search

Sportskultur

Alle skribenter har godt af at blive overrasket på egen banehalvdel. Det gælder i den grad også for den skrivende sportsjournalist.

Alle skribenter har godt af at blive overrasket på egen banehalvdel. Det gælder i den grad også for den skrivende sportsjournalist.

Skrives den bedste sportsjournalistik af sportsjournalister? Tjoh. Skrives der interessant sportsjournalistik af journalister, der ikke på daglig basis beskæftiger sig med sport? Helt bestemt. De seneste måneder har således givet os en række fornemme eksempler på, hvor velgørende det kan være at se på hende Sporten med nye, klare øjne.

Fordelen ved at komme ind fra siden er jo, at man oftest ikke er befængt med de kvælende klichéer, som vi andre med større eller mindre held forsøger at vride os fri af dag efter dag. Risikoen er omvendt, at man som udefrakommende ikke aner, hvad man taler om, eller hvordan man taler om det.

Når outsideren kan leve op til førstnævnte og alligevel hæve sig over sidstnævnte, gør han ikke alene sportsjournalistikken, men søreme selve sporten en stor tjeneste. Han udvider territoriet. Tag nu f.eks. Jyllands-Postens kulturjournalist Michael Enggaards ganske suveræne bokseskriverier. Aldrig ligegyldigt, altid læseværdigt.

Enggaards portræt af legenden Evander Holyfield som optakt til sidste måneds gammelmandsboksekamp i Koncerthalen i København var et lysende eksempel på, hvordan udsyn, perspektiv og en hvas pen kan forvandle en simpel sportshistorie til en almenmenneskelig fortælling. To korte eksempler:

Først om Holyfields danske modstander:

»Modstanderen er Brian Nielsen, en dansk hillbilly af et flæskebjerg med falmede tatoveringer, der ligner godkendelsesstempler fra Kødkontrollen.«

Man ved ligesom, hvad han mener. Og dernæst om 1990rnes dyst mellem Holyfield og Mike Tyson:

»Hvor muslimen Mike Tysons næver trommede rytmen til en hiphop-kultur karakteriseret af had og aggressioner, var Holyfield for mange den brave, kristne retskafne, der med den totale demontering af "Iron Mike" geninstallerede troen på, at det gode besejrer det onde.«

Samme veloplagte beskrivelser finder vi hos Informations Anders Haahr Rasmussen, der – når ikke han lige beretter fra tennisbanerne – skriver om emner som sex, køn, krop og prostitution. Her MR-scannes den afroamerikanske tennisdronning Serena Williams og ikke mindst vores blik på hende:

»Hun er ikke altid lige populær blandt fans og kommentatorer. Hendes tunge spil og massive fysik har fået mange grimme ord med på vejen. Hun twitter billeder af sig selv fra soveværelset i høje hæle og blondeundertøj og fra træningsbanen i kropsnær pink heldragt. Hun omtaler sig selv, sit spil, sin krop og sine Hollywood-ambitioner i befriende skamløst rosende vendinger, og når den etablerede tennisverden vender sig mod hende, står hun kun stærkere tilbage.«

I en lidt anden, mere kølig, men ikke mindre overbevisende boldgade har JP's flittige erhvervsjournalist Morten Johnsen taget både FC Københavns og Brøndbys økonomiske dispositioner ved vingebenet i løbet af det seneste halve år. Ihærdig og vedholdende journalistik, der tegner klare linjer uden at ende i forsimplinger.

På Politiken har kritik- og litteraturredaktør Peter Christensen senest skitseret boksningens rolle i det 20. århundredes amerikansk litteratur. Jo, kom ikke her!

Dette – at begavede skribenter, der ikke almindeligvis/udelukkende skriver om sport, får græs på knæene, træder inden for i hallerne eller hopper ned i bassinerne – er hverken et nyt eller dansk fænomen. I USA har eksempelvis skønlitterære kanoner som Norman Mailer, Hunter S. Thompson og David Remnick bedrevet sportsreportager, -portrætter, -interviews, -analyser og -bøger.

Det handler kort sagt om at turde. Vi sportsjournalister er begunstiget af at have branchens mest vidende læsere. Ingen er så nørdede (på den gode måde) og ærekære (på den irriterende måde), som alle os, der gransker sportsdækningen nøjere end noget andet i avisen, på nettet eller i tv/radio.

Men betyder dette så, at tiden er løbet fra 1X2-dækningen eller det vedkommende referat fra den lokale ishal? Naturligvis ikke. Alle har brug for en trædemølle. Men også sportsjournalistikken lever af sin mangfoldighed, og med hertil hører den ambitiøse behandling af sportskultur i bredere forstand. Her kan uforfærdede folk fra den anden side af hegnet være til stor inspiration.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen