Cirkelkaffepigen smiler skælmsk fra væggen. Hun bærer de samme smykker og hårbånd som i Aage Sikker Hansens tegning fra 1955. Men i stedet for at se forsagt frem for sig, ser hun spøgefuldt ud mod beskueren med et spydigt smil. Tænderne består af bogstaver, der tilsammen danner ”100 år”. De 100 år, der er gået siden Danmarks salg af De Vestindiske Øer. Omkring hende snor ordene ”Intet glemt, intet tilgivet” sig – mottoet kendt fra det københavnske Ungdomshus’ protester mod rydningen i 2007.

På bordet ligger to numre af det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Det er en torsdag aften i april, og på et lille kontor på Vesterbro i København er seks tegnere og en journalist samlet. Det er de hver tredje torsdag.

Satiremagasinet SPOTs 25. udgave er blevet printet ud og hængt op på et whiteboard på væggen. Det er dets forside, der prydes af cirkelkaffepigen. Nu skal redaktionen finde på idéer til nummer 26.

Historien om SPOT

For lidt over to år siden gik en tegner, en journalist og en satireforsker ind i et radiostudie. Sådan begynder historien om SPOT.

Mandagen efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris i januar 2015, hvor de franske Kouachi-brødre dræbte 12 personer, inviterede Radio24syv-journalist Lars Trier Mogensen bladtegneren Lars Refn, journalisten Anders Jerichow og satireforskeren Dennis Meyhoff Brink i studiet til en snak om Charlie Hebdo i radioprogrammet ’Det Røde Felt’.

Lars Trier Mogensen roste det franske magasins satire for sit bid, sin magtkritik og sin provokation. Dansk satire blev derimod beskrevet som hyggelig og lidt bare for sjov.

Under udsendelsen fik Lars Refn ytret sin drøm om at lave et Charlie Hebdo i Danmark. ”Sådan et blad, som tør udfordre autoriteterne”. Og fire måneder senere lynproducerede tegnere og journalister de første otte siders satire til debutudgaven af SPOT.

Bid over æstetik

SPOTs satire skal være fransk og Charlie Hebdo’sk fremfor dansk. Dansk satire er blød, mener redaktionen – SPOT skal have kant. Dansk satire er flot – SPOT skal sætte bid over æstetik.[quote:0]

”Dansk satiretradition er hyggehumor og sjældent helt konfrontatorisk. At kunne være grov og elegant på samme tid og faktisk bruge satire som politisk våben – som Charlie Hebdo – står som lidt af et ideal for os,” siger Niels Ivar Larsen.

Han er den faste skrivende journalist på SPOT og arbejder til daglig på Dagbladet Information.

”Der bliver lagt mere mærke til satiren, når den går til stregen eller måske endda over den. Optimalt set bliver satirens mål vrede. Hvis de føler sig truffet, er der noget om snakken. Især hvis de bliver så vrede, at de føler et behov for at forklare sig. Så er vi nået langt,” siger han.

Målet for SPOTs satire er magthavere. ”Vores mission er at sætte ild til røven på alverdens autoriteter,” skrev redaktionen i den første leder. Og det er magthavere af alle slags. For selv de ikke særligt magtfulde kan godt have magt over nogen, der er endnu svagere end dem selv, fortæller Niels Ivar Larsen.

Alle arbejder frivilligt

Den måde, SPOT arbejder på, er også inspireret af Charlie Hebdo. Tegnere og skribenter sidder sammen og idéudvikler, og det er ikke nødvendigvis den, der får idéen, der tegner den. Til allerførste udgave af SPOT sad redaktionen også sammen og tegnede og skrev – sådan som Charlie Hebdo gør. Men det kræver tid, og der er ingen penge til at betale lønninger. SPOT er et gratismagasin, så alle arbejder frivilligt. Første nummer af SPOT blev trykt. Men det kræver også penge.

