skulle være, i mange tilfælde ikke når artiklen kritisk igennem, før den forsynes med koder og sendes i produktion. Har vi fået en ny type typografer/teknikere, der er startet i faget med at uddanne sig til journalister?
Resultatet af denne udvikling er, at vores fag taber omdømme i disse år. Fordi vi sjusker og ikke udviser den fornødne omhu. I nogle tilfælde er det, fordi vi ikke kan sproget godt nok – se bare hvor svært skrivende og navnlig talende kolleger har ved at vælge rigtigt mellem deres og sin. Det skurrer i mine øren (kan efter retskrivningsordbogen også hedde ører – men jeg er gammeldags), når der er valgt forkert. Nogle gange tænker jeg på, hvor slemt det ville være, hvis også læger valgte et erhverv, hvis grundlæggende kundskaber, de ikke beherskede. Jeg husker, at en kollega engang skrev og spurgte mig, om en anden kollega havde kompetance til at bestemme i en bestemt sag. Jeg skrev tilbage, at når man rejste den slags spørgsmål, vil det være en fordel, at man selv er så kompetent, at man kan stave til kompetence.
Jeg vil nødig opfattes som højrøvet, for jeg har ofte selv mit hyr med grammatikken, som jeg f.eks. stavede med et m, men heldigvis kom stavekontrollen ind og markerede min fejl (den står også og blinker ved kompetance). Men der er dumheder, vi udstiller, som er helt overflødige. I dagens Ekstra Bladet er min gamle boss Jørgen Flindt Pedersen på forsiden stavet med "t" i Pedersen, hvilket er en ofte forekommende fejl, men her overraskende ved, at artiklen inde i bladet rummer begge stavemåder. Frit valg på alle hylder!
En anden sygdom, vi ofte lider af, blev forleden udstillet på lederplads i mit gamle blad Politiken. Emnet er den politiske tøven ved at acceptere Mærsk Mc-Kinney Møllers operagave til det danske folk, og lederskribenten slår sig løs: "enhver ved, hvordan man har det, når man bliver udsat for et offer, der ikke kan afslås".
Jeg sendte på ny et læserbrev. Det har ikke været bragt.
Jeg tror ikke på, at lederskribenten mener, at der er ofre i forbindelse med det generøse tilbud. Snarere er han/hun vel havnet i en engelsk kliche, som er helt unødvendig i sammenhængen. Der findes glimrende danske ord, der kan erstatte "offer". Men her er det altså det danske sprog, der bliver offer for en fæl anglicisme. Og det er desværre ikke noget særsyn i danske aviser. Vi trænger til, at den faglige stolthed og sproglige kyndighed tager magten. Ofte handler det kun om at tage sig tid – skal vi sige 2 minutter for en gennemsnitsartikel?

AF Jens Møller, arbejdsløs journalist

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen