Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
07:27 31.01.2022 Ritzau

Spotify laver ny corona-mærkning efter kritik fra Neil Young

Streamingtjenesten Spotify varsler nye tiltag, der skal guide lyttere videre til mere information om coronavirus.

Det meddeler selskabets direktør og stifter, svenskeren Daniel Ek, søndag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.

”Vi arbejder på at tilføje information om indholdet af ethvert podcast-afsnit, der indeholder en diskussion om Covid-19,” siger Daniel Ek.

Det nye tiltag kommer efter kritik fra især musikerne Neil Young og senest Joni Mitchell.

De to rocklegender beskylder Spotify for at tillade spredning af fejlinformation om virusset. De har krævet, at deres musik bliver fjernet fra tjenesten.

Ifølge Young og Mitchell har værten Joe Rogan, der står bag den populære podcast ’The Joe Rogan Experience’, angiveligt spredt fejlinformation om virusset og behandling af det.

Kritikken af Rogan voksede, efter at han i et afsnit af sin podcast interviewede læge og vaccinemodstander Robert Malone.

Efter det afsnit skrev 270 læger, epidemiologer og andre fagfolk under på et åbent brev til Spotify, hvori de opfordrer Spotify til at modgå den fejlinformation, som de mener, at Rogan udbreder via sin podcast.

SENESTE NYT

Flere nyheder