SPROGRØGT. Man kan skrive så fandenivoldsk og med tungen i kinden, at det er meget svært for læseren at gennemskue, om der er tale om ironi/satire eller alvor.
Det er, hvad Karsten Braüner gør i sit læserbrev i Journalisten den 18. December 2009 om "sprogets lykkeligt fremadskridende sublimering".

I det omfang, indlæggets indhold virkelig skulle være alvorligt ment, synes jeg, det er udtryk for en sjusket, ugidelig og uansvarlig holdning til vort sprog – en helt utilgivelig "laden stå til".

Selvfølgelig vil og bør sproget udvikle sig. Men det bør alene være med hensyn til ordforrådet. Det er helt naturligt, at ord, der betegner genstande og begreber, som ikke længere er gangbare, glider ud og kan anbringes i "den historiske ordbog". Det er lige så naturligt, at nye materielle ting og begreber får betegnelser, der indlemmes i ordforrådet. Helst bør det ske i form af, at ordet fra det sprog, der først har givet nyskabelsen navn, indlemmes i andre sprogs ordforråd.

Herved kommer vi gradvist til at forstå hinanden mere og mere på tværs af sproggrænserne. Man må dog nok acceptere, at stavningen af sådanne låneord måske "nationaliseres". Det er altid sket og kan næppe undgås, selvom det ikke fremmer den gensidige forståelse.

Men så bør det også være slut! At begynde at maltraktere et sprogs grundstruktur ved at se stort på grammatikken, specielt kasus, er et skråplan, der ender med, at enhver kan tale og skrive efter forgodtbefindende, og at det ene er lige så godt som det andet.

Og mon det dog ikke, når alt kommer til alt, er det samme, Karsten Braüner forsøger at sige i satirisk form?

– John Høst Schmidt, Pensionist, Kreds 1.