Magasinet laves på en weekend. Torsdag mødes redaktionen og idéudvikler. Søndag er der deadline, og mandag-tirsdag samles tegninger og tekster og smides på SPOTs hjemmeside som en PDF. Redaktionen diskuterer løbende, hvordan de kan tjene penge. Gennem merchandise-salg eller via crowdfunding eller sponsorer måske. Eller abonnementer, når SPOT er blevet mere etableret.

”For mig er det stadig et håb, at vi kan gøre det til noget, der er penge i, så vi kunne købe tegnerne eller journalisterne fri. Det er svært at lave mere end to-tre tegninger fra torsdag aften til søndag morgen,” siger Lars Refn.

Injurier er et no go

Rammerne på SPOT er vide, og ingen tegning er blevet censureret eller taget af bordet for at være for grov.

”Hvis man vil sige noget vigtigt, og hvis det er en begavet analyse, så er der frit slag. Men alle tegnere har deres egne grænser. For mig går grænsen ved, om man tillægger nogen noget, de ikke har gjort,” siger tegneren Erik Petri, som til daglig arbejder som freelance illustrator.

Og så er der straffeloven.

På redaktionsmødet gangen før – i slutningen af marts – er kaffen ikke engang hældt op, før snakken falder på straffelovens paragraf 267: Injurieparagraffen. En afghansk tegner, som ofte bidrager til SPOT, har lavet en tegning post London-angrebet 22. marts.

På tegningen ser man et fly, der sigter direkte mod Big Ben. Flyet er grønt med påmalet tekst, som indikerer, at Israel stod bag angrebet. Tegneren må forklares, at ytringsfriheden ikke er total – ikke engang i et vestligt demokrati som Danmark. Injurier er et no go.

SPOT holder sig inden for lovgivningens rammer. Men så længe de overholder straffelovens racisme- og injurieparagraffer, har redaktionen svært ved at pege på emner, man ikke kan lave satire på. Så længe der er en pointe med det.

Der er masser af sex og ekskrementer i SPOT.

I et SPOT tager Søren Pape Poulsen Kristian Thulesen Dahl bagfra. I et andet er Anders Samuelsen og Thyra Frank i seng sammen, mens Lars Løkke Rasmussen står bag kameraet og filmer.

Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth skyder på flygtninge.

Trump bliver tisset på. I en anden tegning skider han ned i det hvide hus.

Et internationalt sprog, som let kan misforstås

I hvert nummer af SPOT er der flere bidrag fra udenlandske tegnere. Både fordi satiren bliver mere nuanceret, når forskellige landes satiretraditioner kommer med, og fordi det giver et andet og bedre billede af det, der foregår rundt omkring i verden, fortæller Erik Petri, som står for kontakten med de udenlandske tegnere.

På redaktionsmødet snakkes der om, at tegnerne fra udlandet bør lave noget mere lokalt, fordi de har så direkte viden om det.

Erik Petri nævner en cubansk tegner:

”Hvis han laver noget om Cuba, ryger han i fængsel.”

Det bliver sagt i en spøgende tone og vækker latter fra de andre om bordet. Men med angreb som det på Charlie Hebdo er der ingen tvivl om, at faget kan have konsekvenser for tegnerne.

”Det er klart, at det betyder noget, hvad der sker i vores fag,” siger Lars Refn.

”Vi skal ikke lade os begrænse af det. Men vi skal måske understrege over for folk, at tingene skal ses i den kontekst, de er lavet.”

Han beskriver satiretegning som et internationalt sprog. Men også som let at misforstå.

”Når du tegner, refererer du til nogle bestemte referencerammer, som folk kender. Det er det, der kan gå galt med en tegning, hvis den bliver revet ud af sin kontekst. Det er noget, vi snakker om, når vi udvikler idéer,” siger han.

SPOT har ingen vedtaget politik, hvad angår tegninger af profeten Muhammed.

”Det er et tilbagevendende spørgsmål, hvorfor vi ikke bringer Muhammed-tegningerne. Mange synes, at det er noget kujoneri. Men det er meget let for dem at sige, når de ikke selv tegner,” siger Niels Ivar Larsen.

”Der er billeder i SPOT af skæggede, religiøse autoriteter. Hvis nogen synes, at det skal være Muhammed, står det dem frit for. Men vi sætter ikke selv det navn på.”

Hvordan ser SPOT-redaktionen sig selv? Stine Spedsbjerg har tegnet sin medredaktion til Journalisten.

”Dem, vi satiriserer over, har nok ikke rigtigt opdaget os”

På en Arne Ungermann-tegning fra 1950’erne ser man en cyklist. Han er vred. Panden er rynket og øjenbrynene presset helt ned. I hånden holder han en rygende bombe. Forrest i tegningen ses en lyskurve – cyklisten med bomben holder for rødt.

Arne Ungermanns cyklist forestiller den danske anarkist. Men SPOT-redaktionen er enig om, at tegningen i virkeligheden er et udtryk for dansk satire. Det er den forsigtighed og tilbageholdenhed, SPOT vil gøre op med. Om det er lykkedes, er de ikke helt sikre på.

”Vi kunne godt være meget grovere. Vi har jo ikke skabt sensationel forargelse endnu. Dem, vi satiriserer over, har nok ikke rigtigt opdaget os,” siger Niels Ivar Larsen.

”Vi har tegnet kongehuset. Vi har tegnet politikere, der røvpuler hinanden. Vi gør jo forsøget,” siger Lars Refn.

Han nævner forsiden af sjette nummer af SPOT som eksempel på vellykket, skarp satire med en pointe, ingen andre medier turde tage op:

På Gitte Skovs tegning står en politimand i fuldt SWAT-gear med maske og det hele. I hånden har han en hvid kop med dampende varm kaffe.

Den ledsagende tekst lyder: ”Hvorfor Finn Nørgaard umuligt kan være dræbt af ’friendly fire’.” Politiet havde for travlt med at drikke kaffe til at bruge pistolerne.[quote:1]

”Problemet er jo, at vi ikke har så stort et publikum. Reaktionerne ville nok komme, hvis der var flere, som fulgte SPOT. Når vi ikke er blevet mere kendt, så er der heller ikke mulighed for at komme ud til de folk, der bliver forarget,” siger Erik Petri.

Lidt i underkanten af 1.800 mennesker følger med på Facebook. 23.000 har været inde på hjemmesiden, og på Twitter har SPOT 41 følgere.

Frihed til at eksperimentere

Rykker satire for alvor ved noget? Eller er det fortsat mest bare for sjov – de ord, som dansk tegnet satire fik med sig den mandag i ’Det Røde Felt’? Både og, hvis man spørger tegneren Annette Carlsen.

”Når satire er bedst, kan det få en til at kigge på et emne med nogle andre øjne. Det tror jeg altid, der er brug for: At der er nogen, der pifter ballonen eller vender det om. Men det er det allermest ambitiøse. Som regel er det højeste jo bare, at folk kan få et godt grin,” siger hun.

Som tegner ser Annette Carlsen også SPOT som en platform, hvor hun kan prøve ting af, hun ikke kan lave andre steder. Det genkender Lars Refn:

”Mange af os er bundet af bladenes redaktionelle linjer til hverdag. SPOT giver os frihed og mulighed for at eksperimentere med satiriske former. Og så er der en sparring i det også. Vi prøver at opildne hinanden til at gå lidt mere til vaflerne,” siger han.

Og hvis de gør det, går til vaflerne – og når bredere ud – tror de på, at satiren kan rykke ved noget.

”I tegnet satire bliver budskabet serveret lige midt i synet. Og hvis den er ment hårdtslående og ikke udglattende, kan den ramme magtmisbruget og demaskere magthaverne i al deres iboende latterlighed,” siger Niels Ivar Larsen.

”En satiretegning kan skære igennem symbolpolitik og spin og angribe det reelle, der foregår. Og hvis den har kant og er skarp, kan den sætte noget på dagsordenen,” siger Erik Petri.